Danmark igen tæt på sejr mod Portugal

EM Kvalifikation herrer, 2. runde, 2. turnering i Helsinki Portugal-Danmark: 3-1 (25-21, 25-21,22-25, 25-23) Den danske startopstilling: Axel Jacobsen, Mads Ditlevsen, Philip Özari, Rasmus Breuning, Aske Mørkeberg, Simon Gade, Simon Bitsch. Efter den store arrangementsmæssige succes i sidste weekends turnering i Sønderborg , er det i denne weekend tid for returopgørene mellem de 4 puljehold…

| Foto: CEV

:


EM Kvalifikation herrer, 2. runde, 2. turnering i Helsinki

Portugal-Danmark: 3-1 (25-21, 25-21,22-25, 25-23)

Den danske startopstilling:
Axel Jacobsen, Mads Ditlevsen, Philip Özari, Rasmus Breuning, Aske Mørkeberg, Simon Gade, Simon Bitsch.

Efter den store arrangementsmæssige succes i sidste weekends turnering i Sønderborg , er det i denne weekend tid for returopgørene mellem de 4 puljehold Finland, Sverige, Portugal og Danmark.

I dagens første kamp skulle Danmark møde gruppens ubesejrede tophold Portugal.

I Sønderborg spillede Danmark en meget tæt kamp mod portugiserne og håbet var at fastholde de gode takter fra første kamp og undgå de udfald, der i sidste ende kostede sejren. Dette var lige ved at lykkes.

Danmark startede sættet med en servestærk opstilling i forsøget på at presse Portugals modtagning. Denne taktik lykkedes til dels i starten af sættet, uden at nogen af holdene kom helt i gang med det prangende spil. Danmark var bagud 15-16 ved 2. tekniske time out. Herfra trak Portugal fra med gode server og tog første sæt med 25-21.

I starten af 2. sæt resulterede Danmarks forsøg på servepres desværre i for mange servefejl og Portugal kom foran 10-6. Her foretog Danmark en dobbeltudskiftning, hvor Mads Møllgaard erstattede Rasmus Breuning og Peter Jensen kom på banen i stedet for Philip Özari. Danmark halede ind og Portugal måtte tage time out foran 15-14. Igen skruede Portugal op for servepresset og bragte sig foran 21-16. Selv om Danmark fik stabiliseret sit spil efter en dansk time out, formåede holdet ikke at mindske afstanden til Portugal og tabte sættet 25-21.

Mellem 2. og 3. sæt var der en 10 minutters pause, hvor holdene fik lov at samle sig i omklædningsrummet, mens der var publikumskonkurrence på banen.

Denne pause bekom det danske hold vel. Den genindskiftede Rasmus Breuning servede Danmark i front til 6-4 og føringen var 8-5 ved teknisk time out. Danmark fortsatte det gode spil, med blandt andet et par gode blokader, og udbyggede føringen til 16-12 ved 2. tekniske time out. Den gode stime fortsatte til føring 21-16. Herfra gik der igen knas i den danske servemodtagning og Portugal kom op på 20-21. Resten af sættet byttede holdene bold, og med et brag af et linjeslag lukkede Rasmus Breuning sættet til dansk sejr 25-22.

4. sæt startede meget lige frem til portugisisk føring 8-7. Her løb Danmark igen ind i servemodtagningsproblemer, hvilket Portugal straffede nådesløst og bragte sig foran 13-7. Danmark fik brudt serveserien og begyndte igen at vinde sine angreb uden at hale ind på Portugal. Bagud 12-20 startede Rasmus Breuning en forrygende serveserie og bragte Danmark op på 17-20. Simon Andersen kom på banen og var med til at stjæle et par danske point i blokaden til 21-22. Danmark kom således meget tæt på, men måtte desværre se sættet gå til Portugal med 25-23.

Den danske anfører Axel Jacobsen udtalte efter kampen:”Det var en lidt underlig kamp. Begge hold havde lidt svært ved at finde den rigtige rytme i en store hal. Vi havde nogle problemer i perioder, men jeg er stolt over at holdet alligevel kom tilbage i kampen og var så tæt på at bringe kampen i fem sæt. Det tegner godt for vores præstation i de næste kampe”.

Resultatet betyder at Danmark nu er ude af spillet om det videre EM forløb. Men igen beviste det unge danske hold, at det kun er små marginaler, som skiller holdet fra de allerbedste i Europa.

Lørdag møder Danmark Sverige kl. 15 lokal tid (14.00 dansk tid). Kampen streames desværre ikke.

Det gør til gengæld søndagens kamp mod Finland som spilles kl. 16.00 lokal tid (15.00 dansk tid). Kampen streames på laola1.tv.

Del nyhed

LÆS OGSÅ