Landsholdsprofil skriver med argentinsk mesterskabskandidat

En af volleyherrernes største profiler, Axel Jacobsen, har skrevet kontrakt med den argentinske klub Bolívar. Hæveren med de argentinske rødder vender dermed tilbage til sit andet hjemland, hvor karrieren begyndte. Axel Jacobsen forlader TV Bühl i Tyskland, som han sidste sæson blandt andet spillede CEV Cup med. I den kommende sæson jagter han medaljer med…

:


En af volleyherrernes største profiler, Axel Jacobsen, har skrevet kontrakt med den argentinske klub Bolívar. Hæveren med de argentinske rødder vender dermed tilbage til sit andet hjemland, hvor karrieren begyndte.

Axel Jacobsen forlader TV Bühl i Tyskland, som han sidste sæson blandt andet spillede CEV Cup med. I den kommende sæson jagter han medaljer med Bolívar i Argentina.

”Det er helt klart et skridt opad i min karriere. Jeg valgte at tage til Bolívar, da det er en af de bedste klubber i Argentina. De har vundet mange titler for få år siden, men har ikke vundet noget de sidste tre – fire år. Jeg skal være med til igen at vinde medaljer til klubben,” siger Axel Jacobsen.

Den 30-årige landsholdshæver har dansk far og argentinsk mor, men har altid repræsenteret Danmark i landsholdssammenhæng. Dermed er Axel Jacobsen også nøje udvalgt af Bolívar, da det kun er tilladt at spille med fire udlændinge på holdet i den argentinske liga.

”Det er rart at vende hjem til mit fødeland og spille i nærheden af min familie. Det føles en smule mærkeligt lige nu efter at have været væk i ti år, men det skal jeg nok vende mig til. Det bliver en stor forandring for mig, da jeg ikke har spillet i Argentina i ti år, og spillestilen er meget anderledes her,” siger Axel Jacobsen.

”Javier Weber (head coach i Bolívar, red.) er selv tidligere hæver og har spillet på det argentinske landshold. Han er en meget anerkendt træner, og jeg glæder mig til at spille under ham,” siger han.

Axel Jacobsen har de seneste sæsoner spillet i TV Bühl i Tyskland og har før det spillet professionelt i både Italien, Polen og Østrig. På det danske landshold har han med sine sikre hænder fordelt mange pointgivende bolde til resten af volleyherrerne, hvilket blandt andet sikrede en sensationel plads i 1/8-finalen ved EM-slutrunden på hjemmebane i 2013.

Fakta
Axel Jacobsen
30 år
Position: Hæver
Tidligere klubber: Azul Voley Club (Argentina), Aarhus, Pallavolo Pineto (Italien), Hot Volleys (Østrig), Crema (Italien), Mantova (Italien), AZT Olsztyn (Polen), TV Bühl (Tyskland), Brolo (Italien), TV Bühl (Tyskland). 

Læs et portræt med Axel Jacobsen i Volleyball Magasinet her: http://issuu.com/sportexecutive/docs/se_05_2014_sportex_fin/47

Del nyhed

LÆS OGSÅ