Anføreren for de danske volleyherrer Axel Jacobsen tager i morgen hul på VM for klubhold sammen med sin argentinske klub UPCN de San Juan Volleyball Club. Jacobsen tror på medaljer.
Det er Axel Jacobsens første officielle optræden for de argentinske mestre, som han skiftede til efter sidste sæson. Og den danske landsholdshæver ser frem til VM for klubhold:
“Vi er havnet i selskab med nogle af verdens bedste hold. Vi spiller selvfølgelig for at vinde hver eneste kamp, men det bliver benhård fight i hver eneste kamp,” siger Axel Jacobsen.
Han er netop skiftet fra ærkerivalerne Bolívar, som han i sidste sæson vandt pokaltitlen med. Jacobsens nye holdkammerater har taget godt imod ham, og de er opsatte på succes ved VM for klubhold.
”Vi har rigtig gode spillere på vores hold. Vores største udfordring er, at alle 14 spillere først er begyndt at træne sammen siden sidste onsdag. Så der har ikke været meget forberedelsestid,” siger han.
Sidste år blev det til bronzemedaljer ved VM for klubhold for de argentinske mestre, som Axel Jacobsen nu er en del af. Jacobsen sigter efter at gentage eller forbedre resultatet i år, fortæller han.
UPCN de San Juan Volleyball Club er i gruppe med Paykan Teheran fra Iran og Ahly Sporting Club fra Qatar, og Axel Jacobsen og holdkammeraterne har nærstuderet de kommende VM-modstandere nøje på video. Jacobsen forventer, at opgøret mod Paykan Teheran bliver det sværeste i gruppespillet.