Volleyball, venner og godt vejr. Welcome U handler ligeså meget om nye venskaber som om at få sved på panden. Se video nederst i artiklen.
Welcome U-projektet er et samarbejde mellem Volleyball Danmark og Danmarks Basketball Forbund, der med støtte fra Nordea-fonden i alt sin enkelthed går ud på at bruge idræt til at give unge et netværk og et tilhørsforhold, når de flytter til en ny by for at studere.
Fredag eftermiddag lagde Fælledparken i Købenavn græs til en gang Chill and Volley, som Welcome U-eventen hed på Facebook.
”Welcome U giver de unge muligheden for at komme og hygge sig helt uforpligtende. Samtidig får de studerende, der kommer udenbys fra, muligheden for at få nogle nye relationer,” siger Rasmus Kjeldberg projektkoordinator hos Volleyball Danmark.
Flere end 100 unge danske og internationale studerende var mødt frem for at møde nye venner, hygge og spille bold.
De fik hele eftermiddagen både spillet volley, drukket fadøl, som Studenterhuset skænkede, og vigtigst af alt – dannet en masse nye relationer på tværs af byer og uddannelse.
”Der er ingen tvivl om, at det er et rigtig godt initiativ. Samtidig er det også en rigtig god måde at få budt de nye udenlandske studerende velkommen til Danmark og det danske studieliv,” Jakob Sørensen, der studerer på Københavns Universitet.
Foruden en masse glade studerende var der også mødt en lang række repræsentanter fra københavnske volleyballklubber op med det formål at få præsenteret sporten bedst muligt.
”Det er en god mulighed at få en masse nye bekendtskaber og venner igennem sport, når man flytter til en ny by. Jeg har selv været igennem det samme, hvor jeg flyttede fra Vestjylland og her til København,” siger Jim Vad Sørensen, VLI Volley.
Næste Welcome U-event finder sted allerede i morgen fredag den 30. september, hvor Odense Beachvolley Klub er værter for Fredagsbar og Volley. Læs mere her.