Danmark – Hviderusland 1-3 (26-28, 21-25, 25-19, 21-25)
Dagens kamp mod Hviderusland gjaldt 2. pladsen i puljen og dermed den 2. EM-billet, idet Tjekkiet med 3 sikre 3-0 sejre havde sikret sig førstepladsen i puljen.
Hviderusland – Godt bakket op af hjemmepublikum – kommer godt fra start, hvor de fra starten af kampen får sat vores modtagning under pres med meget præciser server. Dette gør, at vi ofte angriber mod en vel-etableret blokade, hvilket gør, at vi må satse mere i angrebet. Vores centere knokler igen inde på midten og åbner op for, at Oscar Møllgaard scorer points på pipen. Hviderusland havde ændret lidt på spillestilen i forhold til, hvad vi hidtil har scoutet og kører væsentlig mere over midten, end de tidligere har gjort. De to fysisk stærke, hviderussiske centere kørte i noget lignende halvandet tempo, der gjorde, at de nåede at se vores blokade, og så stemplede de den blot den anden retning. Vi halter bagefter igennem hele sættet, men får kontakt i slutningen af sættet, hvor vi overlever flere sætbolde, inden Hviderusland afgør sættet.
Andet sæt ligner 1. sæt til forveksling. Hviderusland har fortsat held med at slå af på vores blokader, og selvom vi får vores server til at fungere, er de hviderussiske angriber gode til at få omsat til points. Jens Feldthus kommer på banen for Simon Jørgensen i slutningen af sættet med ny energi og gode server.
I tredje sæt fortsætter Jens Feldthus på diagonalen, og Mathias Petersen kommer på banen for Tobias Kjær og lægger et godt modtagningsniveau. Samtidig får Mads Kyed sat vores centere godt op, hvilket giver mere plads på kanterne. Skarpe server fra Simon Andersen, Jens Feldthus og Nikolaj Hjorth, gør, at vores to centere, Simon Andersen og Rasmus Mikelsons, i perioder lukker nettet helt ned. Vi vinder rimelig komfortabelt 3. sæt.
Hviderusland får en god start på 4. sæt, og vi halter efter igennem hele sættet. Anders Als kommer på banen midt i sættet i en periode for Mads Kyed. Den hviderussiske diagonal bliver ved med at finde huller i den danske blokade, og vi spiller med for høj risiko i angrebet.
Nikolaj Hjorth udtaler efter kampen: “Det er utrolig ærgerligt at vi ikke kunne vinde i dag, men vi må se os slået af et velspillende hviderussisk hold, som lavede meget få fejl igennem størstedelen af kampen. Vi selv havde sat os for at tage chancer for at give os selv muligheden for at vinde kampen. Dette bar frugt i tredje sæt, hvor meget lykkes for os i angrebet. I de tre andre sæt laver vi lidt for mange fejl og har for lidt succes i angrebet.”
Startopstilling: Mads Kyed, Nikolaj Hjorth, Rasmus Mikelsons, Simon Jørgensen, Oscar Møllgaard, Simon Andersen, Tobias Kjær
Indskiftere: Jens Feldthus, Anders Als, Mathias Petersen, Frederik Dahl
Bedste pointscorer er Oscar Møllgaard med 23 points. Simon Andersen bliver bedste blokadespiller med 3 vundne blokpoints.