Casper Ahlehoff Larsen

Casper Ahlehoff Larsen

Så er de nominerede til Årets Danske Beachvolleyballspiller fundet. Du kan her få overblikket over hvilke spillere der er med i kapløbet om herrernes pris. Her er de nominerede til titlen.

Jacob Stein Brinck
Han har for længst slået sit navn fast i dansk beachvolleyball. Og den unge fynbo fortsætter med at imponere i sandet. I den her sæson har han sammen med sin makker, Mads Rosager, igen vist sig at være et af landets bedste par. Det blev dog ikke til endnu et DM-trofæ til samlingen ved DM-finalerne på Amager Strandpark. Parret måtte tage til takke med en bronzemedalje.

Kristoffer Abell
Hurtige eksplosive Abell har haft en fremragende sæson i sandet. Med sin nye makker, Anders Hartmann, har han vist, at han har kunnet holde et højt niveau over en hel sæson. Det høje niveau førte i denne sæson parret frem til en sølvmedalje ved DM-finalestævnet på Amager Strandpark.

Jacob Cordua Stormly
DM-vinderen fra 2019 gentog succesen i 2020. Sammen med Nicolai Houmann kunne Stormly igen løfte DM-trofæet. Han har de seneste sæsoner gjort store fremskridt. Den rutinerede spiller har vist, at han kan være bundstabil over en hel sæson. 

Nicolai Houmann
Siden Houmann for et par sæsoner siden udvidede sit store repertoire til også at omfatte beachvolleyball, er det kun gået en vej. To DM-titler de seneste to sæsoner taler også sit helt klart tydelige sprog. Houmann er en gigant i sandet, og måske har man ikke set det bedste fra ham endnu.

Sebastian Venndt Kaszas
Sammen med sin bror, Oliver, har Sebastian i mange år været en fast del af den danske beachvolleyball-elite, med mange DM-medaljer. I år var ingen undtagelse. Selvom Sebastian i år endte lige uden for medalerækken, så er niveauet fortsat rigtig højt.

Den endelige afstemning er nu sat i gang, og det er også her spillerne selv, som afgør hvem der løber afsted med prisen.

Tirsdag, 02 februar 2021 14:17

Volleyliga resultater: Uge 4

Bedre sent end aldrig. Du kan her få det store overblik over sidste uges kampe i den danske Volleyliga.

Damer:
Brøndby VK vs. Amager VK: 3-0 (Amager VK har trukket sine hold i Volleyligaen).

VK Vestsjælland vs. ASV Elite: 3-0 (25-21, 28-26, 25-23)

Team Køge Volley vs. Gentofte Volley: 1-3 (20-25, 25-23, 19-25, 21-25)

ASV Elite vs. Holte IF: 0-3 (18-25, 11-25, 13-25)

I aften tørner Gentofte Volley sammen med Holte IF med kampstart kl. 20.00.

Herrer:
Nordenskov UIF vs. Middelfart VK: 0-3 (21-25, 17-25, 21-25)

Gentofte Volley vs. Hvidovre VK: 3-0 (25-13, 25-17, 25-13)

VK Vestsjælland vs. BK Marienlyst: 0-3 (21-25. 16-25, 15-25)

ASV Elite vs. Aalborg Volleyball: 3-1 (28-26, 25-19, 25-27, 25-17)

Gentofte Volley vs. Aalborg Volleyball: 3-0 (33-31, 25-19, 25-15)

ASV Elite vs. Middelfart VK: 3-2 (27-25, 25-21, 22-25, 30-32, 15-12)

VK Vestsjælland vs. Amager VK: 3-0 (Amager VK har trukket sine hold i Volleyligaen)

Hvidovre VK vs. Nordenskov UIF: 3-2 (23-25, 27-25, 25-27, 25-13, 15-8.)

Så er de nominerede til Årets Danske Beachvolleyballspiller fundet. Du kan her få overblikket over hvilke damer der er med i kapløbet om prisen. Det er de danske spillere på Pepsi Max Beachvolley Touren, som har stemt og fundet de nominerede. Her er de nominerede til titlen.

Clara Windeleff
Den unge fynske spiller har haft en flot sæson på den danske Pepsi Max Beachvolley Tour 2020. Dog spolerede en skade dog Windeleffs deltagelse til DM-finalerne på Amager Strandpark. I sommers vandt hun sammen med sin makker, Line Trans Hansen, som det første kvindelige par et World Tour stævne. Finalen ved den 1-stjernede turnering i Slovenien blev vundet mod den københavnske duo Sofia Nørager Bisgaard og Cecilie Køllner Olsen.

Sofia Nørager Bisgaard
Igen i år har den unge Bisgaard leveret præstationer på et højt niveau. I sommers spillede hun med sin makker, Cecilie Køllner Olsen, finale ved det 1-stjernede World Tour stævne i Slovenien. De måtte dog se sig slået i finalen af det fynske par Windeleff/Trans Hansen. Sæsonens helt store bedrift fandt sted på Amager Strandpark, da Bisgaard med Cecilie Køllner Olsen kunne løfte DM-trofæet.

Cecilie Køllner Olsen
Den rutinerede Køllner Olsen fortsætter med at levere varen i sandet. I sommers spillede Køllner Olsen med Bisgaard finale ved det 1-stjernede World Tour stævne i Slovenien. Selvom det blev et nederlag, så viste Køllner Olsen højt niveau igennem hele turneringen. Den rutinerede spiller sejrede med Bisgaard til DM-finalestævnet på Amager Strandpark. Et DM hvor Køllner Olsen igen viste, at hun er en af landets bedste atleter i sandet.  

Line Trans Hansen
De seneste tre år har Line Trans Hansen kunne lade sig hylde som Årets Danske Beachvolleyballspiller. Nu har fynboen mulighed for at lave et ægte hattrick. Trans Hansen startede året ud med at vinde det 1-stjernede World Tour stævne i Slovenien. Med makker, Clara Windellef, slog de den københavnske duo Køllner Olsen/Bisgaard.

Lise Andersen
Før denne sæson var Andersen et ubeskrevet blad i den danske beachvolleyball-elite. Men efter en flot sæson med makker, Marie Egebjerg, bliver hun bestemt en spiller, som vi fremover skal holde et vågent øje med. Deres flotte sæson kulminerede med en plads til DM-finalestævnet på Amager Strandpark.

Den endelige afstemning er nu sat i gang, og det er også her spillerne selv, som afgør hvem der løber afsted med prisen.

Så er de nominerede til Årets Most Improved i dansk Beachvolleyball fundet. Du kan her få overblikket over hvilke damer- og herrer der er med i kapløbet om prisen. Her er de nominerede til titlen.

Damer:

Clara Windeleff
Asta Kjærgaard
Lise Andersen
Charlene Manuella Mayo Johnsen
Freja Holme Barkler

Most Improved herrer

Herrer:

Anders Lammert Hartmann
Mads Mølgaard
Christian Lundby Andersen
Nikolaj Hjorth
Mikkel Hoff

Prisen som Most Improved gives til den spiller, som har lavet den største spillemæssige udvikling i løbet af sæsonen. Det er de danske Beachvolleyballspillere på Pepsi Max Beachvolley Touren, som har nomineret spillerne.

Sidste år løb Freja Foged og Mikkel Hoff med priserne.

Den endelige afstemning er nu sat i gang, og det er også her spillerne selv, som afgør hvem der løber afsted med prisen.

Først hed det Bedstevolley, men de seneste par år har det heddet Senior+ Volley. Nu er navnet ændret tilbage til det originale Bedstevolley, og konceptet er blevet endnu bedre.

Traditionen tro skal Årets Danske Volleyballspiller kåres. Se hvem, der er nomineret til prisen her.

Årets Danske Volleyballspiller er en kåring af en dansk spiller, der i løbet af det forgangne år har præsteret godt for sin klub og/eller landshold. Alle danske spillere kan betragtes til prisen, uanset om de spiller i den danske Volleyliga eller i en udenlandsk klub.

Dette års fem kandidater (for hvert køn) er blevet fundet på baggrund af indstillinger fra trænere i Volleyligaen.

Her er de nominerede herrespillere til prisen som Årets Danske Volleyballspiller 2020:

Axel Jacobsen (Panathinaikos, Grækenland)
Præcis som en god rødvin bliver Axel Jacobsen bedre og bedre med årene. Han blev valgt til den bedste hæver i den græske liga, da de i sidste sæson vandt både mesterskabet og pokaltitel i Axels Jacobsens første sæson for Panathinaikos. Axel er nu 37 og har været en fast bestanddel på landsholdet siden han var 17 år gammel.

Mads Kyed Jensen (NBV Verona, Italien)
Besidder et exceptionelt fysisk potentiale, ikke kun i kraft af hans højde, da han også er bevægelig og god med bolden. Han er en de få danskere med en karriere i den italienske Serie A, hvor han spiller på allerhøjeste niveau. Mads Kyed er gledet direkte ind i startopstillingen og er blevet en af de vigtigste pointscorere for holdet. I denne sæson har Mads Kyed skiftet position fra hæver til diagonal, hvilket vidner om et mangfoldigt volleyballtalent.

Oskar Kjerstein Madsen (OAC-TUC, Frankrig)
Han er en utroligt seriøs og målrettet spiller, der har forfulgt sit talent. Oskar Madsen har taget det svære, men vigtige skridt til udlandet som professionel volleyballspiller med succes. Han er højtspringende og hårdtslående, hvilket kommer til gavn for både klub og landshold.

Sebastian Mikelsons (Gentofte Volley)
Alderen trykker ikke, tværtimod. Sebastian Mikelsons spiller klogere og klogere, som årene går. Han styrer Gentofte Volley-holdet med naturlig autoritet og går altid forrest i fight og indstilling. Ethvert hold vil være lykkelig for en spiller som Sebastian Mikelsons på holdet.

Tobias Hougs Kjær (Caruur Gent, Belgien)
En spillertype, som kan være forbillede for mange volleyballspillere. Tobias Hougs Kjær har vist, at volleyball ikke kun er for højhusene. Han er en utrolig klog spiller med en fantastisk boldkontrol. Tobias Hougs Kjær udnytter sit potentiale fuldt ud og vist, at man sagtens kan være med på højeste niveau uden at være over to meter. 

De endelige vindere vil blive fundet ved en afstemning udsendt til alle danske spillere i Volleyligaen og i udlandet.

Traditionen tro skal Årets Danske Volleyballspiller kåres. Se hvilke damespillere, der er nomineret til prisen her.

Årets Danske Volleyballspiller er en kåring af en dansk spiller, der i løbet af det forgangne år har præsteret godt for sin klub og/eller landshold. Alle danske spillere kan betragtes til prisen, uanset om de spiller i den danske Volleyliga eller i en udenlandsk klub.

Dette års fem kandidater (for hvert køn) er blevet fundet på baggrund af indstillinger fra trænere i Volleyligaen. Her er vi klar med de nominerede til Årets danske kvindelige volleyballspiller: 

Helena Elbæk (American University, Washington DC, USA)
Den dygtige angrebsspiller med det høje slagpunkt besidder stadig et enormt potentiale. Helena Elbæk slår til dagligt sine folder i Washington i USA, men var en kort overgang hjemme i Danmark, hvor hun i efteråret gæsteoptrådte i ASV Elite. Her var hun med til at spille dem i Final 4. Helena Elbæk er en fast bestanddel af damelandsholdet, hvor hun er vigtig spiller.

Mette Breuning (Brøndby VK)
Trods sin unge alder, er Mette Breuning en meget rutineret Volleyligaspiller. Hun har været øverst på ranglisterne i specielt blokadespillet gennem flere sæsoner. Mette Breuning er desuden en væsentlig drivkraft i Brøndby VK’s succes de seneste sæsoner og har desuden flere optrædener på det danske damelandshold.

Mette Sallerup (Holte IF)
En altid energisk og positiv spiller, som får sit hold til at spille godt. Mette Sallerup fylder enormt meget i sin spilradius, hvor hun dækker meget af banen og derved er med til at gøre sine holdkammerater gode. Også fast kvinde på holdkortet til damelandsholdet.

Mikala Maria Mogensen (Holte IF)
Måske den mest hårdtslående spiller i Volleyligaen. Mikala Mogensen har et stort fysisk potentiale med store muligheder for at fortsætte sin flotte udvikling yderligere. Hun kunne meget vel være Danmark næste eksportsucces til udlandet på kvindesiden. Mikala Maria Mogensen er desuden fast kvinde på damelandsholdet.

Trine Noer Kjelstrup (TS Volley Düdingen, Schweiz)
Danmarks mest rutinerede internationale spiller. Hun har opnået stor succes i flere udenlandske klubber og spiller på et internationalt niveau. Trine Noer Kjelstrup slår hårdt og med stor effektivitet i angrebsspillet, hvor det i denne sæson er TS Volley Düdingen i Schweiz, som nyder godt af hendes kvaliteter.

De endelige vindere vil blive fundet ved en afstemning udsendt til alle danske spillere i Volleyligaen og i udlandet. I morgen løfter vi sløret for, hvilke herrespillere der er nomineret til Årets Danske Volleyballspiller 2020. 

Fredag, 15 januar 2021 09:24

Datoer for pokalsemifinaler er på plads

Den store volleyfest med Final 4 i Aarhus er aflyst grundet Covid-19. Derfor afvikles semifinaler, bronzekampe og finaler lokalt hos de kvalificerede klubber.  

I forbindelse med lodtrækningen til Final 4 fik det hold, som først blev trukket op ad bowlen, hjemmebane i semifinalen i tilfælde af lokal afvikling. Dermed afvikles Final 4 semifinalerne i Holte og Brøndby hos damerne, mens Middelfart og Gentofte har hjemmebane hos herrerne.

Landspokalturneringen Semifinaler Damer

06-02-2021, 14:00: Holte IF – Team Køge Volley
06-02-2021, 15:00: Brøndby VK – ASV Elite

Landspokalturneringen Semifinaler Herrer

06-02-2021, 14:00: Middelfart VK – VK Vestsjælland
06-02-2021, 15:00: Gentofte Volley – Nordenskov UIF

Vinderen og taberen af semifinale 1 vil få hjemmebane i henholdsvis finalen og bronzekampen.

Med sine 89 år er Ove Stabel formentlig Danmarks ældste aktive volleyballspiller. Hver mandag tropper han trofast op i til træning i Roskilde Ældre Motion, hvor samkvemmet med andre er det helt store trækplaster.

Det er de færreste volleyballspillere, som har oplevet en verdenskrig, hele The Beatles’ karriere, den første mand på Månen, opfindelsen af transistorradioen og stadig spiller den dag i dag.  

Fødselsattesten er dateret til 1931, men det er på ingen måde en hindring for Ove Stabel, når det kommer til at trække i sportstøjet og nyde glæden ved volleyball. Den næste runde fødselsdag er de 90 år, hvor han forhåbentlig kan samle volleyvennerne til en gang kaffemik, som de kalder det i Roskilde Ældre Motion, når de en gang om måneden samles til et socialt arrangement.

Ove Stabel har været med fra klubben startede op i 1991.

”Dengang havde vi ingen net, men satte et bånd op mellem nogle pæle. Sådan spillede vi i et par sæsonen, inden vi flyttede til Roskilde Hal B og fik badmintonnet. For nogle år siden fik vi så rigtige stolper til at spænde nettet op i,” siger han.

Mange af dem fra dengang er faldet fra, men ikke Ove. Han er fast inventar til alle træninger hver mandag, hvor Roskilde Ældre Motion træner i en time.

”Han kommer til alle træninger og hjælper med at gøre klar til træningen ved at sætte net op m.m. Ove døjer lidt med ryggen lige nu, men møder selvfølgelig op alligevel. Han er meget aktiv og kan stadig lære en masse,” siger holdets tovholder Beinir Nattestad.

Grunden til, at Ove stabel har lidt knas med ryggen, er, at han i sommer sejlede 443 sømil på Roskilde Fjord i sin båd.

”Jeg ved ikke, om det er alt den sidden og hiven, men det nederste parti af rygsøjlen er blevet lidt stiv i det. Men nu har jeg fået nogle øvelser af en fysioterapeut, så forhåbentlig bliver det snart bedre,” siger han.

Volleyball er et socialt samlingspunkt
Ove Stabel spillede fodbold som ung, og det er også blevet til flere gymnastikpokaler undervejs. Det var også via gymnastikken, at han blev introduceret til volleyball. På Ove Stabels gymnastikhold i AOF var der en instruktør, som foreslog at de spillede lidt volleyball, når de var færdige med gymnastikken.

”Vi spændte et net ud mellem ribberne og blev hurtigt grebet af spillet,” siger Ove Stabel og fortæller, at han nu har lokket sin gamle gymnastikinstruktør Mogens samt hans kone med til volleyball.

Volleyballen er dog blot en af de sportsgrene, som Ove på ugentlig basis dyrker. Gymnastikken har været med fra barnsben og svømning bliver det også til. Begge dele har han dog måttet drosle ned pga. Corona-restriktioner.

Derfor er han i øjeblikket ekstra glad for de ugentlige volleyball-træninger om mandagen.

”Det er dejligt at komme ned og få spillet. Jeg lægger stor vægt på, at vi ikke bare tyrer bolden over første gang, men spiller den rundt og bruger vores tre berøringer,” siger Ove Stabel.

”Hvis jeg selv skal sige det, så er min force netspillet, hvor jeg kan sende bolden tilbage til en, som er godt placeret på banen og kan spille den over. Og jeg synes, det går meget godt med baggerslagene,” siger han.

Og han er ikke i tvivl om, hvad det bedste ved volleyballtræningerne er:

”Samkvemmet med folk. Det sociale. Vi har desværre måttet indskrænke det sociale, fx er vores kaffemik blevet droppet pga. COVID-19. Vi er meget påpasselige,” siger Ove Stabel.

Mandag, 07 december 2020 13:17

Final 4: Sådan ser semfinalerne ud

Der blev mandag eftermiddag trukket lod til semifinalerne ved Final 4, som afvikles d. 5. og 6. februar 2021 i Ceres Park, Aarhus.

Semifinalerne spilles fredag d. 5. februar og ser således ud:

Damesemifinaler:
Holte IF vs. Team Køge Volley
Brøndby VK vs. ASV Elite

Herresemifinaler:
Middelfart VK vs. VK Vestsjælland
Gentofte Volley vs. Nordenskov UIF

Lørdag spilles der bronze- og finalekampe. I hvilken rækkefølge og hvilket tidspunkt kampene afvikles, det er fortsat ikke fastlagt.

Se lodtræningen her

Side 4 ud af 10
ANNONCE

Kontakt

Volleyball Danmark

Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2710

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Følg os på