21-årige Mads Møllgaard skifter Volleyligaen ud med Bundesligaen. Landsholdspilleren har skrevet under på en 1-årig kontrakt med tyske SVG Lüneburg.
Trods sine blot 21 år har Mads Møllgaard allerede spillet 55 kampe for det danske herrelandshold samt 60 kampe for diverse ungdomslandshold. Sidste år vandt han det danske mesterskab med Gentoftes herrer, og det har tiltrukket stor interesse fra udlandet.
Flere europæiske klubber har jagtet Mads Møllgaards underskrift. Det blev SVG Lüneburg, som sluttede på fjerdepladsen i den tyske liga i sidste sæson, der får glæde af danskerens kvaliteter i den kommende sæson.
”Det er en drengedrøm, der nu går i opfyldelse,” siger Mads Møllgaard.
”Jeg har fået flere tilbud fra udlandet, men jeg er glad for, at jeg ventede. Lüneburg har et meget stærkt hold, hvor mine udviklingsmuligheder er store,” siger han.
Efter en uges prøvetræning i klubben, hvor Mads Møllgaard mødte alle spillere, trænere og alle omkring klubben, var den 199 cm høje kantspiller overbevist:
”Det hele var meget professionelt, og træneren var rigtig dygtig. Jeg glæder mig til at opleve fankulturen for fuld udblæsning,” siger Mads Møllgaard.
”Vi spillede tre testkampe i den uge, jeg var på prøvetræning. Der var flere tilskuere i hallen, end der er til en normal Volleyligakamp, så det er noget helt andet. Derudover glæder jeg mig selvfølgelig til for alvor at komme i gang med at spille og se, hvor meget jeg kan udvikle mig som spiller.”
Mads Møllgaard er allerede i Tyskland, hvor han spiller sin første kamp den 22. oktober, når sæsonen begynder.