Aleksandar Boričić, præsident for det europæiske volleyballforbund CEV, mødes med Volleyball Danmark den 25. oktober.
Danmark får fint besøg, når CEV-præsident Aleksandar Boričić gæster landet i morgen tirsdag og et døgn frem.
Under CEV-præsidentens 24 timers besøg går vejen blandt andet forbi kulturminister Bertel Haarders kontor, formanden for Danmarks Idrætsforbund Niels Nygaard samt direktør for Team Danmark Lone Hansen.
”Vi ser frem til besøget af Aleksandar Boričić, hvor vi blandt andet skal diskutere, hvordan dansk volleyball og beach volleyball skal udvikle sig yderligere både i national og international kontekst i samarbejde med CEV,” siger Erik Jacobsen, formand i Volleyball Danmark.
”Danmark har gennem flere år flyttet sig positivt på en lang række parametre. Siden vi afholdte EM i 2013, har vi været en fast bestanddel af europæiske volleyball. Og vi skal nu se på, hvordan vi fortsat kan bygge videre herpå,” siger han.
Aleksandar Boričić er i gang med en nordisk rundtur, hvor han også besøger Sverige, Norge og Finland.