Om Danish Beachvolley Tour

Danish Beachvolley Tour er en landsdækkende beachvolleyball turnering og det officielle Danmarksmesterskab i beachvolleyball. Sommeren over kommer vi hver weekend fra starten af maj til starten af september rundt i det danske sommerland, hvor vi afvikler stævner på de danske strande, på beachvolleyballanlæg og sågar midt inde i byerne.

Kalenderen for sæson 2022 er propfyldt med 45 fantastiske stævner fordelt over hele landet – fra rå natur ved den jyske vestkyst til byens urbane summen i hjertet af København, hvor sæsonen kulminerer i et storslået DM-finalestævne midt i Nyhavn.

Beachvolleyball er i den grad en sport for alle, og DU kan være med i Danish Beachvolley Tour uanset hvilken alder og niveau, du spiller på – læs mere her.

Lidt historie

Det hele startede i 1920’erne på de californiske strande, hvor beachvolleyball blev spillet for første gang som et ”seks mod seks”-spil. Gennem tiden har sporten udviklet sig helt enormt til det spil vi kender i dag, hvor man altså er to spillere på hver side af nettet.

I Danmark begyndte man at spille beachvolleyball i starten af 90’erne. I 1991 blev det første uofficielle DM afholdt, og i 1992 var der en landsdækkende tour med 5 turneringer på udvalgte strande. Det første officielle DM blev afholdt i 1993 med en tilhørende tour og stigende deltagerantal.

Der blev afviklet 5-7 turneringer fordelt over hele sommeren i hele landet frem til 2012, hvor der desværre kun blev afviklet 3 turneringer, da sponsorerne desværre langsomt faldt fra.

I 2013 ændrede konceptet sig for beachvolleyball touren sig. Turneringerne flyttede sig fra strandene og ind til beachvolleyball-anlæggene i byerne. Her blev der afviklet hele 19 turneringer.

I 2016 blev Pepsi Max sponsor for Tour-finalen og DM-finalen og året efter blev de hovedsponsor for hele Touren. Her blev det igen muligt at komme tilbage på strandene og afholde større turneringer med plads til de tusindvis af tilskuere på tribuner og omkring banerne.

Beachvolleyball er kendt for den afslappende atmosfære og gode tone blandt spillere og tilskuere. Selvom kampen på banen er intens, og man hver især har sine ærkerivaler, så er stemningen altid god uden for banen – især i den danske sommersol!

Kontakt

Volleyball Danmark
Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby
Mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. 

Følg os på