Torsdag, 13 oktober 2022 06:22

DM-finaler i beachvolleyball 2023 bliver en del af DM-ugen i Aalborg

Written by
DM-finaler i beachvolleyball 2023 bliver en del af DM-ugen i Aalborg Foto: Niklas Persson

Når Danmarksmestrene i beachvolleyball skal kåres i 2023, bliver det i en fantastisk sportskulisse til DM-ugen i uge 25 i Aalborg. Samtidig bliver formatet for Danish Beachvolley Tour 2023 ændret.

Med et stærkt ønske om at skabe større eksponering for DM-finalerne i beachvolleyball, har Volleyball Danmark med fuld opbakning fra Beachvolleyball Tourgruppen besluttet at afvikle DM-finalerne 2023 i uge 25 i Aalborg som en del af DM-ugen.

DM-ugen er et nyt og stort sports-event, som første gang blev afviklet i 2022 med enorm succes. I 2022 deltog 27 specialforbund, hvor 230 Danmarksmestre blev kåret mens 130.000 besøgende lagde vejen forbi en eller flere begivenheder, samtidigt med at DM-ugen blev dækket tæt af DR. Volleyball Danmark ser således frem til at blive en del af den store sportsfest i 2023 og få skabt endnu mere synlighed omkring DM-finalerne i beachvolleyball.

- ”Vores deltagelse i DM-ugen giver nye muligheder for at få eksponeret beachvolleyball og Danish Beachvolley Tour yderligere, og jeg er sikker på, at det kommer til at skabe stor interesse for beachvolleyball generelt. Samtidig bliver det en stor oplevelse for spillerne, der kan glæde sig til at deltage i det danske ”mini-OL” næste år i Aalborg, for det var en flot kulisse som Aalborg og DIF skabte i 2022”, fortæller direktør i Volleyball Danmark, Jesper Jørgensen.

DM-finalerne i 2023 kommer således til at foregå i uge 25, hvor finaleserien spilles i slutningen af ugen. Det endelige format for kvalifikation til DM er endnu ikke på plads, men forventes snart at blive offentliggjort.

Ændringer i Danish Beachvolley Tour 2023
Sammen med flytningen af DM-finalerne til starten af sommeren i Aalborg, vil formatet for Danish Beachvolley Tour 2023 også blive ændret. Stævnerne på klubanlæg rundt omkring i landet fortsætter som hidtil, mens der arbejdes på at afvikle 3 strandstævner fordelt i Jylland, på Fyn og på Sjælland.

Som den helt store afslutning vil Danish Beachvolley Tour 2023 afsluttes med et større event i København i august, hvor vi over 2 uger vil forsøge at samle Ungdoms-DM og en Tourfinale på samme sted, så både ungdoms- og seniorspillere får muligheden for at sætte punktum for sommersæsonen i en flot kulisse.

- ”Med det nye format for Danish Beachvolley Tour vil der fremover være to store højdepunkter fordelt i starten og i slutningen af sommerhalvåret, som giver os større muligheder for at eksponere sporten og ikke mindst skabe fede events for vores spillere. Undervejs har vi har haft gode dialoger med arrangørklubber og elitespillere såvel som Beachvolleyball Tourgruppen, som har givet os værdifuld input, der helt sikkert kommer til at styrke det nye setup, ligesom det er en dialog der vil fortsætte. Vi glæder os til at få de sidste detaljer for Danish Beachvolley Tour 2023 på plads de kommende måneder, og ser frem til en fantastisk sommer med store oplevelser i vente”, afslutter Jesper Jørgensen.

Læs mere om DM-ugen i Aalborg her: https://www.dif.dk/dm-ugen

Plads til alle footer

Kontakt

Volleyball Danmark
Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby
Mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. 

Følg os på