Den danske landsholdsspiller Steen Sørensen har skrevet kontrakt med Volley Ball Club Axis Guibertin i den bedste belgiske liga.
Steen Sørensen har de seneste måneder trænet og spillet med Gentofte Volley. Nu har landsholdskanten skrevet med Guibertin og har allerede haft første træning med holdet.
Guibertin har ikke vundet i sæsonens første seks kampe og ligger pt. til at spille om nedrykning. Det skal Steen Sørensen lave om på.
”I Guibertin får jeg mulighed for spilletid. Sammen med flere udenlandske holdkammerater skal vi prøve at kvalificere os til slutspillet. Det kan godt lade sig gøre. Forhåbentligt kan jeg hjælpe til, at vi vinder nogle kampe,” siger Steen Sørensen.
”Jeg har i længere tid godt kunne tænke mig at prøve kræfter med den belgiske liga. Den er lige et step op i niveau i forhold til, hvor jeg ellers har spillet,” siger han.
Guibertins træner kontaktede Steen Sørensen, da han var på vej til Champions League-returkamp i Rusland sammen med Gentofte. Derfra er det gået hurtigt.
”Jeg snakkede i telefon med træneren, mens jeg sad i Moskva lufthavn. Dagen efter, vi kom hjem fra Rusland, rejste jeg til Belgien. Så det hele blev lige vendt på hovedet på tre dage,” siger Steen Sørensen.
Grundspillet i Belgien løber frem til slutningen af februar.