Ishøj var nede med 0-2 i sæt i semifinalen mod Middelfart, men holdt hovedet koldt og er klar til klubbens første pokalfinale nogensinde efter et køligt comeback ved Final 4 i Frederiksberg Hallen.
Final 4, semifinale: Ishøj – Middelfart 3-2 (21-25, 20-25, 25-21, 25-22, 15-10)
Frederiksberg Hallen
Der var på forhånd lagt i ovnen til en tæt semifinale hos herrerne mellem Ishøj og Middelfart. Begge klubber er noteret for to sejre i Volleyligaen, hvor de ligger side om side.
De to mandskaber mødte hinanden i sidste weekend, hvor Middelfart vandt en tæt 3-2-kamp og dermed kunne tænkes at have det psykiske overtag på Ishøj, inden dagens semifinale i pokalturneringens Final 4. Samtidig måtte Ishøj være opsatte på at få revanche.
Fynboerne så ud til at have køreplanen klar i 1. sæt, hvor især Middelfarts kant Murangwa Nelson gang på gang satte luft under sine 207 centimeter og fandt vej gennem Ishøjs blokader. Middelfart virkede i kontrol og parkerede sættet ved 25-21.
Middelfart skulle lige i gear i 2. sæt, hvilket anfører Morten Overgaard sikrede med et par vandtætte blokader. Først udlignede kantspilleren til 13-13, inden han bragte Middelfart foran – og så stak de grønblusede fynboer af til sætsejr 25-20.
Det var nu eller aldrig for Ishøj, hvis de ville holde live i drømmen om en plads i pokalfinalen. Det så dog sort ud for kaptajn Mateusz Dziwiereks mandskab i 3. sæt, efter de kom bagud 9-12. Så gik realiteterne op for Ishøj, der vendte sættet til 16-12 i deres favør. Den forskrækkelse kom Middelfart sig aldrig helt over, Ishøj vandt sættet med 25-21 og var dermed stadig inde i kampen.
Efter sætsejren fik Ishøj for alvor blod på tanden. De hvidblusede slog hurtigt et stort hul ned til Middelfart i 4. sæt, men stille og roligt åd fynboerne sig ind på sjællænderne. Ishøjs forspring var dog for stort, så selv om Middelfart nåede på 22-24, måtte de se sættet gå til Ishøj, da Murangwa Nelson hamrede bolden langt ud af banen. 25-22 til Ishøj og Final 4’s anden tiebreak var en realitet.
Tidligere på dagen oplevede Frederiksberg Hallen, hvor svært det er at rejse sig efter at have været bagud i en tiebreak, da Brøndby stak fra Amager. Middelfart træner Thomas Kröger kaldte da også sin 1. timeout, da Ishøj kom på 3-0. Og da Ishøj kom på 5-0, brugte coach Kröger sin anden og sidste timeout for at få vendt skuden. Denne gang lykkedes mission, og Middelfart vandt de næste tre point til reducering 3-5. Ishøj havde dog det mentale overtag og vandt tiebreaken med 15-10 og dermed kampen 3-2.
”Jeg er glad. Jeg er udmattet. Men først og fremmest er jeg en smule overvældet af følelser lige nu. Holdet viser en fantastisk fightervilje. Vi er nede med to sæt ligesom Brøndby tidligere i dag, men vi formår at stå sammen som et hold og løfte os,” siger Mateusz Dziwierek, anfører for Ishøj Volley.
”Vi forsøger at hjælpe hinanden på banen og stå sammen som et hold. Det er helt vildt, at vi skal spille pokalfinale i morgen. Det er stort for os og for klubben,” siger han.
”Nu nyder vi sejren og skal forsøge at få restitueret mest muligt. I morgen er en ny dag, og jeg glæder mig.”
Med sejren er Ishøj klar til sin første pokalfinale nogensinde. Den spilles i morgen klokken 16:30, hvor de møder vinderen af aftenens 2. semifinale mellem Marienlyst og Gentofte.
Alle kampe til Final 4 vises direkte på Dreamsports.tv.
Læs Volleyball Magasinet med interview med alle otte Final 4-anførere her.
KAMPPROGRAM FINAL 4
Fredag den 18. december
Kl. 12:00: Dørene åbner
Kl. 13:00: Lyngby Volley – Holte IF (damer) 0-3 (18-25, 15-25, 23-25)
Kl. 15:00: Brøndby VK – Amager VK (damer) 3-2 (17-25, 19-25, 25-20, 25-17, 15-9)
Kl. 17:00: Ishøj Volley – Middelfart VK (herrer) 3-2 (21-25, 20-25, 25-21, 25-22, 15-10)
Kl. 19:00: BK Marienlyst – Gentofte Volley (herrer)
Lørdag den 19. december
Kl. 12:30: Dørene åbner
Kl. 13:00: Åbningsceremoni
Kl. 13:30: Pokalfinale damer
Kl. 15:30: Midtvejsceremoni
Kl. 16:00: Pokalfinale herrer
Kl. 18:30: Fælles præmieoverrækkelse
Kl. 19:30: Dansk Volleyball Galla 2015
– Med forbehold for forsinkelser.