Landstræner for de danske volleyherrer Mikael Trolle håber på avancement i EM-kvalifikationen. Her giver han opskriften på, hvordan Danmark skal tackle de tre kommende modstandere i EM-kvalifikationen.
Taktikken er klar: Der skal serves igennem og især én spiller skal stækkes, hvis de danske volleyherrer skal kvalificere sig til EM.
Humlehøj Hallen i Sønderborg danner rammerne om EM-kvalifikationen den 16.-18. september. Gruppevinderen kvalificerer sig direkte til EM, mens 2’eren skal ud i to playoff-kampe om en EM-billet.
”Finland er klare favoritter i puljen. Det vil være en overraskelse, hvis de ikke slutter 1’er i puljen, når kvalifikationen spilles over to turneringer, og de slutter af på hjemmebane,” siger landstræner Mikael Trolle.
”Vi går benhårdt efter 2. pladsen i gruppen. Det ser godt ud. Men det gør det også hos de andre hold. Chancen for at blive 2’er er den samme som risikoen for at blive sidst i gruppen,” siger han.
Det danske trænerteam har brugt mange timer på at finde netop de fokusområder, som kan sikre Danmark 2. pladsen i gruppen.
”Vi har været igennem en meget systematisk bearbejdning af alle tre modstandere for at finde de nøgleområder, hvor vi kan sikre os en spillemæssig fordel og de 2-3 ekstra point i hvert sæt, som kan sikre os sejren,” siger Mikael Trolle.
Køb billetter til EM-kvalifikationen her
Ibrahimović og tæppebombning
Landstræneren er optimistisk, da han har en god, bred trup at sætte i spil til EM-kvalifikationskampene. Første kamp er fredag klokken 19:00, hvor Danmark åbner mod arvefjenderne Sverige.
”Sverige er et hold, som vi har spillet mange lige kampe imod og har stor respekt for. Det er et godt hold, men de er meget afhængige af deres stjernespiller Markus Nilsson. Han svarer til Zlatan Ibrahimović, bare på en volleyballbane. Han kan vinde en kamp alene, og meget af Sveriges spil står og falder med ham. Hvis Nilsson har en dårlig dag, eller hvis vi formår at lukke ham ned, så har vi rigtig gode muligheder mod Sverige,” siger Mikael Trolle.
”Portugiserne er super gode boldspillere med en sublim forståelse for spillet. Det betyder, at man kan have godt fat på kampen i starten, men de formår at spille sig ind i kampen igen. Vi bliver nødt til at tæppebombe Portugal med svære server og spille en omgang power volley for at slå dem.”
EM-kvalifikationen afvikles over to runder. 1. runde spilles i Danmark, mens 2. runde spilles i Finland i næste uge.
Nummer 1 i gruppen kvalificerer sig direkte til EM i Polen 2017, mens 2’eren i gruppen skal spille to playoffkampe mod en anden gruppe 2’er.
Danmarks kampe streames på DR.dk og ZibraSport.dk.
KAMPPROGRAM EM-KVALIFIKATION, SØNDERBORG
16. september
16:00: Portugal – Finland
19:00: Danmark – Sverige
17. september
16:00: Finland – Sverige
19:00: Portugal – Danmark
18. september
16:00: Sverige – Portugal
19:00: Finland – Danmark