Gentofte går benhårdt efter at lave endnu en europæisk overraskelse

Gentofte har ryggen mod muren, inden returopgøret mod VaLePa Sastamala i 1/16-finalen i CEV Cuppen, som spilles i morgen. De danske mestre skal vinde 3-0 eller 3-1 på hjemmebane for at holde liv i den europæiske drøm. Og Gentofte tror på overraskelsen. Der var nemlig ikke mange point, der skilte de to hold ad i…

| Foto: Flemming Patulski Nielsen

:


Gentofte har ryggen mod muren, inden returopgøret mod VaLePa Sastamala i 1/16-finalen i CEV Cuppen, som spilles i morgen. De danske mestre skal vinde 3-0 eller 3-1 på hjemmebane for at holde liv i den europæiske drøm. Og Gentofte tror på overraskelsen.

Der var nemlig ikke mange point, der skilte de to hold ad i det første opgør i Finland. VaLePa Sastamala vandt med 3-0, men sætcifrene 25-22, 25-23, 25-23 afslører, at det var en uhyre tæt fight i det finske.

Nu skal de sidste marginaler tippes over på Gentoftes banehalvdel, når Gentofte Sportspark danner rammerne om returopgøret tirsdag aften. Gentofte-træner Peter Borglund har opskriften på avancement klar:

”Vi er nødt til at presse deres modtagning væk fra nettet. Vi skal presse dem ligeså meget i serven, som vi gjorde i Finland. Vi lavede flere serveesser end forventet, men vi lavede også for mange fejl,” siger han.

I første opgør i 1/16-finalen lavede Gentofte hele syv serveesser, men samtidig 16 servefejl mod VaLePa Sastamala, som fører den finske liga.

Tror på overraskelsen
Da VaLePa Sastamala vandt første kamp med 3-0, skal Gentofte vinde returopgøret med 3-0 eller 3-1 for at tvinge de to hold ud i ét altafgørende Golden Set til 15 point.

Finnerne er favoritter, men Gentofte tror på en artig overraskelse:

”På papiret bliver det svært. Men vi havde nogenlunde styr på deres angribere, og hvis vi spiller klogt, en lille smule bedre og tror på vores chance, kan vi måske hente de ekstra par point i hvert sæt, som sikrer os sejren og tvinger kampen ud i Golden Set. Vi går benhårdt efter at lave overraskelsen,” siger Peter Borglund.

”Vi glæder os helt vildt. Det har været en kæmpe motivationsfaktor for hele holdet at spille europæisk både før og efter nytår,” siger han.

Kampen mellem Gentofte og VaLePa Sastamala vises direkte i knivskarp kvalitet på Volleyball Danmarks egen TV-kanal på nettet Volley TV tirsdag den 17. januar klokken 19:00.

Del nyhed

LÆS OGSÅ