Hjemmesidebanner

Torsdag, 08 april 2021 17:15

Medlemsvækst mod alle odds: Volleyball Danmarks medlemstal er i opsving

Written by

Selvom det samlede medlemstal for foreninger i DIF og DGI for corona-året 2020 er faldet med knap 90.000 medlemmer, er Volleyball Danmark heldigvis ikke medvirkende til den triste statistik. For i et ellers yderst hårdt år for foreningslivet har Volleyball Danmarks medlemstal for første gang siden 2013 passeret de 16.000 medlemmer.

Den årlige opgørelse af medlemstal fra DIF er netop blevet offentliggjort, og bekymringen for medlemsflugt som konsekvens af Covid-19 pandemien har været stor. Store dele af idrætten er da også blevet ramt af tilbagegang i medlemstal, men der er heldigvis blevet flere volleyball- og beachvolleyballspillere end de forgangne år. I 2020 rundede Volleyball Danmark nemlig de 16.007 medlemmer, hvilket er 367 flere medlemmer end i 2019.

statistik medlemstal

”Det er fantastisk dejligt, at vi går frem i medlemstal og når over 16.000 medlemmer. Set i lyset af Covid-19 og dermed flere aflysninger af kampe, stævner og aktiviteter på alle planer kunne vi have frygtet et fald i medlemmer, men vi har som sport formået at stå fast – og endda få flere ind i foreningerne – hvilket ikke alene er flot, men noget som vi kan være stolte af i klubberne såvel som i forbundet,” udtaler udviklingschef i Volleyball Danmark, Christina Attrup Juhl.

”Jeg er særligt glad for at se, at vi går markant frem i vores yngste segment på de 0-6-årige. Jeg er ikke i tvivl om, at dette tal vil øges yderligere de kommende år, når vi for alvor får projektet Ramasjang Familievolley (red. tilbud målrettet specifik denne aldersgruppe) til at blive implementeret i mange flere af vores klubber, så vi får skabt et fantastisk fundament for fremtidens volleyballspillere,” fortsætter hun.

Udfordringer i særlige målgrupper

Selvom Volleyball Danmarks medlemstal generelt er i vækst, er der specifikke målgrupper, der oplever nedgang i 2020, nemlig Kidsvolley og 40+ medlemsgruppen.

”Der kan være mange årsager til, at vi oplever et fald i netop disse målgrupper, men kigger vi på Kids-segmentet kan en naturlig forklaring være, at vi i 2020 har måttet aflyse op mod 90% af vores skolestævner. Det kan mærkes i rekrutteringsarbejdet i klubberne. Så jeg håber virkelig, at vi i det kommende skoleår igen kan skabe glæde på skoler såvel som i klubber med vores skolestævner,” forklarer hun, og tilføjer:

”Vi er yderst opmærksomme på vores 40+ segment og medlemstabet her. Derfor har vi nu også nedsat et seniorudviklingsudvalg, der skal finde konkrete løsninger på, hvordan vi gør det mere attraktivt at blive motions- og seniorspiller.”

Fastholdelse er nøglen til succes

Med en stigning i medlemstal i et ellers udfordrende år kunne man fristes til at tro, at arbejdet i klubberne er veloverstået. Men der er stadig god grund til at tage arbejdshandskerne på:

”Der er ingen tvivl om, at 2020 har været et særligt udfordrende år for vores klubber, og vi tager hatten af for det kæmpe arbejde, der er blevet lavet gennem disse svære tider – men vi er langt fra færdige. Vi skal alle bruge de erfaringer, vi har lært af pandemien, være proaktive, og så skal vi kære os om fastholdelse af vores medlemmer, trænere, dommere, osv., så vi også fremadrettet kan udvikle os,” forklarer udviklingschefen.

”Vi vil i Volleyball Danmark gerne tættere på klubberne og på de folk, som står i hallen eller i sandet. Vi har derfor lavet en række tiltag, som skal bringe os tættere på hinanden, bl.a. vores netop lancerede Trænerklub, hvor vi som forbund ønsker at servicere den enkelte træner direkte med ideer, erfaringer, input, osv., som bare gør det lidt sjovere at være træner. Derudover står vi – som altid – til rådighed for sparring, så giv os et ring, så vi sammen kan blive stærkere.” afslutter Christina Attrup Juhl.

Dyk ned i Volleyball Danmarks medlemstal her.

Read 792 times

Kontakt

Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2710
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.