Som det første sted på Fyn kommer Volley Challenge til Odense, når Tarupcentret, de lokale volleyballklubber og Volleyball Danmark inviterer til en aktiv, sjov og nytænkende efterårsferie-aktivitet.
Volley Challenge går i al sin enkelthed ud på, at børn og barnlige sjæle på et hav af forskellige træningsstationer kan teste deres evner som volleyballspiller og udfordre hinanden, når de skal hoppe, blokere og smashe, som de professionelle gør det.
Den 17.-22. oktober kan alle besøgende i Tarupcentret prøve kræfter med Volley Challenge og kidsvolley. Det er muligt at udfordre sig selv, vennerne og familien. Hvem kan hoppe højst? Har du styr på dine reflekser? Hvem bliver Odenses bedste til reflex check?
Med 35 forskellige udfordringer kan der være nok at holde styr på for de handlende, mens indkøbene også skal ordnes. Derfor stiller de lokale Odense-klubber op med instruktører, som vil assistere alle til at prøve kræfter med udfordringerne.
Alle der kommer i Tarup Centret kan frit prøve Volley Challenge mellem klokken 11-17. Man får et diplom fyldt med opgaver samt en kuglepen og en vand sponsoreret af Bog&ide samt Løvbjerg. Løser man alle opgaverne, kan man få en drikkedunk fra Intersport.
Lørdag den 15. oktober skydes Volley Challenge i gang med en helt særlig event, når de lokale volleyball-stjerner gæster udstillingen. Her er det muligt for gæsterne at dyste med og mod lokale elitespillere i de 35 spændende Volley Challenge-udfordringer.