Ci Eshel

Ci Eshel

Aarhus Beachvolley Club kan – ud over at kalde sig Volleyball Danmarks største klub – nu også kalde sig Årets Breddeklub 2021. Prisen blev overrakt i forbindelse med klubbens afvikling af Aarhus Challenger og endeligt offentliggjort ved Repræsentantskabsmødet søndag den 16. maj.

Prisen for Årets Breddeklub går i 2021 til Danmarks største volleyball klub. Det er en klub, der er vokset og vokset de seneste år til at have et medlemstal på 612 medlemmer for 2020. Flot og imponerende udvikling. Men den er bestemt ikke kommet af sig selv. Klubben har arbejdet målrettet med at skabe en stærk kultur i klubben, og har samtidig arbejdet massivt med synligheden af klubbens tilbud.

ABC formår i særlig grad at vise sporten frem i lokalmiljøet. De er med hver gang muligheden opstår – om det er i forbindelse med Årets Fest-uge, Kapsajladsen eller ved en stor firmabegivenhed i byen. Så er klubben til stede med åbne baner og imødekommende trænere fra klubben. Klubben arbejder ligeledes i skolerne, hvor de har ca. 1000 elever igennem undervisningsforløb og turneringer.

Klubben forsøger altid med deres events at gøre spillet tilgængeligt, sjovt og socialt for alle og enhver. De er ikke bare med til at brande egen klub, men hele sporten på en fed og attraktiv måde.

Det er en klub, hvor der er plads til alle. Fra de helt små Ramasjang spillere til dame/herre til mix og til ”Oldstar”trup. At der er plads til alle, giver sig ligeledes til udtryk i, at klubben er åben for samarbejder med specifikke målgrupper. Fx har klubben samarbejdet med Projekt Gadeplan, hvor indvandrerpiger igennem en måned har fået undervisning i beachvolley, og der er efterfølgende oprettet egentlig træningshold målrettet indvandrere i samarbejde med Dansk Flygtningehjælps Ungdom i Aarhus. I år prøver klubben et mindre tilbud af til autistiske børn, der skal spille Kidsvolley i sandet. En dejlig åben og inkluderende klub med tilbud til alle.

Der kommer løbende mange nye medlemmer og ”Den gode velkomst” har højt fokus i klubben, hvilket betyder at medlemmerne bliver. Det hænger utvivlsomt også sammen med at klubben tilbyder andet end ”bare” træning og kampe. Det er en klub med masser af aktiviteter og hyggearrangementer udenom selve spillet.
Klubben er også stærk på frivillige. Her finder vi dem, der altid knokler ekstra, men også mange der gerne hjælper med en hånd i ny og næ. Der vurderes, at ca. 100 personer er frivillige i klubben.

Et citat fra en af klubbens bestyrelsesmedlemmer siger ret meget om denne klub:
”Det kan godt være, vi ikke har vundet Danmarksmesterskabet, men vi har dæleme vundet mange beachvolleyspilleres hjerte.

Det er derfor en fornøjelse at kunne kåre Aarhus Beachvolley Club som A-Sport.dk Årets Breddeklub 2021

Søndag, 16 maj 2021 10:06

Mikkel Vejlby er Årets Ildsjæl 2021

Ikke en, ikke to, men hele tre klubber kan skrive under på, at Mikkel Vejlby er en ildsjæl uden lige. På baggrund af Grøndal EV, Helsingør Volleyball Klub og Espergærde Volleys samlede indstilling, har Volleyball Danmark valgt at hædre Mikkel Vejlby til Årets Ildsjæl 2021. Prisen blev overrakt til en helt ”almindelig” ungdomstræning i Grøndal EV, hvor den nærmeste familie og klubfolk var samlet for at hædre Mikkel, og endeligt offentliggjort til Repræsentantskabsmødet den 16. maj.

Mikkel Vejlbys trænerkarriere startede for ca. 45 år siden i Birkerød, da holdets træner stoppede. Da han var den ældste tilbage på holdet, blev han forfremmet til træner, og siden da er det blevet til mange timer i hallen.

Ca. 20 år senere efter at have trænet i det nordsjællandske i mange år, står Mikkel til et ungdomsstævnestævne med bl.a Grøndal EV, og her fornemmer Mikkel, at han i den grad kan være med til at gøre en forskel sammen med de andre trænere fra Grøndal. Han tilbyder derfor uopfordret sin hjælp til klubben. Det er jo en hver klubs drøm at blive tilbudt hjælp – for hvem mangler ikke en ekstra hånd? Siden da har Mikkel fungeret som træner i Grøndal EV.

Samme mønster gjorde sig gældende i Helsingør Volleyball Klub, hvor Mikkel af flere omgange har tilbudt sin hjælp og assistance som træner af både dame-, herre- og mixhold, og hvis det ikke var nok, meldte Mikkel sig også på banen som kidstræner i Espergærde Volley, da de startede op for to år siden.

Et kig i kalenderen viser ikke mange volleyball-fridage, og han træner ofte flere hold i træk – han har dage, hvor han har tre forskellige hold gennem ”manegen”, ret imponerende.Han brænder for volleyball, og træner med stor glæde alt fra børn til voksne, og om det er begyndere eller de mere rutinerede spillere - det går ud på ét – det er volleyball, der er det vigtigste.

I sine mange år som træner, har han blandt andet været med til at finde og udvikle børn fra hjem med mindre stærk foreningstradition. Hvor nogle trænere måske har frygtet, at det skulle blive op-ad-bakke, har han spottet potentiale og udfordret de unge til træning.

I sin seneste klub i Espegærde har han været med til at bygge et ungdomstilbud op helt fra bunden. På under et halvt år har han været med til at skabe et hold med ca. 20 spillere på – og der kommer hele tiden flere til. Derudover er han også trådt ind i bestyrelsen, da der også her var brug for en ekstra hånd.
Han er i den grad en ildsjæl inden for volleyball, der er med til at løfte det frivillige arbejde i hele tre klubber!

Det er en sand fornøjelse at tildele prisen for Årets Ildsjæl 2021 til Mikkel Vejlby (Grøndal EV, Helsingør Volleyball Klub og Espegærde Volley)

Det danske damelandshold kom som forventet i strid modvind, da de i sidste weekend tog hul på puljespillet i Pulje E i EM-kvalifikationen, hvor modstanderne fra Frankrig, Israel og Ungarn var for stærke for de danske tropper. Nu rejser de danske volleyballkvinder til Ungarn for at spille anden runde af kampe.

Ved første runde af EM-kvalifikationsspillet i Belfort, Frankrig, blev damelandsholdet i den grad udfordret på banen, hvor det blev til tre 3-0 nederlag til de stærke puljemodstandere fra Frankrig, Israel og Ungarn.

”Det var som forventet gode modstandere, og vi skulle lige have en idé om presset og niveauet, før vi selv fandt fodfæste. Men vi endte med at spille et rigtig godt andet sæt mod Ungarn, hvor vi får dem presset, og tingene faldt på plads på vores side. Frem mod den kommende weekend er planen at bruge dette sæt som pejlemærke for, hvordan vi vil spille, og hvis muligt skal vi bygge et lag mere på. Det vil være vores succeskriterie,” udtaler landstræner Sven-Erik Borch Lauridsen og fortsætter:

”Spillerne har naturligvis haft brug for at restituere og bygge kroppen op igen med lidt styrketræning. Nikoline Mogensen, der var ude med en skade i Frankrig, er i bedring, så vi forventer at have alle spillere klar til weekenden.” afslutter han.   

DANMARKS KAMPPROGRAM, EM-KVALIFIKATION DAMER:
7. maj: Frankrig vs. Danmark: 3-0 (25-18, 25-15, 25-16)
8. maj: Israel vs. Danmark: 3-0 (25-19, 25-16, 25-16)
9. maj: Danmark vs. Ungarn: 0-3 (18-25, 20-25, 13-25)
14. maj, 16:00: Danmark vs. Frankrig (Ungarn)
15. maj, 19:00: Ungarn vs. Danmark (Ungarn)
16. maj, 16:00: Danmarks vs. Israel (Ungarn)

INFO & LIVESTREAM:
Kampene livestreames her: https://www.eurovolley.tv/en-int/page/home-cev

Turneringen kan følges her: https://eurovolley.cev.eu/en/women-2021/qualifiers-area/
Følg de danske volleyballkvinder på Facebooksiden her: Damelandsholdet i volleyball

DANMARKS TRUP

Hævere
Nikoline Maria Mogensen (Holte IF)
Astrid Liv Empacher (Holte IF)

Centerspillere
Amalie Jørgensen (Tchalou Volley Club, Belgien)
Katrine Merrild Strøbæk (Team Køge Volley)
Mette Breuning Nielsen (Brøndby VK)
Sophia Helena Andersen (Holte IF)

Kantspillere
Frederikke Stenholt Krogh (ASV Elite)
Mathilde Borup Jeppesen (Gentofte Volley)
Mikala Maria Mogensen (Holte IF)
Sille Slott Hansen (Brøndby VK)

Diagonaler
Emilie Stenholt Krogh (ASV Elite)
Helena Elbæk (LiigaPloki Pihtipudas, Finland)

Liberoer
Mette Sallerup (Holte IF)
Ditte Kjær Hansen (ASV Elite)

Den 13.-16. maj bliver U22 EM i beachvolleyball afviklet i Baden, Østrig. Danmark er repræsenteret af henholdsvis Clara Bernberg Windeleff/Sofia Nørager Bisgaard samt Christian Lundby Andersen/Marius Stenmann Hansen.

Få dage efter vores herrelandshold i beachvolleyball har pakket taskerne og forladt østrigske Baden, hvor der i sidste uge blev spillet Continental Cup, er et nyt hold danske beachvolleyballstjerner rykket ind. I denne uge afvikles der nemlig U22 EM i de selvsamme rammer.

Danmark stiller med to hold. Hos pigerne har vi en talentfuld duo bestående af Clara Bernberg Windeleff og Sofia Nørager Bisgaard, som begge er veletablerede spillere på den danske beachvolleyball tour. De har begge prøvet kræfter med internationale turneringer, hvor de blandt andet i august 2020 vandt henholdsvis guld (Clara) og sølv (Sofia) til en 1-stjernet World Tour turnering i Ljubljana med deres respektive makkere. Nu står de på samme side af nettet, og det kan godt gå hen og blive spændende ifølge Elitechef i beachvolleyball, Martin Olafsen:

”Clara og Sofia er etableret som par, og har – modsat tidligere år - haft muligheden for at forberede sig uden skader eller tidspres. Det vil ikke tage dem lang tid at glide ind i deres samarbejde og lidt nye rolle,” udtaler han og fortsætter:

”Det er umuligt at vurdere deres chancer ud fra seedninger og point, da vi sidste år måtte trække os fra EM i årgangen, og de andre nationer måske har skiftet ud med spillere. Vi ved, at vi og en række andre nationer er gode i denne årgang. Men spørgsmålet er hvem der er gode nok, når det gælder? Men vi vil helt sikkert gerne videre fra puljespillet og 1-2 skridt videre i eliminationsrunden.”

Hos drengene er det et ungt makkerpar bestående af Christian Lundby Andersen og Marius Stenmann Hansen, som netop kommer med en 3. plads i Eliterækken ved Kolding Challenger. Som U18 spillere får de en hård opgave i Baden.

”Christian og Marius er et ungt makkerpar, som har investeret enormt meget i udviklingen af dem selv og holdet de seneste 12-14 måneder. De er udtaget, fordi de satser større og udviser mere målrettethed end andre ældre atleter - og på trods af at de klart vil være de yngste U22’ere længe set,” forklarer Elitechefen.

”Vi kan ikke forvente nogen topplacering for drengene. Men vi er her for at bygge videre på drengenes momentum og give dem en forsmag på det fysiske voksne spil, der venter dem om nogle år. U22 bliver en hård men unik platform frem imod et senere U18 EM, hvor de forventes større muligheder for at præstere. Målet er derfor at finde løsninger at præstere det bedste man kan - med det man har - samt at udvikle modstandsdygtighed og kreative løsninger imod konstant spilmæssigt overtag.” afslutter han.

Turneringen starter torsdag den 13. maj med puljekampe. Modstandere og kamptidspunkt er endnu ikke afgjort, men læs mere om turneringen her.: https://www.cev.eu/beach/age-groups/u22/

Vi opdaterer løbende med kampprogram, resultater og evt. livestream på Facebooksiden: Beachvolleyball Danmark

Efter lang tids nedlukning er der nu heldigvis åbnet op for volleyball og beachvolleyball både indendørs og udendørs. Det betyder, at der så småt også er gang i ungdomsaktivitet på sandet og i hallerne. Her en kort beskrivelse af tilbuddene de kommende måneder.

Beachvolleyball
Pepsi MAX Beachvolley Tour starter for alvor op i den kommende weekend for ungdomshold, og henover sommeren er der 17 ungdomsstævner fordelt over hele landet. Der er tilbud til U14, U16 og U18, så hop ind og find et stævne i nærheden af jer:http://volleyball.dk/index.php/tourkalender

Desuden er der i år debut på at afvikle Kids- og Teenvolleystævner i sandet rundt om i landet. Her foregår tilmeldingen præcis, som den plejer ved tilmelding til stævnerne i hallerne.

Find kidsstævnerne her: http://staevner.kidsvolley.net/index.php?Case=6
Find teenstævnerne her: http://staevner.teenvolley.dk/index.php?Case=6

Volleyball
I Vestdanmark afvikles der ”Vestdansk Mesterskab” som afvikles i maj og juni. Desuden er der tilbud om Teenstævner indendørs og udendørs. Find mere info på Midtjysk volleyball hjemmeside: http://mjvb.dk/

I Øst Danmark arbejdes der på at gennemføre Grand Prix stævner i maj og juni samt Kids- og Teenvolley stævner indendørs og udendørs. Der meldes ud på Sjællands Volleyball Kreds hjemmeside så snart haller og datoer er fundet:http://svbk.dk/

Volleyball Danmark er glade for, at de to kredse har fundet en løsning, som kan skabe aktivitet for ungdomsspillerne øst og vest for Storebælt, og understøtter kredsenes beslutninger i forhold til at gennemføre aktivitet for ungdomsgruppen.

Så er Pepsi Max Beachvolley Tour endelig skudt i gang! Og sikke en weekend, det har været!

Til årets første stævner var spilleinteressen ekstremt stor, hvorfor der blev udvidet med ekstra turneringer. Til Hafnia Challenger blev der søndag (efter udmeldingen om åbning af indendørs idræt) gjort brug af deres tre indendørs baner, som gjorde det muligt at afholde 4. division for både damer og herrer. I Kolding måtte man udvide stævnet, så man om søndagen afviklede 4.division. Disse udvidelser gjorde det muligt for hele 34 ekstra hold at deltage til turneringerne.

Især ungdommen var stærkt repræsenteret til de to stævner. Hele 27 ungdomsspillere stillede op til Kolding Challenger og 7 til Hafnia Challenger, og flere af dem endte i toppen af deres rækker. Blandt andet vandt U21 danmarksmestre fra 2019, Malthe Lytje Christensen (U21)/Victor Dalgas Wellendorf (U21), 2. division til Hafnia Challenger.

Hafnia Challenger
For første gang nogensinde afholdt Hafnia Hallen en udendørs turnering. Her stod damefinalen i Eliten mellem Asta Kjærgaard/Simone Okholm og Frederikke Schade/Maria Tyndeskov, hvor sidstnævnte endte øverst på podiet. Frederik Bro/Martin Kattner måtte i finalen se sig slået af Jonathan Nygaard Lier/Markus Sørensen, der vandt alle deres kampe.

Kolding Challenger
I den anden ende af landet i Kolding blev Pepsi MAX Beachvolley Tour også åbnet med en Challenger. Lise Andersen/Marie Egebjerg formåede gennem hele dagen at vinde alle deres kampe for til sidst at vinde 2-0 (21-15, 21-18) i finalen over Emilie Christensen/Louise Bertelsen. Jesper Skovmark/Mads Steffens blev sejrherrerne, da de vandt 2-1 (21-15, 19-21, 15-10) over Anders Hoyer/Jacob Oppenheim. Marius Stenmann Hansen (U18)/Christian Lundby Andersen (U18) endte på en delt 3. plads, som optakt inden de i denne uge skal til U22 EM i Baden, Østrig.

Se alle resultater for Hafnia Challenger her: https://resultater.volleyball.dk/tms/Turneringer-og-resultater/Beach-Oversigt.aspx?TurneringsId=280&year=0
Se alle resultater for Kolding Challenger her: https://resultater.volleyball.dk/tms/Turneringer-og-resultater/Beach-Oversigt.aspx?TurneringsId=281&year=0 

De endelige retningslinjer ift. genåbningen af indendørs idræt er nu på plads, og vi kan nu byde ALLE aldersgrupper indenfor i hallerne igen til volleyball og beachvolleyball.

Kulturministeriet har den 7. maj 2021 senest opdateret deres retningslinjer for indendørs og udendørs idræt, herunder retningslinjerne for corona-pas og hvilke kategorier af sportsgrene, der kan åbne helt op for indendørs aktiviteter igen.

Volleyball Danmark har nu fået den endelige bekræftelse på, at Kulturministeriet IKKE har defineret volleyball og beachvolleyball som en kontaktsport, hvilket ligeledes er Volleyball Danmarks opfattelse. Derfor er det nu tilladt for alle aldersgrupper at træne indendørs igen, naturligvis inden for de gældende retningslinjer.

Læs de opdaterede retningslinjer her: http://volleyball.dk/index.php/covid-19/retningslinjer-covid-19

Herrelandsholdet er i disse dage samlet i Idrættens Hus for at forberede sig til European Silver League som spilles i weekenderne den 21.-23. maj i Nordmakedonien og den 28.-30. maj på hjemmebanen i Spar Nord Arena i Slagelse.

De danske landsholdsspillere er landet i Idrættens Hus fra nær og fjern for at spille sig sammen frem mod European Silver League. Tidligere på året måtte landsholdet trække sig fra EM-kvalifikationen grundet Covid-19, hvorfor de nu er yderst opsatte på at gøre en god figur i det europæiske selskab.

”Vi er utroligt glade for at være samlet igen og glæder os til at forme truppen frem mod kampene i slutningen af maj. Spillerne er ivrige og konkurrencelystne, de er alle i fysisk god form og mange har endda haft et par ugers pause fra afslutningen af klubsæsonen, så de bringer god energi til træningen,” fortæller landstræner Kristian Knudsen og fortsætter:

”Vores trup er en god blanding af rutinerede spillere, som har spillet med på holdet i mange sæsoner, og så en række nye tilføjelser, især på centerpladsen, hvor vi skal spille nogle nye talenter ind i truppen. Samtidig har vi mange spillere, som spiller professionelt i udenlandske klubber, så vi kan starte forberedelserne på et meget højt niveau.” afslutter han.

Landsholdet er samlet i Idrættens Hus under hele forberedelsesperioden for at holde rejseaktiviteter og dermed Covid-19 foranstaltninger til et minimum. Her skal truppen naturligvis træne en masse sammen, ligesom de skal forberede sig taktisk på modstanderne.

Danmark er i Pulje A, hvor Nordmakedonien, Israel og Cypern venter på den anden side af nettet. Der spilles puljespil over to weekender, den. 21.-23. maj i Nordmakedonien og den 28.-30. maj i Danmark. Herefter afvikles der en Final 4 turnering den 5.-6. juni i Nordmakedonien. I Pulje B mødes Østrig, Kroatien, Ungarn og Luxembourg.

KAMPPROGRAM: European Silver League, Pulje A
21.05: Israel – Danmark (Nordmakedonien)
22.05: Cypern – Danmark (Nordmakedonien)
23.05: Nordmakedonien – Danmark (Nordmakedonien)
28.05: Danmark – Nordmakedonien (Slagelse, Danmark)
29.05: Danmark – Cypern (Slagelse, Danmark)
30.05: Danmark – Israel (Slagelse, Danmark)

Truppen som er samlet i Idrættens Hus:

Hævere:
Axel Jacobsen (Panathinaikos, GRE)
Mikkel Hoff (BK Marienlyst)

Centerspillere:
Nikolas Sebastian Dybkilde Bach (Gentofte Volley)
Niels Heden Friis (ASV Elite)
Frederik Bo Dahl (Gentofte Volley)
Rasmus Mikelsons (Gentofte Volley)

Kantspillere:
Jan Eldahl Vinther Jørgensen (Aalborg Volley)
Kalle Kjerstein Madsen (VK Vestsjælland)
Tobias Hougs Kjær (Carruur VolleyGent, BEL)
Oskar Kjerstein Madsen (Spacer Tolouse, FRA)

Diagonaler:
Rasmus Breuning Nielsen (Gamma Chimica Brugherio, ITA)
Ulrik Bo Dahl (Sistemia LCT Aci Castello, ITA)
Mads Kyed Jensen (NBV Verona, ITA)

Libero:
Nikolaj Hjorth (Middelfart VK)

Staben:
Headcoach: Kristian Knudsen
Assistant coach: Thomas Skifter Bertelsen
Assistant coach: Ivan Bragagni
Scout: Bardur Bendix Mikkelsen
Fysioterapeut: Maja Egelund Andreasson og Louise Holm Pedersen
Team Manager: Marie Hesselbjerg Braagaard.

I weekenden skal det danske herrelandshold i beachvolleyball forsøge at bringe Danmark et skridt tættere på OL-deltagelse ved at spille sig videre fra anden runde af Continental Cup, som spilles den 7.-9. maj i Baden, Østrig.

Det er to år siden, at de danske beachvolleyherrer spillede sig videre i OL-kvalifikationsturneringen Continental Cup, da de i maj 2019 vandt deres pulje i første runde. Efter en lang pause med internationale aktiviteter skal der nu atter kæmpes for den danske OL-drøm i sandet.
Efter lidt udskiftninger siden 2019 består den danske landsholdstrup til Continental Cup nu af de to makkerpar Jacob Stein Brinck og Daniel Thomsen samt Kristoffer Abell og Nicolai Houmann. Og selvom det er to forholdsvis nye makkerkonstellationer, er Elitechef for beachvolleyball i Volleyball Danmark, Martin Olafsen, forventningsfuld til weekendens præstationer.

”Vi har to stærke hold med, som begge komplimenterer hinanden godt og kan spille med et meget højt topniveau. Det har vi netop set hos Brinck/Thomsen, som i Mexico (red. hvor der var en række 4-stjernede World Tour turneringer) i løbet af turneringerne bare blev bedre og bedre for til sidst kun at misse main draw med et mulehår. Abell/Houmann har også testet det nye makkerskab af i Qatar, hvor de også viste en forsmag af det kæmpe potentiale, de har som hold,” forklarer han og fortsætter:

”Vi har en meget alsidig trup med spillere, der har forskellige styrker. Med Houmann har vi en blokspiller i international topklasse, som sammen med Abell, en utroligt alsidig og dygtig forsvarsspiller, kan gøre det yderst svært for vores modstandere at vinde point. Brinck er vores bedst serverende spiller og sammen med vores mest erfarne og omstillingsparate spiller, Thomsen, har vi en yderst kreativ konstellation som kan bytte i blok/forsvar og som ’side-outer’ på et meget højt niveau. Så vi tror på vores to makkerkonstellationer, men holder selvfølgelig mulighederne åbne skulle vi ende i en Golden Match (red. hvor man kan ændre i holdkonstellationer).”

Polen bliver første styrkeprøve
Anden runde af Continental Cup afvikles den 6.-9. maj 2021 i Baden, Østrig, hvor de danske beachvolleyballherrer deltager i gruppe C sammen med Østrig, Polen, Belgien, Schweiz, Serbien, Slovakiet og Frankrig. Danmark er seedet som nummer seks i gruppen baseret på danskernes resultater ved internationale stævneaktiviteter, hvilket bringer dem i pulje med Schweiz (Seed2), Polen (Seed3) og Serbien (Seed7).

I første omgang, skal Danmark op imod Polen, og her venter der danskerne lidt af en opgave.

”Polske Kantor/Losiak er et verdensklassehold, som allerede ligger tæt på at kvalificere sig til OL via deres plads på verdensranglisten (pt. nummer 22). Det andet hold, Rudol/Miszczuk er en forholdsvis ny konstellation sammen, men har optrådt på den internationale beachvolleyball scene med andre makkere. Men uanset hvad, der møder os på den anden side af nettet, går vi ind til kampene med fokus på vores egen side og egne styrker, så vi selv kan sætte dagsordenen for hvordan vi vil spille,” forklarer Martin Olafsen..

"Vores klare mål er at komme videre til slutrunden som et af de fem hold fra gruppen. Det er bestemt et realistisk mål, men der er ingen tvivl om, at det bliver nervepirrende tæt. Covid-19 har haft en klar indvirkning på alle holds forberedelser, og vi er ikke 100% sikre på hvor vi – eller de andre hold for den sags skyld – står niveaumæssigt ift. den seedning vi har. Uanset hvad, kommer vi uden tvivl til at skulle spille mod en række tophold, og her bliver det vigtigt at præstere når det gælder.” afslutter han.

Danmarks Kampprogram, Continental Cup, 2. runde, gruppe C

Fredag:
10:10: Kantor/Losiak (POL) vs Abell/Houmann (DEN)
11:00: Rudol/Miszczuk (POL) vs Brinck/Thomsen (DEN)
12:30: Vinder nationerne en kamp hver, spilles der en afgørende Golden Match, hvor nationerne kan stille med et valgfrit makkerpar.

Herefter skal Danmark spille puljefinale eller om 3.-4. plads i puljen.

Lørdag
Spilles der 7.-8. plads samt kvartfinaler og semifinaler.

Søndag
Spilles der om 5.-6. pladsen, 3.-4. pladsen samt finalen.

INFO: Continental Cup – Danmarks adgangskort til OL 2021
Continental Cup er en OL-kvalifikation opdelt i fem zoner, hvor de enkelte nationer kæmper mod hinanden om en enkelt plads per zone til OL i Tokyo 2021. Vinderen af Continental Cup i Europa sikrer sig dermed en billet til OL 2021.

Danmark deltog i første runde af Continental Cup i maj 2019, hvor de vandt deres pulje over Kroatien, Estland og Albanien og dermed sikrede sig en plads videre til anden runde. Anden runde af Continental Cup opdeles i tre grupper af 8 nationer, hvor Danmark er kommet i gruppe C. I grupperne spilles der i to puljer af fire, hvor vinderne af puljerne går direkte i semifinaler. Nummer 2 i puljen møder nummer 3 i den anden pulje i kvartfinalen, og taber man denne spiller man om 5.-6. pladsen. Nummer 4 i puljerne spiller om 7.-8. pladsen.

De fem bedste fra hver af de tre grupper går videre til slutrunden i Haag den 23.-26. juni, hvor Holland som værtsnation også har fået en plads. Har et land ved slutrunden i Holland allerede optjent sine to pladser til OL (via andre kvalifikationsmetoder), kan dette land ikke deltage i turneringen, og næste land ud fra placeringerne i anden runde indgår i stedet.

Det danske damelandshold i volleyball tager fredag aften hul på EM-kvalifikationsspillet i Pulje E, hvor Frankrig, Ungarn og Israel venter på den anden side af nettet. Opgaven bliver svær – men de danske volleyballkvinder er klar til at slå til.

Efter en god forberedelsesperiode med en masse træninger, udtagelse af den endelige trup og to testkampe mod det svenske landshold, er blikket nu rettet mod kampene i Danmarks pulje E i EM-kvalifikationen, der bliver spillet i henholdsvis Frankrig og Ungarn i de kommende to weekender.

Med to år uden landsholdsaktiviteter venter der Danmark lidt af en ilddåb i første kamp mod puljefavoritterne fra Frankrig, som Danmark sidst mødte i januar 2019 i Slagelse. Her nappede Danmark et enkelt sæt med fyldte tribuner og en fed hjemmebanekulisse. Omgivelserne bliver nok væsentligt anderledes i år, men energien på banen skal være den samme, hvis Frankrig skal presses.

Vi er der, hvor vi skal være rent forberedelsesmæssigt. Vi har trænet godt, spillerne giver den gas, og med de to testkampe i Sverige tog vi et klart nyk opad niveaumæssigt og fik mærket lidt af den modstand, der venter os. Så vi er et godt sted nu,” fortæller landstræner Sven-Erik Borch Lauridsen og fortsætter:

”Vi glæder os til at rejse til Frankrig og komme ind i rytmen med forberedelser og kampe, nu også med en del Covid-19 foranstaltninger undervejs. Modstanden bliver endnu hårdere end den, vi oplevede i Sverige, og der kommer helt sikkert kontante tilbagemeldinger på det, vi leverer på banen. Alle fejl fra vores side vil blive straffet med det samme, så vi skal præstere på et højt niveau.”

EM-kvalifikationen spilles i seks puljer. For at gå videre fra puljespillet skal de danske volleyballkvinder bliver nummer et eller to i puljen, og dét bliver lidt af en opgave.

”Der er ingen tvivl om, at det er en svær pulje. Vi spillede mod Frankrig sidste gang også, som er et super godt hold med professionelle spillere. Ungarn er fysisk stærkt, og dem har vi også spillet mod for nogle år siden. De er dygtige og professionelle. Og så har vi Israel, hvor vores muligheder er størst. Men de spiller stadig en professionel liga med dygtige spillere, som også gør sig internationalt. Så alt i alt bliver det nok svært for os at skulle blive et eller to i puljen,” forklarer landstræneren.

”For os handler det mere om at gå ind og præstere på det her niveau, så vi kan finde ud af hvad, vi mangler, og hvor vi er med. Det vil give vores spillere en ide om, hvad der skal til for at komme op på næste niveau eller for at komme ud og spille internationalt med et mere professionelt setup, end det vi har her i Danmark.” afslutter han.

DANMARKS KAMPPROGRAM, EM-KVALIFIKATION DAMER:
7. maj, 20:00: Frankrig vs. Danmark (Belfort, Frankrig)
8. maj, 20:00: Israel vs. Danmark (Belfort, Frankrig)
9. maj, 19:30: Danmark vs. Ungarn (Belfort, Frankrig)
14. maj, 16:00: Danmark vs. Frankrig (Ungarn)
15. maj, 19:00: Ungarn vs. Danmark (Ungarn)
16. maj, 16:00: Danmarks vs. Israel (Ungarn)

INFO & LIVESTREAM:
Kampene livestreames her: https://www.eurovolley.tv/en-int/page/home-cev
Turneringen kan følges her: https://eurovolley.cev.eu/en/women-2021/qualifiers-area/
Følg de danske volleyballkvinder på Facebooksiden turneringen her: Damelandsholdet i volleyball

DANMARKS TRUP

Hævere
Nikoline Maria Mogensen (Holte IF)
Astrid Liv Empacher (Holte IF)

Centerspillere
Amalie Jørgensen (Tchalou Volley Club, Belgien)
Katrine Merrild Strøbæk (Team Køge Volley)
Mette Breuning Nielsen (Brøndby VK)
Sophia Helena Andersen (Holte IF)

Kantspillere
Frederikke Stenholt Krogh (ASV Elite)
Mathilde Borup Jeppesen (Gentofte Volley)
Mikala Maria Mogensen (Holte IF)
Sille Slott Hansen (Brøndby VK)

Diagonaler
Emilie Stenholt Krogh (ASV Elite)
Helena Elbæk (LiigaPloki Pihtipudas, Finland)

Liberoer
Mette Sallerup (Holte IF)
Ditte Kjær Hansen (ASV Elite)

Side 7 ud af 36