De danske volleyherrer levnede ikke Albanien mange chancer i den sidste gruppekamp i årets European League, som Danmark vandt stensikkert 3-0.
European League, Albanien – Danmark: 0-3 (17-25, 19-25, 18-25)
Skopje, Makedonien
De danske volleyherrer gav Albanien en volleyball-lektion i den sidste gruppekamp i European League.
I fuld kontrol gennem hele kampen og med spilletid til flere spillere, sikrede Danmark sig en solid 3-0-sejr, hvor albanerne ikke kom over 20 point i nogen sæt.
”Hele holdet spiller en utrolig fin kamp. Det kan være svært at spille kamp nummer 6 på 10 dage. Alle er trætte, men drengene formår at holde et rigtig højt niveau og leverer med stor sikkerhed,” siger landstræner Mikael Trolle.
”Spillerne udviser stor professionalisme og disciplin i kampen i erkendelse af, at vi ikke kan komme videre til Final 4. Som det ser ud nu, bliver det vores bedste placering i European League nogensinde med en 5. plads, og det er sindssygt for os,” siger han.
”Når jeg kigger tilbage på turneringen, har vi spillet nogle utroligt tætte kampe. Blandt andet fire misbrugte matchbolde. Med det fornødne held, havde vi kvalificeret os til Final 4,” siger Mikael Trolle.
”Jeg er meget tilfreds med holdets præstation i European League. Det allerbedste er følelsen af, at de øvrige hold udviser en klar respekt for Danmark og holdet. Det betyder noget for alles selvværd, og noget vi bygger videre på frem mod sæsonens helt store mål – EM-kvalifikationen i september.”
Med dagens resultat slutter Danmark nummer 3 i sin gruppe i European League.
9 point i træk sikrede sættet
44 grader, lummert og optræk til uvejr udenfor Boris Trajkovski Arena i Skopje blev omvekslet til tordenserver inde på banen, da de danske volleyherrer lynede fra begyndelsen af i dagens kamp med et enormt servepres. Albanien var tvunget til timeout, da Rasmus Breuning med endnu et drøn af en serv sendte Danmark foran 6-2. Albanerne red dog uvejret af for en stund, da de udlignede til 12-12 og kom endda foran 17-16. Men så gik Mads Møllgaard ned bag servelinjen og blev der resten af sættet, når han ikke var fremme og smashe, og Danmark vandt 1. sæt med 25-17.
Rødt kort og albansk nedsmeltning
Det danske højtryk aftog en smule i 2. sæt, hvor Danmark dog stadig kunne gå til den 1. tekniske timeout foran 8-6. Men som de danske volleyherrer stille og roligt øgede føringen, kogte det over for Albaniens Alvi Shurdi, da han efter at have smashet i antennen, sparkede til en vandflaske og fik rødt kort, hvilket sendte endnu et point ind på den danske konto til 14-10 og albaneren i skammekrogen resten af sættet. Herfra smeltede albanerne fuldstændig sammen, og da de danske volleyherrer samtidig holdt koncentrationen, kunne de binde knude på sættet 25-19.
Sikker sætsejr og 3-0
3. sæt begyndte som lidt af en ørkenvandring (10-10), inden de danske volleyherrer igen strammede grebet, skruede op for servepresset og kunne gå til den 2. tekniske timeout med en komfortabel 16-11-føring. Der blev spilletid til både Sebastian Mikelsons, Nikolaj Hjort, Nicolai Houmann og Oscar Møllgaard, og Danmark sikrede sig stensikkert 3. sæt med 25-18.
Danmarks startopstilling: Axel Jacobsen (C), Aske Mørkeberg Sørensen, Simon Gade, Peter Trolle Bonnesen, Mads Møllgaard, Rasmus Breuning, Simon Bitsch (libero).
A-LANDSHOLDET TIL EUROPEAN LEAGUE
Hævere:
Axel Jacobsen (UPCN San Juan – ARG)
Sebastian Mikelsons (Gentofte Volley – DEN)
Centre:
Aske Mørkeberg Sørensen (Gentofte Volley – DEN)
Nicolai Houmann (Hvidovre – DEN)
Simon Øster Ellegaard Andersen (Middelfart – DEN)
Simon Gade (Gentofte Volley – DEN)
Højrekant:
Peter Trolle Bonnesen (Gentofte Volley – DEN)
Venstrekant (enkelte spillere dækker flere positioner):
Simon Ostenfeld Bitsch – tillige libero (Marienlyst – DEN)
Nikolaj Hjort – tillige libero (Marienlyst – DEN)
Peter Kromann Jensen (Prefaxis Menen – BEL)
Mads Møllgaard (Gentofte Volley – DEN)
Oscar Møllgaard – tillige højrekant (Gentofte Volley – DEN)
Rasmus Breuning Nielsen (Waremme VBC – BEL)
Steen Lyngø Sørensen – tillige højrekant (Marienlyst – DEN)
Philip Özari (Gentofte Volley – DEN)
DANMARKS KAMPPROGRAM
Gruppespil i Bulgarien
10. juni: Bulgarien-Danmark: 3-2 (24-26, 22-25, 25-21, 27-25, 16-14)
11. juni: Makedonien-Danmark: 3-2 (25-27, 25-21, 18-25, 25-20, 20-18)
12. juni: Danmark-Albanien: 3-0 (25-18, 25-22, 25-19)
Gruppespil i Makedonien
16. juni: Danmark-Bulgarien: 1-3 (25-22, 17-25, 24-26, 15-25)
17. juni: Danmark-Makedonien: 0-3 (19-25, 23-25, 23-25)
18. juni: Albanien – Danmark: 0-3 (17-25, 19-25, 18-25)
FAKTA EUROPEAN LEAGUE 2016
– 2016 CEV Volleyball European League spilles over to runder.
– Der spilles alle mod alle i begge runder.
– 1. runde spilles i Bulgarien den 10.-12. juni.
– 2. runde spilles i Makedonien den 16.-18. juni.
– Kvalificerer herrelandsholdet sig til Final 4, spilles denne den 1.-2. juli.
– Danmark spiller i Gruppe A sammen med Albanien, Bulgarien og Makedonien.
– Det er femte år i træk, at herrelandsholdet er med i European League
– Bedste resultat: Nr. 7 ud af 12 deltagende nationer i 2015
– Danmark ligger nr. 24 på Europaranglisten