1 ud 4 elever, der bliver introduceret for en ny idræt i skolen, begynder rent faktisk til dén idræt i fritiden*. Potentialet for at rekruttere nye spillere til din klub gennem skolen er med andre ord enormt, og vil I gerne have flere børn og unge i klubben, er en ting stensikkert: Skolen er vejen ind!
I en temaserie vil Volleyball Danmark i de kommende uger sætte fokus på rekruttering af børn og unge for at inspirere og motivere flere klubber til at prioritere rekruttering endnu mere i hverdagen. I denne artikel dykker vi ned i, hvorfor skolerne kan åbne døre til flere medlemmer i Jeres klub, og hvordan din klub sammen med Volleyball Danmark kan gå i gang med at rekruttere nye medlemmer via skolerne.
Hver fjerde elev kan starte til volleyball
I en undersøgelse af Center for Ungdomsstudier taler tallene et tydeligt sprog: undervisning af trænere eller instruktører fra en idrætsforening har stor effekt. I mødet med en ekstern idrætsinstruktør svarer hele 71 pct. af eleverne, at ”det var sjovt”, og 35,6 pct. svarerede, at de ”lærte mere, end de gør normalt”. Med andre ord betyder det, at din klub kan gøre et stort indtryk, når I samarbejder med skolerne.
Hvad vigtigere er, svarede mere end hver fjerde elev, at de er begyndt til den idræt, de er blevet introduceret til af en ekstern instruktør. Blandt 3.-5. klasserne er tallet faktisk højere. Her er det hele 34,9 pct., der er begyndt til den idræt, de blev introduceret til. Som klub med en Kidsvolleyafdeling er det en statistik, I kan nyde rigtig godt af.
Har jeres klub Teen- og ungdomshold, er der også et stort rekrutteringspotentiale i samarbejde med skolerne. Selvom eleverne i de ældre klasser ikke er ligeså aktive i foreningslivet som de yngre, er disse elever mere tilbøjelige til at vælge en ’nichesport’ som volleyball frem for de sportsgrene som fodbold og håndbold. I 9. klasse er der faktisk flere af de elever (54%), der starter til en idræt, de har lært i skolen, der starter til en nicheidræt frem for en stor idræt (46%). Igen er det statistikker, din klub kan bruge strategisk i rekrutteringen af ungdomsspillere.
Læs også: 5 grunde til din klub skal prioritere rekruttering af børn og unge…nu!
Kom i gang: Skolestævner og skolebesøg
I Volleyball Danmark vil vi gerne hjælpe med at få din klub tættere på en lokal rekrutteringsskole, så vi kan få endnu flere børn og unge til at spille volleyball. Derfor hjælper vi hvert år en række klubber med at afvikle skolestævner og skolebesøg, og din klub kan sagtens være med.
Skolestævner:
- Et skolestævne er et samarbejde mellem en lokal klub, en skole og Volleyball Danmark, hvor I som klub er med til at introducere Kids- og/eller Teenvolley for elever og lærere. Volleyball Danmark står for koordineringen af tilmeldinger med skolen og klæder klubben på med materialer og informationer, så klubben kan fokusere på selve afviklingen af stævnet på dagen. Et skolestævne kræver derfor ikke et hav af frivillige hænder, men 1-3 personer fra klubben skal være klar til 4 sjove timer i hallen eller udenfor. Volleyball Danmark samarbejder med Dansk Skoleidræt og når derfor bredt ud til deres 1300 medlemsskoler (ca. 514.000 elever), men din klub kan også målrette jeres skolestævner til en eller flere aktuelle rekrutteringsskoler. Læs mere om skolestævner her.
Skolebesøg:
- Hvis din klub gerne vil gå skridtet videre og lave en mere dedikeret rekrutteringsindsats på de lokale skoler, kan et længere forløb med skolebesøg være vejen frem. I skolebesøget bliver din klub en fast del af idrætstimerne eller måske valgfag i en periode, hvor I kan introducere Kids- og Teenvolley for både elever og lærere. Volleyball Danmark har lavet en række lektionsplaner, der gør det let for klubben at planlægge skolebesøg efter alderstrin og niveau.
- Volleyball Danmark laver ligeledes løbende initiativer, der kan hjælpe klubberne med skolebesøg. I 2019 og fremadrettet samarbejder Volleyball Danmark med CEV om et skoleprojekt, hvor klubberne kan tilbyde skolen 3x skolebesøg på én skole, hvilket udløser syv nye bolde til skolen – leveret af Volleyball Danmark, men skænket af klubben. På denne måde kan klubben opnå en god relation til skolen og samtidig sikre, at de også kan spille volleyball i de normale idrætstimer.
Er i klar?
Er din klub klar til at komme i gang med et skolestævne, et skolebesøg eller noget helt tredje? Bliv kontaktet af Volleyball Danmark med mere information og råd til, hvordan din klub kan komme i gang med rekrutteringen af børn og unge!
Husk at følge med på Volleyball Danmarks hjemmeside og Facebookside, hvor vi i de kommende uger dykker ned i HVORDAN Volleyball Danmark og klubberne kan samarbejde om rekrutteringen af ungdomsspillere.