Trolle på mission: Nyt pointsystem skal gøre volleyball mere attraktivt

Volleyball skal være mere tv- og tilskuervenligt. Derfor er den nyudnævnte landstræner og sportsdirektør Mikael Trolle på mission i Det Europæiske Volleyballforbund for at få ændret pointsystemet, så der fremover bliver spillet to halvlege.  Volleyball var en af de mest sete sportsgrene ved OL i London. Og nu vil sportsdirektør og landstræner i Dansk Volleyball…

:


Volleyball skal være mere tv- og tilskuervenligt. Derfor er den nyudnævnte landstræner og sportsdirektør Mikael Trolle på mission i Det Europæiske Volleyballforbund for at få ændret pointsystemet, så der fremover bliver spillet to halvlege. 

Volleyball var en af de mest sete sportsgrene ved OL i London. Og nu vil sportsdirektør og landstræner i Dansk Volleyball Forbund Mikael Trolle lave om på pointsystemet, så volleyball bliver endnu mere attraktivt for både publikum og tv-seere.

Målet er at gøre kampene kortere, mere intense, mere uforudsigelige samt mere kontrollerede i varighed. Samtidig skal der indlægges en reel pause, hvor publikum kan få en øl og besøge et toilet om nødvendigt. 

”Det vil være en klar gevinst for volleyball, hvis pointsystemet bliver ændret. Spillet bliver meget mere intenst. Publikum og tv-seere får en bedre oplevelse. Og kampene kommer i gennemsnit til at vare omkring halvanden time, så tv har meget lettere ved at planlægge deres sendetid. Volleyball bliver simpelthen et bedre produkt,” siger Mikael Trolle.

Det Europæiske Volleyballforbund CEV og Det Internationale Volleyballforbund FIVB har i øjeblikket fokus på at stramme op om kampens forløb, så en volleyballkamp bliver mere attraktiv for tv-seere og tilskuere.

Tiebreak som i tennis
Det er i den forbindelse, at Mikael Trolle i de kommende dage vil arbejde på at trumfe det nye pointsystem igennem i CEV’s Europæiske Trænerkommission, European Coaches Commission, hvor han er medlem.

”En af forcerne ved det pointsystem, som jeg vil kæmpe for, er, at der er større intensitet under kampen og stor spænding om det endelige resultat. Et hold er stadig med i kampen og kan nå at vinde, selv om det taber de første tre sæt – det er en stor kvalitet,” siger Mikael Trolle.

”Der indlægges korte tiebreaks, som man kender det fra tennis, til at afslutte en halvleg, hvilket giver et helt nyt spændingsmoment. Systemet blev allerede testet i Scandinavian i slutningen af halvfemserne og blev meget vel modtaget. Dengang var det måske forud for sin tid. Men nu er tiden inde til at tage dette skridt,” siger han.

I det nye pointsystem vil en kamp bestå af to halvlege. Hver halvleg består af to sæt, hvor der spilles til 21 point. Vinder et hold begge sæt i en halvleg, har holdet vundet halvlegen. Vinder begge hold ét sæt i halvlegen, spilles der en ultrakort tiebreak til syv point om at vinde halvlegen. Vinder et hold to halvlege, er kampen vundet. Vinder begge hold én halvleg, spilles en afgørende tiebreak – et ”Golden Set” – til 15 point om at vinde kampen.

 Det nye pointsystem
Der spillesto halvlege, som man kender det i fx fodbold og håndbold.
– Hver halvleg består som udgangspunkt af to sæt, hvor der spilles til 21 point.
– Vinder et hold begge sæt, har holdet vundet første halvleg.
– Vinder begge hold ét sæt hver, spilles der et ultrakorttiebreak-sæt tilsyv point om at vinde halvlegen.
– Vinder et hold begge halvlege, er kampen vundet.
– Vinder begge hold én halvleg hver, spilles der en afgørende tiebreak til 15 point.
–  Alle sæt skal vindes med minimum to overskydende point
– Der er running score, så hver bold giver point.

Del nyhed

LÆS OGSÅ