Ungdomslandshold volleyball

Ændret trænerteam på ungdomslandsholdene skal styrke talentudviklingen i dansk volleyball

Fra foråret 2023 hedder Danmarks ungdomslandstrænere i volleyball Denis Janka og Martin John Collins. Som et led i talentudviklingen af dansk volleyball skal de to cheftrænere ikke blot stå i spidsen for ungdomslandsholdene – de bliver også en del af Volleyball Danmarks talentaktiviteter. De har flere års erfaring med A-landshold i både ind- og udland,…

| Foto: Hamistolen Sports Photography

:


Fra foråret 2023 hedder Danmarks ungdomslandstrænere i volleyball Denis Janka og Martin John Collins. Som et led i talentudviklingen af dansk volleyball skal de to cheftrænere ikke blot stå i spidsen for ungdomslandsholdene – de bliver også en del af Volleyball Danmarks talentaktiviteter.

De har flere års erfaring med A-landshold i både ind- og udland, og nu har de begge to takket ja til at bruge den erfaring, når de skal stå i spidsen for alle de danske ungdomslandshold. Indtil nu har ungdomslandsholdene i Volleyball Danmark, som inkluderer U18, U20 og U22, samt Nevza-trupperne U17 og U19, været styret af flere forskellige trænerteams. Men fra foråret 2023 hedder kvindernes ungdomslandstræner Martin John Collins og herrernes Denis Janka. 

Ændringen for ungdomslandsholdene sker, da ønsket er at skabe en rød tråd, i form af samme trænerteam og spilstrategi, fra de unge volleyballspillere starter i Volleyskolen til de ender på ungdoms- og A-landsholdet. Med en deltidsansættelse skal Martin og Denis altså ikke kun være med på sidelinjen, når ungdomslandsholdene er samlet. Løbende vil de også være en del af Volleyball Danmarks talentaktiviteter, såsom Volleyskolen og Talentcenteret, så både spillere og trænere får en fælles spilforståelse, der i sidste ende skal løfte vores danske landshold. Ifølge Sportschef i Volleyball Danmark er intentionen med ændringerne, at de på sigt kan ses i resultaterne på både ungdoms- og A-landshold: 

– ”Vi er meget glade for at kunne indfri strategien om, at flere trænere skal arbejde på hel- eller deltid med volleyball. Med Martin og Denis får vi to yderst kompetente trænere, som har stor erfaring med landsholdsarbejde fra store volleyballnationer. Martin har bl.a. været head coach for Australiens kvindelandshold, og Denis har erfaring fra Serbiens og Saudi Arabiens A- og U-landshold i forskellige roller. Samtidig er de begge yderst veluddannede, hvor Martin har den højeste træneruddannelse i FIVB og Denis har en bachelor i volleyball fra universitetet. Da de samtidig begge har stor forståelse for kulturen i Danmark, er jeg sikker på, at vi på sigt vil se endnu bedre resultater for vores U- og A-landshold. Jeg vil også godt benytte lejligheden til at takke de ungdomslandstrænere, der har stået i spidsen for holdene de seneste mange år. De har ydet et stort bidrag til udviklingen af dansk volleyball, og vi skal nu drøfte, hvordan vi forhåbentligt fortsat kan gøre brug af deres evner omkring ungdomslandsholdene og til at styrke talentudviklingen.”

Australskfødte Martin John Collins er allerede i fuld gang med at lære dansk for at sikre et endnu stærkere samarbejde med spillerne. Den kommende cheftræner glæder sig til opgaven, og ser allerede et stort potentiale i den danske ungdom: 

– “I min tid i Danmark har jeg set masser af talent på tværs af klubberne hos pigerne, og jeg tror, ​​der er et stort potentiale i de aldersgrupper, der kommer igennem. De seneste resultater for ungdom og senior i volleyball og beachvolleyball viser helt tydeligt, hvor godt dansk volleyball udvikler sig. Men jeg er også sikker på, at vi med fortsat hårdt arbejde, på tværs af spillerforløbene, kan forbedre resultaterne yderligere i de kommende år,” fortæller Martin og tilføjer:

– ”Når vi forbedrer resultaterne for de danske ungdomslandshold, er det selvfølgelig en succes, men jeg er også sikker på, at nøglen til den videre udvikling af landsholdet er, at flere af spillerne tager til udlandet. Det er jo næste skridt, og det er allerede nu fantastisk at se den stigende mængde af danske spillere i udlandet.” 

Trænerkollegaen, Denis Janka, har ligeledes store forventninger til sin nye rolle, og drømmen er, at han i fremtiden kan være med til at bidrage til nye danske talenter: 

– ”Som ungdomslandstræner vil jeg rigtig gerne have fokus på at udvikle spillerne teknisk, og med tiden også deres taktiske forståelse af volleyball. Der er stor forskel på at spille på A- og ungdomslandsholdene. Men jeg håber at de unge spillere kommer til at forstå, at dét at være under samme trænerteam med samme systemer, forventninger og opgaver ruster dem endnu bedre til A-landsholdet og en professionel volleyballkarriere i udlandet. Jeg har stor erfaring med at arbejde med unge talentfulde spillere, og jeg er meget motiveret for at hjælpe dem godt på vej, så vi i Danmark kan få endnu flere som Axel Jacobsen, Mads Kyed og så videre,” afslutter Denis. 

Del nyhed

LÆS OGSÅ