Succesfuld trænerkonference gav energiboost og konkrete værktøjer

Med balloner og hulahopringe i hallen samt spændende indlæg fra internationale trænerkapaciteter og en OL-medaljevinder blev årets Trænerkonference i Lillebæltshallen den 29. oktober en kæmpe succes. Dedikerede ildsjæle fra nær og fjern mødtes lørdag den 29. oktober i Lillebæltshallen, Middelfart, til en hel dag med fokus på ’det gode idrætsmiljø for børn og unge’ i…

:


Med balloner og hulahopringe i hallen samt spændende indlæg fra internationale trænerkapaciteter og en OL-medaljevinder blev årets Trænerkonference i Lillebæltshallen den 29. oktober en kæmpe succes.

Dedikerede ildsjæle fra nær og fjern mødtes lørdag den 29. oktober i Lillebæltshallen, Middelfart, til en hel dag med fokus på ’det gode idrætsmiljø for børn og unge’ i Volleyball Danmarks Trænerkonference.

Dagens formål var at give de deltagende trænere og frivillige en masse viden og inspiration omkring hvad, der motiverer børn og unge i idrætten, samt skabe et bredere fundament for netværk mellem trænere på tværs af klubber og landsdele – og dét lykkedes i den grad.

-”Det var en rigtig god dag med en fin balance mellem oplæg og aktiviteter. Rigtigt fedt, at vi ikke bare skulle sidde stille og lytte en hel dag. Det, jeg synes var bedst, var at få nogle konkrete værktøjer, links og øvelser til træningen. Og så var det rigtigt rart at få mødt nogle andre frivillige, der har gode ideer og oplevelser, og som kan relatere til de problematikker, vi oplever i vores klub”, fortæller Jane Kømmel Svinkløv som deltog fra Varde Volley.

Dagens program var spækket med spændende oplæg fra banecykelrytter Rasmus Lund Pedersen, Laura Schmidt Calle fra Dansk Håndbold Forbund, den anerkendte træner Kristof de Loose fra Belgien, samt cheftræner i Marienlyst-Fortuna Volley Marty Collins, som bidrog med sine perspektiver fra Australien. Derudover delte de danske klubber Frederikssund Volleyball Klub, Kolding Volleyball Klub, RS Rødovre Volley samt VK Vendsyssel ud af deres erfaringer på konkrete områder. Alt i alt en god blanding af input og ideer fra interne og eksterne miljøer, der skabte den helt rigtige dynamik for dagens program.

-” Trænerkonferencen har uden tvivl givet vores deltagere – og os ansatte i Volleyball Danmark – et kæmpe energiboost. Under planlægningen af konferencen har det hele tiden været ekstremt vigtigt for os, at vi fik sat fokus på alt det vi gør godt ’internt’ i vores danske volleyball- og beachvolleymiljø, men hvor vi også kan blive rykket i vores opfattelse med ’eksterne’ synspunkter, som kan inspirere og skabe ’aha-oplevelser’. Med Trænerkonferencen fik vi skabt netop denne balance, og det har bestemt givet stof til eftertanke for vores deltagere, som nu hiver nye eller bekræftede tanker med hjem i deres klubber”, fortæller udviklingschef i Volleyball Danmark, Christina Attrup Juhl, og fortsætter:

-”Et andet stort mål for Trænerkonferencen var, at vi skulle skabe dialog og netværk på tværs af trænere og klubber i landet – og det må vi bare sige OGSÅ lykkedes i lørdags. Vi havde en diskussionslysten gruppe af deltagere, som gjorde dagen enormt dynamisk og nærværende for alle. Jeg håber i hvert fald, at alle deltagere forlod dagen med værktøjskassen fyldt op med nye ideer og telefonbogen med nye trænerkontakter. Vi sender en stor tak til alle de ildsjæle, som tog en hel dag ud af kalenderen for at fordybe sig i udviklingen af vores sport for børn og unge, samt en særlig stor tak til alle oplægsholdere, der var med til at gøre dagen til en kæmpe succes”, afslutter hun.

Er du interesseret i at dykke ned i nogle af de oplæg og emner, som blev præsenteret på Trænerkonferencen, kan du finde materialer fra dagen her. 

Plads til alle footer

Del nyhed

LÆS OGSÅ