Ved Dansk Volleyball Award den 4. februar i Aarhus, fik vi sat navne på vinderne af de prestigefyldte titler som Årets Volleyball Spiller og Beachvolleyball Spiller. Se hvem der løb med hæderen her:
Årets Beachvolleyball Spiller – Kvinder:
Clara Bernberg Windeleff (Copenhagen Beachvolley)
For tredje år i streg, løber det danske beachvolleyballtalent Clara Bernberg Windeleff med titlen som Årets Danske Beachvolleyballspiller. Sammen med makkeren, Sofia Nørager Bisgaard, fik Clara en fantastisk start på 2022. I begyndelsen af marts blev det nemlig offentliggjort, at DIF og Team Danmark bevilligede dansk beachvolleyball, og i særdeleshed stjerneduoen, Clara og Sofia, 750.000 kr., til støtte til en OL-deltagelse – en støtte, som hurtig gav pote. For blot tre måneder senere stod Clara med en sølvmedalje om halsen ved U22 EM i Holland. Dette skulle dog vise sig ikke at blive Claras eneste flotte EM-resultat for 2022. I august stod makkerparret nemlig på banen igen i München, da Europamesterskaberne skulle afgøres. Her nåede Clara helt til 1/8-finalerne, og endte altså på en flot 9. plads.
Årets Beachvolleyball Spiller – Herrer:
Jacob Stein Brinck (Aarhus Beachvolley Klub)
For anden gang i sin karriere, løber Jacob Stein Brinck med titlen som Årets Danske Beachvolleyballspiller. De seneste år har han fået metal af forskellig karat, og 2022 blev heller ingen undtagelse. Jacob Stein Brinck var igen at finde på podiet under DM-finalerne på solrige Nyhavn, da han og makkeren, Kristoffer Abel, vandt opgøret om 3. – 4. pladsen og kunne tage bronzemedaljerne om halsen. Europamesterskaberne i München blev i særdeleshed med danske farver. Sammen med makkeren, Kristoffer Abell, kvalificerede Jacob Stein Brinck sig til mesterskabet, og indledte EM med et opgør mod et tysk mandskab, som de danske drenge i den grad gav kamp til stregen på en svær hjemmebane. Jacob sluttede efteråret 2022 af på allerfineste vis, da han sammen med Martin Trans Hansen kunne lade sig hylde som vindere af årets NEVZA-turnering i Sverige.
Årets Volleyball Spiller 2022 – Kvinder:
Nora Møllgaard (Holte IF)
For første gang i sin imponerende karriere, løber Holte IF-anføreren Nora Møllgaard med titlen som Årets Danske Volleyballspiller 2022. Sammen med resten af klubholdet Holte IF sikrede Nora sig finalepladser i både Pokal- og Danmarksturneringen, men måtte desværre begge gange se sig slået af rivalerne fra Brøndby VK og nøjes med to sølvmedaljer. Også i landsholdstrøjen var Nora at finde på banen, da kvindelandsholdet spillede EM-kvalifikationskampe i august 2022. Trods en stærk fight på banen, blev det kun til en enkelt sejr for det danske landshold, der desværre missede billetten til EM-slutrunden i 2023. Sejre spillede Holte-profilen sig dog til i 2022 sidste måneder, hvor Volleyligaholdet tog hul på den europæiske turnering, CEV Challenge Cup. Lige inden juleferien sikrede Holte IF sig nemlig en historisk plads i 1/8-finalene efter et par fantastiske kampe af blandt andet Holte IF-anføreren.
Årets Volleyball Spiller 2022 – Herrer:
Tobias Houghs Kjær (Caruur Volley Gent, Belgien)
Tobias Houghs Kjær har i den grad nogle resultater at se tilbage på i 2022 – både som landsholdsspiller og i klubben Caruur Volley Gent. I sin tredje sæson i den belgiske klub Caruur Volley Gent skrev Tobias og resten af holdet klubhistorie, da det blev til en finalesejr i den belgiske Pokalturnering, som sikrede holdet pladsen øverst på skamlen og det store trofæ. I landsholdsregi har den 23-årige kant i særdeleshed også gjort sig bemærket – blandt andet med sine utallige servees. Den unge landsholdsspiller var fast spiller på banen, da Danmarks tilbage i august leverede en fantastisk EM-kvalifikation, der først bød på en hjemmebanesejr over verdensranglistens nummer 14, Tyrkiet, og efterfølgende en historisk billet til EM i 2023. Det er første gang, at Tobias Houghs Kjær modtager titlen som Årets Danske Volleyballspiller.