Volley EM skal kickstarte medlemsboom

EM i volleyball 2013 skal ikke kun være en fest for eliteidrætten. Slutrunden i Danmark skal kickstarte et medlemsboom i de lokale klubber, håber Dansk Volleyball Forbund. Derfor ruster forbundet i disse dage klubberne i værtsbyerne til flere medlemmer. Godt 18.000 mennesker er i øjeblikket registreret som volleyballspillere i Danmark. Det tal skulle gerne stige…

:


EM i volleyball 2013 skal ikke kun være en fest for eliteidrætten. Slutrunden i Danmark skal kickstarte et medlemsboom i de lokale klubber, håber Dansk Volleyball Forbund. Derfor ruster forbundet i disse dage klubberne i værtsbyerne til flere medlemmer.

Godt 18.000 mennesker er i øjeblikket registreret som volleyballspillere i Danmark. Det tal skulle gerne stige i løbet af 2013 i forbindelse med, at Danmark arrangerer EM i volleyball fra den 20. til 29. september i samarbejde med Polen.

”Vi vil udnytte det naturlige fokus, der kommer på volleyballsporten i forbindelse med, at vi afholder EM på hjemmebane i år. Vi håber, at vi kan omsætte det fokus til flere medlemmer i klubberne, så volleyball i de lokale klubber kommer til at stå stærkere efter EM,” siger Peter Morell, Bredde- og Udviklingschef i Dansk Volleyball Forbund.

Derfor tager han i denne uge de første møder med klubberne i tre af de fire værtsbyer, hvor der skal spilles EM til september – i Odense, Herning, Aarhus og København.

”Vi vil sikre, at vi efter EM står tilbage og kan sige, at vi gjorde noget – at vi greb muligheden. EM er kimen, men det er klubberne, der er i centrum. Når vi laver de her arrangementer, så er det ud for en fælles interesse for volleyball. I denne omgang skal klubberne ikke konkurrere på hver sin side af nettet, men stå sammen om at få flere medlemmer. Sammen skal vi være stærkere,” siger Peter Morell.

Program
Mandag den 7. januar: Møde med de lokale klubber i Herning klokken 19.00 i Herning Idrætscenter.
Tirsdag den 8. januar: Møde med de lokale klubber i Odense klokken 19.00 i Marienlystcentret.
Torsdag den 10. januar: Møde med de lokale klubber i Aarhus klokken 18.30 i NRGi Arena.

Del nyhed

LÆS OGSÅ