En af Danmarks bedste volleyballspillere gennem tiden lægger knæbeskytterne og den giftige højrehånd på hylden. Den tidligere landsholdsanfører Kristian Knudsen bliver ny assistenttræner for det danske herrelandshold i volleyball.
En lang og flot karriere på alverdens volleyballbaner er slut. Kristian Knudsen nåede som aktiv at spille 227 landskampe samt i storklubber i blandt andet Belgien, Frankrig, Tyskland og Qatar.
Han var anfører for det danske landshold, som sensationelt spillede sig i 1/8-finalen ved EM på hjemmebane i 2013. Og han var med til at vinde Champions League med Friedrichshafen i 2007.
Nu fortsætter 37-årige Kristian Knudsen på den anden side af stregerne, når han bliver assistenttræner for det danske herrelandshold.
”Jeg glæder mig til en ny udfordring som assistenttræner for landsholdet. Jeg skal være tæt på spillerne og forsøge at få dem op på et endnu højere niveau rent teknisk og spillemæssigt, end de er nu,” siger Kristian Knudsen.
”Jeg vil gerne give videre af de erfaringer, jeg har gjort mig gennem de sidste 15 år. Det vil jeg gerne gøre med landsholdet. Jeg har løbende været i dialog med Mikael Trolle og glæder mig til igen at være en del af landsholdet,” siger han.
Kristian Knudsens første opgave sammen med herrelandsholdet bliver European League til sommer.
Unik viden i udviklingen af spillere
Landstræner Mikael Trolle ser frem til samarbejdet med sin nye assistenttræner:
”Jeg glæder mig meget til at have Kristian med på sidelinjen. Han nyder stor respekt blandt landsholdsspillerne, og som menneske passer han rigtig godt til vores hold. Han kommer til at have en kæmpe indflydelse i træningshallen, hvor han kan give sin store praktiske erfaring videre,” siger han.
”Kristian Knudsen har dedikeret hele sit liv til international volleyball på et meget højt niveau. Han har spillet i nogle af nogle af Europas bedste klubber og et hav af landskampe, så han har udviklingen af topvolleyball fuldstændig inde under huden,” siger Mikael Trolle.
”Der er selvfølgelig nogle trænermæssige ting, som Kristian skal lære, men han har en unik viden i, hvordan man udvikler spillere, og det er virkelig noget, der kan understøtte landsholdets udvikling.”
Peter Borglund fortsætter i rollen som taktisk assistent for herrelandsholdet og vil således udgøre den trio, der vil være at finde på trænerbænken omkring landsholdet. Sven Brix fortsætter som 2nd Assistant Coach.
Kristian Knudsen
37 år
Karriere: Middelfart VK, Holte IF, Las Palmas (Spanien), Noliko Maaseik (Belgien), Rennes Étudiants Club (Frankrig), VfB Friedrichshafen (Tyskland), Tours Volley-Ball (Frankrig), Tourcoing LM (Frankrig), Doha (Qatar), Nancy Volley (Frankrig), Çankaya Belediyesi (Tyrkiet), Cannes (Frankrig).