Søndag, 21 december 2014 15:41

Dansk topdommer indstiller karrieren

Written by
En af Danmarks allerbedste volleyballdommere, Aage Christensen, indstiller nu en flot karriere, der har budt på store oplevelser.

Efter intet mindre end 350 internationale kampe i hele Europa, heriblandt Champions League, CEV Cup, World Grand Prix, VM og EM samt imponerende 1.094 divisionskampe i Danmark, har Aage Christensen nu dømt sin sidste volleyballkamp.

Aage Christensen stopper sin aktive dommer karriere til nytår i en alder på 55 år, hvilket er den internationale aldersgrænse for dommere.

Dommerkarrieren begyndte i 1978, hvor Aage Christensen dømte sin første divisionskamp, og siden da er det blevet til mange kampe på både den danske og internationale volleyballscene.

”Der har været rigtig mange store kampoplevelser. Jeg har deltaget i såvel verdensmesterskaber og fire Europa Cup-finalerunder. Sammen med udtagelsen til europamesterskaberne i Danmark og Polen i 2013, har det naturligt været det største i min dommerkarriere,” siger Aage Christensen.

”Jeg vil nok først og fremmest savne suset i de store kampe. Men også de rigtig mange bekendtskaber, der naturligt opstår gennem de mange rejser,” siger han.

Sidste kamp i dommerstolen for Aage Christensen var herrernes pokalfinale i Final Four – 21 år efter han dømte sin første pokalfinale. I alt er det blevet til 12 pokalfinaler for Aage Christensen.

”Jeg fortsætter nok i en form for supervisor og mentor i forbindelse med uddannelse af nye topdommere i Danmark, ligesom jeg er blevet spurgt om at fortsætte som teknisk delegeret på europæisk plan. Og så skal jeg da nok også ud og se en volleyballkamp selv en gang imellem. Gerne et stort mesterskab som VM i Polen i år eller en spændende kamp i Volleyligaen, nu hvor jeg selv kan vælge tid og sted,” slutter Aage Christensen.

Aage Christensen har altid været Dansk Volleyball Forbunds og dommernes mand i dommergerningen. Han var med i dommerudvalg og stået for at påsætte danske dommere til internationale kampe, når Danmark har været ansvarlig for dette. Endelig er Aage Christensen manden en hjemmeside for dommere: Ddf93.dk.

Aage Christensen blev på finaledagen af Final Four i pokalturneringen tildelt Dansk Volleyball Forbunds ærestegn af formand Erik Jacobsen.
Read 2900 times