Sidste sæsons DM-finalister krydser klinger på lørdag, når de forsvarende danmarksmestre Gentofte tager imod Middelfart. Kampen vises direkte på Dreamsports.tv.
Da de to hold mødtes i sidste sæsons DM-finale, var Gentofte suveræne og vandt de tre første kampe og sikrede sig dermed danmarksmesterskabet.
Gentoftetræner Peter Borglund ser frem til sæsonens første hjemmekamp og håber at gentage præstationen fra DM-finalerne:
”Vi glæder os. Det er hjemmebanepremiere, og vi skal vinde på hjemmebane. Længere er den ikke,” siger han.
”Vi lægger ud med de på papiret to sværeste modstandere. Vi vandt den første kamp over Marienlyst, og kan vi også vinde over Middelfart i weekenden, så er vi rigtig godt i gang. Vi er på bar bund med hensyn til, hvordan Middelfart spiller, da det er deres første kamp, så det må vi finde ud af i løbet af kampen,” siger Peter Borglund.
Guldvinderne Gentofte åbnede sæsonen med en 3-2-sejr ude over sidste års bronzevindere Marienlyst, mens det er sølvvindernes Middelfarts første kamp i denne sæson.
Middelfarts tyske træner Thomas Kröger forventer en svær sæsonåbner:
”Jeg betragter ikke på kampen som en revanche. Hver kamp er en ny kamp. Når det er sagt, så så jeg Gentofte i premieren mod Marienlyst, og de spillede på rigtig højt niveau, da mange af deres spillere har været i gang med landsholdet over sommeren. Det bliver en meget svær kamp for os,” siger han.
”Det er vores første kamp i sæsonen, og det er vigtig for os at finde kamprytmen. Jeg regner med, at vi skal bruge noget længere tid på at forløse vores potentiale på banen i denne sæson end i sidste,” sige Thomas Kröger.
Kampen streames direkte på Dreamsports.tv lørdag den 17. oktober klokken 15:00.