De danske damehold dominererede gruppespillet i NEVZA Club Championships. Brøndby, Amager og Holte vandt hver deres gruppe, og tre ud af fire hold i NCC-finalerne er dermed fra Danmark. Både de svenske og norske mestre er ude.
Det blev afgjort i weekenden, hvor de tre indledende grupper i NCC blev spillet.
På hjemmebanen i Brøndby var der ingen slinger i valsen hos de regerende danske mestre, som sikkert tog gruppesejren foran islandske HK og Oslo fra Norge. Brøndby afgav blot en enkelt sæt undervejs til HK, og det viste sig afgørende for islændingenes videre skæbne i NEVZA Club Championships.
Amager var sammen med Ikast rejst til Randaberg i Norge i Gruppe B. Amager gjorde rent bord i deres kampe, og med tre sejre og maksimumpoint er de også klar til NCC-finalerne. Ikast måtte rejse hjem fra Norge med to vundne sæt i bagagen.
I Gruppe C i Holte skulle værterne og Køge forsøge at spille sig videre i den nordiske klubturnering. Holte viste sig som de mindre gæstfrie værter, idet de ikke lod deres gæster tage point fra dem. Med tre sejre snuppede Holte 1. pladsen i gruppen og dermed en billet til NCC-finalerne. Køge besejrede Viking med 3-2 og tog et enkelt sæt mod de svenske mestre og NCC-finalister fra sidste år Engelholm – og det viste sig afgørende for svenskerne.
For med det afgivne sæt til Køge, sluttede Engelholm på 2. pladsen med 1 sejr, 3 point og 4-4 i sætscore. Det var akkurat ikke nok til at blive bedste 2’er og dermed sikre sig adgang til finalerne. Den plads snuppede islandske HK med en sætscore på 4-3.
Det er første gang, at et hold fra Island kvalificerer sig til NCC-finalerne.
Dermed er både de svenske og norske mestre slået ud af NEVZA Club Championships, mens Danmark har tre hold med i finalerne, som afvikles den 20.-22. januar 2017.
Se alle resultater her.
Billeder og små historier kan findes på NCC Facebook siden her.