Landsholdsprofil til Hvidovre efter ni år i udlandet

En af dansk volleyballs allerstørste profiler, Mads Ditlevsen, har skrevet kontrakt med Hvidovre Volleyball Klub hvor han både skal spille for ligaholdet og bidrage til klubbens udvikling som ungdomstræner og volleyballambassadør. Efter en ni år lang udlandskarriere vender Mads Ditlevsen hjem til Danmark med sin kone og sine to børn, hvor han de næste tre…

:


En af dansk volleyballs allerstørste profiler, Mads Ditlevsen, har skrevet kontrakt med Hvidovre Volleyball Klub hvor han både skal spille for ligaholdet og bidrage til klubbens udvikling som ungdomstræner og volleyballambassadør.

Efter en ni år lang udlandskarriere vender Mads Ditlevsen hjem til Danmark med sin kone og sine to børn, hvor han de næste tre år tørner ud for Hvidovre VK.

”Det er især Hvidovres klare visioner og værdigrundlag, der tiltrækker mig. Mit mål er at være med til at skabe et nyt kraftcenter i dansk volleyball. På ligaholdet kan jeg bidrage med min erfaring fra professionel volleyball i udlandet, men det tiltaler mig også, at jeg kan blive en del af det ambitiøse ungdoms- og breddearbejde i klubben. På den måde bliver jeg udfordret på flere fronter,” siger Mads Ditlevsen.

Sportschef i Hvidovre Volleyball Klub, Thomas Stryhn, er naturligvis begejstret for signingen af Mads Ditlevsen:

”Det er et enormt scoop, at en så stærk spiller vælger at stille op for Hvidovre. Mads er Danmarks største volleyballprofil netop nu, men samtidig en ydmyg og sympatisk fyr, som vil være det bedst tænkelige forbillede for vores mange ungdomsspillere. Vi betragter også hans valg som et skulderklap til vores arbejde,” siger Thomas Stryhn.

30 årige Mads Ditlevsen har de seneste sæsoner spillet i Antwerpen i Belgien og har før det spillet professionelt i både Tyskland, Italien og Rumænien. I 2013 blev han kåret som årets spiller i den belgiske liga, og 2014 bød på pokaltitel og sølvmedaljer i ligaen til Antwerpen-holdet. På det danske landshold har han i de seneste sæsoner været den bærende angriber, således også under EM-slutrunden på hjemmebane i 2013.

”Jeg er ambitiøs, og det er klubben også. De unge danske talenter i klubben kombineret med proffer, som dem vi har kig på fra bl.a. Serbien, vil give dynamik. Og lad os se, om ikke flere talenter kommer til – danske såvel som udenlandske. Vi vil vise fremgang og jeg glæder mig til at trække i trøjen for Hvidovre.”

Mads Ditlevsen har skrevet under på en treårig kontrakt med Hvidovre VK, dog med den klausul, at klubben frigiver ham, hvis han skulle vælge at tage imod et attraktivt tilbud fra udlandet.

Ud over at spille på klubbens ligahold, bliver Mads Ditlevsen coach i teen-gruppen samt for klubbens indsats på damesiden og en del af et integrationsprojekt, som klubben driver i tæt dialog med kommunen.

Del nyhed

LÆS OGSÅ