Dybbøl er ikke Danmarks favoritterritorium. I aftes tabte Danmark endnu et slag på egnen, da Sverige besejrede de danske volleyherrer med 3-0 i åbningskampen i EM-kvalifikationen i Humlehøj Hallen i Sønderborg.
EM-kvalifikation, Danmark-Sverige: 0-3 (19-25, 22-25, 19-25)
Humlehøj Hallen, Sønderborg
EM-kvalifikationen startede på den værst tænkelige måde for de danske volleyherrer, da ærkerivalerne Sverige sænkede Danmark i tre sæt trods stor opbakning fra de mange fremmødte tilskuere i Humlehøj Hallen.
Danmark fik at smage, hvorfor landstræner Mikael Trolle på forhånd havde kaldt Sveriges Marcus Nilsson for volleyballs svar på Zlatan Ibrahimović. 18 point lavede den 208 cm høje svensker, der var det suverænt farligste våben i det svenske angrebsarsenal.
Dansk topscorer blev Mads Ditlevsen med 15 point, der var ærgerlig efter nederlaget.
“Jeg er skuffet og ærgerlig over præstationen. Vi spiller ikke op til det, vi ved, vi kan. Vi lykkes ikke med at få lagt et højt servepres på Sverige. De er til gengæld meget stabile i deres grundspil og lader sig ikke stresse,” siger han.
”Vi ville rigtig gerne have gjort det bedre foran vores hjemmepublikum. Det er en fed kulisse og en fantastisk opbakning. Nu handler det om at samle os op til i morgen og kampen mod Portugal. Det bliver også en meget svær kamp, men vi vil kæmpe alt, hvad vi kan, for at give tilskuerne en sejr,” siger Mads Ditlevsen.
I morgen spiller Danmark mod Portugal, mens Finland venter søndag. Kampene spilles i Humlehøj Hallen i Sønderborg.
EM-kvalifikationen afvikles over to turneringer. Den første spilles i Sønderborg, mens holdene spiller i Finland i næste weekend. Gruppevinderen kvalificerer sig direkte til EM, mens 2’eren skal ud i to playoff-kampe om en EM-billet.
Danmarks kampe streames på ZibraSport.dk og DR.dk.
Kampens forløb
Angreb blev ikke omsat til point
Landstræner Mikael Trolle havde hevet en kanin op af hatten i form af Nicolai Houmann, der for første gang nogensinde var med i den danske startopstilling, og Hvidovrespilleren lukkede godt af for de svenske angreb med sine 205 centimeter i begyndelsen af 1. sæt, hvor Danmark havde fint fat i svenskerne. Danskerne havde dog svært ved at omsætte deres angreb til point, hvilket stille men sikkert resulterede i, at Sverige trak fra og ramte de magiske 25 point, mens Danmark kun nåede 19.
Nilsson trådte i karakter, når det gjaldt
Sveriges anfører og kæmpestjerne Marcus Nilsson var på forhånd udpeget som ham, Danmark skulle stoppe, hvis kampen skulle vindes. Og selvom Danmark startede 2. sæt med lyn og torden i hænderne (8-3), trådte den svenske anfører i karakter i de afgørende øjeblikke og sikrede blandt andet Sverige sin først sætbolde, inden han selv bandt knude på sættet 25-22.
Servepresset udeblev
Danmark var nødt til at satse hårdt i serven for at lægge tryk på Sverige. Det resulterede gennem kampen i en række servefejl, som Sverige lukrerede på. Tegningen var desværre den samme i 3. sæt, som Sverige sad på fra start til slut og vandt 25-19.
DANMARKS STARTOPSTILLING MOD SVERIGE
Hæver:
Axel Jacobsen (Bolivar – ARG)
Centre:
Aske Mørkeberg Sørensen (Gentofte Volley – DEN)
Nicolai Houmann (Hvidovre – DEN)
Højrekant:
Mads Ditlevsen (Abu Dhabi, UAE)
Venstrekant:
Peter Kromann Jensen (Tannourine Club – LIB)
Rasmus Breuning Nielsen (Power Volley Milano – ITA)
Libero:
Simon Ostenfeld Bitsch (Marienlyst – DEN)
ØVRIG TRUP
Hæver:
Sebastian Mikelsons (Gentofte Volley – DEN)
Centre:
Simon Øster Ellegaard Andersen (Middelfart – DEN)
Simon Gade (Gentofte Volley – DEN)
Højrekant:
Peter Trolle Bonnesen (Gentofte Volley – DEN)
Venstrekant
Mads Møllgaard (Gentofte Volley – DEN)
Philip Özari (Gentofte Volley – DEN)
Libero:
Nikolaj Hjort (Marienlyst – DEN)
KAMPPROGRAM EM-KVALIFIKATION, SØNDERBORG
16. september
19:00: Danmark – Sverige: 0-3 (19-25, 22-25, 19-25)
17. september
19:00: Portugal – Danmark
18. september
19:00: Finland – Danmark