Hjemmesidebanner

Onsdag, 01 december 2021 19:34

Gentofte Volley i bittert europæisk exit trods sejr i maratondyst

Written by
Gentofte Volley i bittert europæisk exit trods sejr i maratondyst Foto: Flemming Patulski Nielsen

En flot 3-2 sejr i onsdagens andet opgør mod estiske TalTech var desværre ikke nok til at sikre Gentofte Volley avancement i CEV Challenge Cup. I store dele af kampen øjnede man ellers sensationen og muligheden for at få et altafgørende sæt i spil, men julemiraklet udeblev, og esterne kunne tage billetten til 1/8-finalerne med en samlet sejr fra de to opgør. 

CEV Challenge Cup, 1/16-finale, 2. kamp:
Gentofte Volley – TalTech Volleyball: 3:2 (32-20, 19-25, 25-22, 19-25, 17-15)

Gæsterne fra TalTech lagde også bedst ud i kamp to, men diskede op med en lang stribe servefejl, som hjalp hjemmeholdet ind i kampen. Gentofte var til gengæld godt servende, og med et servees fra Rasmus Mikelsons indhentede de esterne ved 15-15. Herfra var sættet uhyggeligt tæt, og holdene skiftedes til at have sætbold helt frem til 30-30, hvor Gentofte fik hentet de fornødne to bolde og vandt sættet 32-20.

Andet sæt fik også en tæt start, men esterne begyndte hurtigt at trække fra og fik en komfortabel føring, som blev fastholdt sættet ud til 19-25. Tredje sæt blev igen en tæt affære, men denne gang fik Gentofte skabt sig et lille forspring ved 11-9. Det skabte momentum i Gentoftelejren, som nu gjorde det yderst hårdt for esterne at vinde deres egne point, og Gentofte styrede sættet i mål med 25-22.

Så var der alt at spille for på begge sider af nettet. Med endnu en sætsejr (og dermed sejr i kampen), kunne Gentofte nemlig tvinge opgøret mod TalTech ud i et altafgørende Golden Set. Måske dette faktum påvirkede nerverne hos Gentoftemandskabet, der fik en dårlig start på sættet mod et skyhøjt estisk servepres. Kun momentvis øjnede man muligheden for et Gentofte come-back i sættet, men TalTech ville det anderledes og slukkede Golden Set drømmene med en sætsejr på 19-25.

Selvom der reelt ikke var mere at spille om, var begge hold opsatte på at få sejren i hus. Gentofte kom bedst fra start, men TalTech hægtede sig atter på og ved 10-10 kunne kampen gå begge veje. Efter at have overlevet et par estiske matchbolde, fik Gentofte dog hevet en velfortjent sejr hjem i sidste ende med 17-15 i sidste sæt.

- ”Jeg er stolt af drengene i forhold til, hvordan vi spiller i kampen. I de to sæt, vi vinder, gør vi det vi har planlagt, og det er rigtigt svært at eksekvere mod sådan et hold. Så jeg er stolt af, at vi i løbet af to kampe kan komme op og spille på det her niveau”, fortæller cheftræner Ibrahim Alievski efter kampen.

- ”Vi er selvfølgelig skuffede, fordi vi virkelig troede på, at vi kunne tage den i dag. Men vi kan tage rigtigt meget med os for den her kamp, og jeg er sikker på, at hvis vi kunne spille kampe som disse oftere, ville vi være meget mere kompetetive mod hold som TalTech i dag”, afslutter han.

CEV Challenge Cup, 1/16-finale, 1. kamp:
TalTech Volleyball – Gentofte Volley: 3-0 (25-18, 25-19, 25-20)
30.11.2021 – 19:00: Kildeskovshallen, Gentofte

CEV Challenge Cup, 1/16-finale, 2. kamp:
Gentofte Volley – TalTech Volleyball: 3:2 (32-20, 19-25, 25-22, 19-25, 17-15)
01.12.2021 – 19:00: Kildeskovshallen, Gentofte

Read 451 times