Både de danske U17 piger og U17 drenge imponerer ved NEVZA-mesterskaberne i Ikast, hvor begge de danske mandskaber har spillet sig i finalen senere i dag. Volley TV streamer begge finaler direkte.
Begge danske finalepladser blev sikret efter flotte sejre over Finland i semifinalen. Pigerne vandt med 3-1, mens drengene måtte have alle fem sæt i brug, inden finalepladsen blev booket med en 3-2-sejr.
På den anden side af nettet i finalen står de svenske piger og drenge. For de danske drenge bliver det et revancheopgør fra gruppespillet, hvor Danmark tabte 3-0. Danmarks piger har ikke mødt de svenske piger endnu i turneringen.
”Det er fantastisk. Jeg er meget tilfreds,” siger elitechef i Volleyball Danmark Sven Brix.
”Der bliver lavet et kæmpe talentarbejde mange steder i systemet, og det de dejligt at se, at de ting, vi arbejder med, giver udbytte,” siger han.
”Selvom vi har meget fokus på processen, så er det da rart at se resultater også,” siger Sven Brix.
”Begge hold har slået Finland på deres vej til finalen, og der er atypisk. Det er præstationer, som vi kan være meget stolte over,” siger han.
”Nu gælder det to stærke svenske hold i finalen, og så må tiden vise, hvilken karat medaljerne bliver af,” slutter elitechefen.
Pigernes finale begynder klokken 13.30. Drengenes finale spilles klokken 15.30.
Begge finaler streames på Volley TV her.