Optakt: Herrelandsholdet er klar til første runde af European Silver League i Nordmakedonien

De danske volleyballherrer er torsdag morgen draget til Nordmakedonien, hvor de skal spille de første tre af i alt seks kampe i pulje A i European Silver League. Det er næsten to år siden, at det danske herrelandshold i volleyball har været i aktion. Holdet glæder sig derfor til at skulle spille på den internationale…

:


De danske volleyballherrer er torsdag morgen draget til Nordmakedonien, hvor de skal spille de første tre af i alt seks kampe i pulje A i European Silver League.

Det er næsten to år siden, at det danske herrelandshold i volleyball har været i aktion. Holdet glæder sig derfor til at skulle spille på den internationale scene igen, hvor der i European Silver League venter dem en række spændende kampe.

”Vi har haft nogle gode træningsuger med energiske spillere, der alle virker motiverede og glade for at spille med hinanden igen. Spillerne har arbejdet godt både til boldtræning og med vores nye fysiske træner, Ivan. Vi kunne selvfølgelig godt have ønsket os længere forberedelsestid med en håndfuld testkampe, men alt i alt føler vi os meget klar til de kommende kampe,” udtaler landstræner Kristian Knudsen.

”Vi skal møde en række stærke modstandere i puljen. Nordmakedonien har netop sikret sig en billet til EM-slutrunden, og har stærke, professionelle spillere hele vejen rundt – især på diagonalen med den rutinerede spiller Nikola Gjorgiev. Israel har ligeledes en masse dygtige og professionelle spillere på holdkortet, og Cypern er ganske vist et niveau under de to andre, men heller ikke et hold, vi skal undervurdere,” forklarer landstræneren og fortsætter:

”Så vi er ikke favoritter i puljen. Men vi spiller naturligvis for at vinde og for at gå videre til Final 4. Det er også realistisk, hvis vi spiller op til vores niveau. Vi er i hvert fald klar til at gribe chancen.” afslutter han.

Danmark er i Pulje A, hvor Nordmakedonien, Israel og Cypern venter på den anden side af nettet. Der spilles puljespil over to weekender, den. 21.-23. maj i Nordmakedonien og den 28.-30. maj i Danmark. Herefter afvikles der en Final 4 turnering den 5.-6. juni i Nordmakedonien. I Pulje B mødes Østrig, Kroatien, Ungarn og Luxembourg. Turneringen kan følges her.

KAMPPROGRAM: European Silver League, Pulje A
21.05 – 17:00: Israel – Danmark (Nordmakedonien)
22.05 – 17:00: Cypern – Danmark (Nordmakedonien)
23.05 – 20:00: Nordmakedonien – Danmark (Nordmakedonien)
28.05 – 19:00: Danmark – Nordmakedonien (Slagelse, Danmark)
29.05 – 19:00: Danmark – Cypern (Slagelse, Danmark)
30.05 – 19:00: Danmark – Israel (Slagelse, Danmark)

Truppen:

Hævere:
Axel Jacobsen (Panathinaikos, GRE)
Mikkel Hoff (BK Marienlyst)

Centerspillere:
Nikolas Sebastian Dybkilde Bach (Gentofte Volley)
Niels Heden Friis (ASV Elite)
Frederik Bo Dahl (Gentofte Volley)
Rasmus Mikelsons (Gentofte Volley)

Kantspillere:
Jan Eldahl Vinther Jørgensen (Aalborg Volley)
Kalle Kjerstein Madsen (VK Vestsjælland)
Tobias Hougs Kjær (Carruur VolleyGent, BEL)
Oskar Kjerstein Madsen (Spacer Tolouse, FRA)

Diagonaler:
Rasmus Breuning Nielsen (Gamma Chimica Brugherio, ITA)
Ulrik Bo Dahl (Sistemia LCT Aci Castello, ITA)
Mads Kyed Jensen (NBV Verona, ITA)

Libero:
Nikolaj Hjorth (Middelfart VK)

Del nyhed

LÆS OGSÅ