Beachvolleyball landshold

Nations Cup: Her er den danske trup

Så er det offentliggjort! Landstrænerne har sat navne på de otte spillere, der skal repræsentere Danmark ved forårets kommende Nations Cup turnering – for nu starter vejen til OL for alvor. Når den olympiske ild bliver tændt i Paris i 2024, og det igen er tid til at samle de allerbedste atleter, kan det blive…

:


Så er det offentliggjort! Landstrænerne har sat navne på de otte spillere, der skal repræsentere Danmark ved forårets kommende Nations Cup turnering – for nu starter vejen til OL for alvor.

Når den olympiske ild bliver tændt i Paris i 2024, og det igen er tid til at samle de allerbedste atleter, kan det blive med dansk deltagelse. Otte af de bedste, danske beachvolleyballspillere er nemlig netop blevet udtaget til den kommende Nations Cup turnering, der fungerer som kvalifikation til de Olympiske Lege i 2024. 

Over to weekender i henholdsvis maj og juni skal herrelandsholdet og kvindelandsholdet i aktion til det, der kan blive Danmarks allerførste OL-kvalifikation i beachvolleyball nogensinde. 

Her er Danmarks trup til Nations Cup:

Herrer:

Jacob Stein Brinck, Aarhus Beachvolley Club
Kristoffer Abell, Aarhus Beachvolley Club
Mads Møllgaard, Copenhagen Beachvolley
Nicolai Houmann, Copenhagen Beachvolley

– “Vi ser utroligt meget frem til at skulle igang. Vi har haft en god forberedelse i marts og april, og spillerne har også en enkelt eller to turneringer på World Touren i maj, så de kommer til at stå i god form på Kreta,” fortæller Mads og sætter yderligere ord på truppen: ”Det er en trup med et højt niveau og vores opgave, som hold er nu at få forberedt os så godt som muligt på, hvordan vi rammer vores topniveau og, hvordan vi gør det svært for modstanderne at ramme deres,” afslutter Mads Rosager, herrelandsholdstræner.

Kvinder:

Clara Bernberg Windeleff, Copenhagen Beachvolley
Sofia Nørager Bisgaard, Copenhagen Beachvolley
Pia Hove, Copenhagen Beachvolley
Astrid Mellmølle, Aarhus Beachvolley Club

– ”Efter flere samlinger med de samme otte spillere, har jeg snævret truppen ind til disse fire. Der er mange måder at tænke på, når man skal udtage sådan en trup – faste konstellationer, muligheder for forberedelse, erfaring, fysik og så videre. I sidste ende har jeg udtaget ud fra mine erfaringer omkring hvilke krav, der oftest er gældende, når man skal vinde point og kampe på internationalt niveau. Truppen er en god blanding af erfaring, fysik og teknik, og jeg er sikker på, at vi nok skal forberede os smart og blive klar til kampene,” fastslår kvindelandsholdtræner, Martin Olesen.

Allerede i marts blev puljerne udtrykket til Nations Cup, og her endte Danmark med følgende modstandere: 

Herrelandsholdet, Pulje C:

26. – 28. maj, Heraklion, Grækenland

Italien
Ukraine
Danmark
Grækenland
Gibraltar 

Kvindelandsholdet, Pulje A:

06. – 08. juni, Lillesand, Norge

Tyskland
Norge
Danmark
Tyrkiet

De danske beachvolleyballherrer er de første, der skal i aktion. Herrerne skal til Kretas hovedstad Heraklion i slutningen af maj. Kvindelandsholdet tager en tur til Norge, hvor der i første omgang skal spilles tre kampe for hvert af de to par.

Del nyhed

LÆS OGSÅ