Den dedikerede højdespringer og medlem af dansk volleyballs Hall of Fame om at være kuldskær i minus 26 grader, en konfirmation, som sluttede efter forretten og kontrakten, der aldrig blev til noget.
Jeg har været i en hal altid. Jeg var med, siden jeg knapt kunne gå og længe inden, jeg selv begyndte at spille. Flere af dem, som hænger på væggen i Hall of Fame, har passet mig, da jeg var lille.
Jeg kommer fra en volleyballfamilie. Hele mit liv har min mor spillet, og min far har været formand for forbundet. Da vi flyttede til Haslev, startede min mor et ungdomshold for min søster og jeg. Sådan begyndte karrieren.
Volleyball var altafgørende. Jeg har altid valgt volleyball først, så var der noget skole og arbejde, som fulgte med. Jeg forholdte mig aldrig til, hvad jeg skulle vælge. Det var altid volleyball. Jeg kommer fra en familie, som understøttede den beslutning, for de havde altid gjort det samme.
Da min lillesøster blev konfirmeret, kørte jeg til landsholdssamling lige efter forretten. Det gjorde man bare.
En af mine største forcer var, at jeg var så dedikeret. Efter en lang sæson var jeg på træningslejr i Vejle med landsholdet. Vi trænede to-tre gange om dagen, og efter en frokostpause lå jeg på værelset og tænkte, at nu glædede jeg mig til at komme ned og træne igen. Så er det fordi, man vil det.
Jeg havde betændelse i skulderen og kunne hverken træne eller noget som helst. Men alligevel var jeg i hallen fire gange om ugen bare for at samle bolde.
Jeg var ikke så høj, men jeg sprang højt og var bygget stærkt. Jeg lod mig sjældent påvirke af de andres niveau. Hvis de andre spillede dårligt, ville jeg bare vise alle, at jeg kunne springe endnu højere og slå endnu hårdere.
Klublivet udenom træningen og kampene er skide skægt. Min bedste veninde i dag spillede jeg sammen med i Næstved for nu 32 år siden.
Jeg ville aldrig have kunnet drive det til noget i en individuel sport. Træneren og holdkammeraterne, der regnede med, at jeg kom, har altid fået mig til træning. Det, at være en del af et hold og en klub, er noget helt særligt.
Efter en Spring Cup med landsholdet fik jeg et brev fra den norske assistenttræner. Han ville høre, om jeg havde lyst til at komme til Norge og spille for Bergkammeraterne. Jeg tog derop og forstod ikke et ord af, hvad de sagde. Men jeg var ikke bundet herhjemme, så det var oplagt, at jeg skulle prøve at spille der.
Vi var megastjerner. Det var en lille by, hvis volleyballhold blev norske mestre. Det var fedt.
Det var koldt! Der var minus 26 grader, og hver morgen måtte vi kravle ud af vinduet for at skovle sne væk foran døren, ellers kunne vi ikke komme ud. Jeg er ikke verdensmester til hverken sne eller frost, så da jeg havde været i Norge i to år, ringede jeg til min mor og sagde, at nu kunne hun godt komme og hente mig.
En dag lå der et brev fra Bordeaux. Dengang var der ikke andre, som var taget til udlandet. Der var ikke et forbundskontor, som kunne hjælpe med, hvad jeg skulle gøre. Så jeg afleverede de der 26 sider til min gamle fransklærer, som gik i gang med at oversætte. Jeg skulle have været dernede med en svensk pige, men hun sprang fra. Så blev jeg usikker og takkede nej. Jeg blev skadet umiddelbart efter, og der kom aldrig et andet tilbud. Havde jeg vidst, at min karriere var på vej ned ad bakke, havde jeg slået til med det samme. Det er det eneste, jeg kan ærgre mig over.
Jeg har fået rigtig meget ud af at spille volleyball. Ondt i knæet. Og lidt gigt i tommelfingeren. Men især det at være en del af et hold og en klub har betydet meget for mig.
De største oplevelser har jeg haft efter spillerkarrieren som træner, hvor jeg har set de unge spillere blive bedre og bedre. Det har været stort, for det har man på en måde selv skabt.
Alt, det jeg kan, har jeg lært gennem volleyball. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg bruger min viden som anfører, holdspiller og ikke mindst træner i mit arbejde. Jeg coacher mine medarbejdere på samme måde, som jeg ville coache et volleyballhold. Jeg har trænet alt på nær et kidshold.
Spil med knæbeskyttere. Altid. Og hæng i. Man skal huske at nyde det og være med til at skabe alt det gode udenom. Det sjoveste ved at gå til volley var at sidde nede i omklædningsrummet bagefter og snakke. Man skal dyrke klubmiljøet. Det er svært at leve af sine egne ambitioner, når man dyrker en holdsport.
ANNE METTE LYKKEBERG
Født 8. august 1967. Aktiv spiller fra 1977 til 1996 for Haslev, Næstved, Fortuna Odense, TV 55 og Bergkammeraterne i Norge, hvormed hun vandt 2 norske mesterskaber. Var en af de første danske spillere til at satse internationalt. Landsholdsspiller i perioden fra 1985-1995 med sammenlagt 62 kampe. Desuden træner fra 1996 til 2014 på alle niveauer i dansk volleyball. En markant kantspiller og profil i sin tid. Optaget i dansk volleyballs Hall of Fame i 2015.
