Fortalt af Kristian Knudsen, AC Cannes og landsholdet
Det var helt vildt fedt at komme til Tyskland. Friedrichshafen er toppen af poppen. Når du er dér, skal du ikke tænke på andet end at blive god til at spille volleyball. Du skal bare gå ned i hallen, så står der folk klar, som er i stand til at gøre dig bedre.
Problemet er, hvis du ikke lige spiller, som de synes, du skal. Så piller de dig fra hinanden, og du kan starte forfra på din volleykarriere og få rettet de ting. Det tager noget tid.
Jeg kom derned og havde spillet rimelig godt i de fire år, jeg havde været i Frankrig. Jeg startede med at spille, men kunne ikke rigtig få det til at fungere. Så røg jeg ud.
Der var en periode på tre-fire måneder, hvor jeg ikke kunne spille volleyball mere, fordi træneren skulle lære mig en ny teknik. Jeg mistede min modtagning, jeg kunne pludselig heller ikke angribe eller blokere eller serve – det hele gik bare i kage. Jeg var bare verdens dårligste volleyballspiller og sad hjemme i min lille lejlighed i Friedrichshafen og tænkte: Hvad laver jeg her? Er det det værd? Det var det jo så.
Først vandt vi pokalen. Når man begynder at vinde titler, er man faktisk fuldstændig ligeglad, om man står inde på banen eller udenfor. Når du træner med dine holdkammerater fem gange om ugen, får du de andre til at blive bedre. Man er en del af holdet og successen, og man er klar til at komme ind. Jeg kom også ind i den sidste finale om mesterskabet og var med til at afgøre den.
14 dage før vi skulle til Champions League Final 4 i Rusland fik jeg chancen i en kamp, og jeg spillede rigtig godt. Men jeg forstuvede foden i en duel og tænkte bare: Nej nej nej, hvad nu hvis jeg ikke kommer med til Final 4. Jeg har trænet hele året og vundet alle de kampe, og Final 4 var noget af det største, man kunne komme med til. Jeg kom heldigvis med.
Der var kørt 5-10.000 russiske soldater ind som tilskuere i Moskva. Vi spillede mod et italiensk hold i semifinalen (Lube Banca Marche Macerata, red.), og mod Tours i finalen. Jeg tog en masse piller, og foden var tapet fuldstændig ind. Jeg prøvede at springe til opvarmning, men hvis jeg var kommet ind og spille, havde jeg nok lignet noget, der var løgn. Heldigvis spillede holdet helt vildt godt, og jeg fik ikke et minut på banen i Final 4.
Når man først er i Final 4, er det hele bare bonus. Lige meget hvad der sker, er det bare fedt. Selvom jeg ikke kunne spille, var det stort at være en del af det hele og være med på så højt niveau. Når man er kommet så langt, er det selvfølgelig helt vildt fedt, hvis man vinder – men man har accepteret, at det også er ok bare at være med i Final 4.
Bagefter stødte jeg til landsholdet i Danmark. Der kom en ny centerspiller hen til mig. Jeg spurgte ham, hvor han spillede. Han spillede i Grøndal. Så spurgte han, hvor jeg spillede henne. Friedrichshafen, svarede jeg. Der var en lille pause. I Frederikshavn? Han vidste sgu ikke, at der var et volleyhold i Frederikshavn. Jeg blev lige sat på plads igen dér. Så var der ikke så meget blær tilbage.
KRISTIAN KNUDSEN
36 år. Kristian Knudsen og Friedrichshafen vandt Champions League-finalen mod Tours med 3-1 i sæsonen 2006/2007. Kristian Knudsen har spillet i Belgien, Frankrig, Tyskland og Qatar.
