Onsdag, 27 april 2022 09:05

Afgørelsens time: Brøndby VK og Holte IF kæmper om DM-guldet i intens tiebreaker

Written by
Afgørelsens time: Brøndby VK og Holte IF kæmper om DM-guldet i intens tiebreaker Foto: Flemming Patulski Nielsen

Foran 2-0 i kampe var Holte IF for en uge siden kun fire matchbolde fra at kunne kalde sig Danmarksmestre, men Brøndby VK ville det anderledes og har nu udlignet til 2-2 i kvindernes DM-finaleserie. Torsdag aften kl. 19:00 venter det femte og afgørende opgør - men hvem vinder ’den sidste dans’ mellem de to ærkerivaler? Se kampen direkte på sportskanalen SPORT LIVE.

Sæsonens afslutning på kvindernes Volleyliga har præcis den nerve og dramatik, man ønsker sig af de afgørende kampe om Danmarksmesterskabet.

DM-finaleserien startede ellers sikkert for de regerende Danmarksmestre, Holte IF, som fik seriens første to sejre i hus og i tredje kamp endda havde hele fire matchbolde, som kunne have sikret dem DM-guldet for fjerde år i streg.

Men så vågnede Brøndby VK op til dåd. Grundspillets 1’ere overlevede i en hæsblæsende afslutning på 3. finalekamp de famøse fire matchbolde og fik vendt opgøret til en sejr i 11. time. Herefter fulgte Vestegnsholdet op med endnu en sejr på udebane, som tvang finaleserien ud i en altafgørende femte kamp.

Torsdag aften kl. 19:00 når finaleserien således sit absolut højdepunkt i hvad, der med garanti bliver en vaskeægte finalegyser.

Hos Brøndby VK er anfører Mette Breuning fuldt fokuseret på opgaven, der venter torsdag.

-”Vi har kæmpet med, at vi til tider laver for mange fejl og derfor giver alt for mange point til Holte. Så for at tage sejren, skal vi eliminere de fejl, hvoraf det vigtigste er at holde serven – hvis den virker, stoler jeg på, at resten kommer naturligt. Og så har vi hjulpet hinanden virkelig godt igennem svære situationer, så det skal vi fortsætte med,” konkluderer Brøndby VK-spilleren.

Hos modstander Nora Møllgaard fra Holte IF er der også fokus på at skabe stabilitet.

-”Vi skal være stabile og holde vores bundniveau højt. Vi skal have gode modtagninger, så vi kan fordele boldene ud – så har vi et godt grundlag for at vinde”, fortæller Holte IF-spilleren og fortsætter:

-”Det bliver megaspændende på torsdag, og vi glæder os til en god kamp. Vi ved, at sådan en finaleserie starter med at handle om taktik, men nu kender vi hinanden så godt, så vi skal ’bare’ spille volleyball og forhåbentligt give alle vores tilskuere en fed afslutning på sæsonen med et brag af en kamp”.

Kom i Stadionalhal 1, Brøndby, og følg finalebraget eller se med bag skærmen hos Sport Live.

Se her hvordan du kan se SPORT LIVE.

Volleyliga Finaler, Kvinder:
Serien spilles som bedst af fem kampe:

13.04. Brøndby VK – Holte IF: 1-3 (27-29, 27-25, 22-25, 25-27)
17.04. Holte IF – Brøndby VK: 3-1 (25-16, 22-25, 25-18, 25-19)
20.04. Brøndby VK – Holte IF: 3-2 (25-21, 25-20, 23-25, 17-25, 18-16).
24.04. Holte IF – Brøndby VK: 1-3 (23-25, 25-18, 16-25, 21-25)
28.04. kl. 19:00: Brøndby VK – Holte IF (Stadionhal 1)

VDlogo.png

Volleyball Danmark

Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Følg os på