Drillepindene Hvidovre gæster førerholdet Marienlyst i grundspillets sidste kamp lørdag klokken 15:00. Kampen streames direkte på Zibra Sport.
Grundspillets sidste dueller i herrernes Volleyliga afgøres denne lørdag, inden de seks bedste hold tager hul på playoffs i starten af marts. Ligaens førerhold Marienlyst tager imod Hvidovre på 3. pladsen klokken 15:00.
Ifølge Volleyball Danmarks kommentator Anders Frank er der rigtig god grund til at følge med i netop det opgør:
”Hvidovere har vist, at de kan drille alle hold. De er førsteudfordrerne til en plads i DM-finalen. Det er dem, der skal presse Marienlyst og Gentofte,” siger han.
”I denne sæson er der kun en enkelt kamp, hvor Hvidovre ikke har formået at tage et sæt. Det viser, at når de spiller deres bedste, har de en god mulighed mod de to mandskaber, som, man ellers forventer, vil snuppe guld og sølv. De har en dygtig trup med store profiler, og dem skal man ikke undervurdere,” siger Anders Frank.
”Marienlyst har fået ny træner og mange nye spillere, men har formået at udvikle et hold, som kan konkurrere mod Gentofte – og mere til. Det er en stor triumf for klubben, og en smule overraskende, at de er lykkedes så hurtigt” siger han.
Marienlyst mod Hvidovre spilles klokken 15:00 i Marienlyst Centeret. Kampen streames direkte på Zibra Sport.
Når alle kampe i grundspillet er afviklet, sammensættes playoff-puljerne, som offentliggøres mandag. Læs mere om playoffs her.