City Volley hitter efter genåbning

Med genåbningen og de opdaterede retningslinjer for udendørs idræt, har City Volley atter servet bolden i gang i København, Aarhus og Odense – og deltagerne strømmer til igen. I den forgangne sommer lancerede Volleyball Danmark et helt nyt City Volley koncept med formålet at få flere til at spille volleyball. Konceptet blev taget godt imod,…

:


Med genåbningen og de opdaterede retningslinjer for udendørs idræt, har City Volley atter servet bolden i gang i København, Aarhus og Odense – og deltagerne strømmer til igen.

I den forgangne sommer lancerede Volleyball Danmark et helt nyt City Volley koncept med formålet at få flere til at spille volleyball. Konceptet blev taget godt imod, og i landets tre største byer har det været i rivende udvikling – indtil Corona lukkede alt ned.

Men nu er City Volley endelig startet op med udendørs arrangementer igen, og det har kunnet mærkes på medlemstallet, som er steget med 86 nye tilmeldinger på blot seks dage. I Universitetsparken i Aarhus var der da også hele 42 deltagere, der lagde vejen forbi i tirsdags, da City Volley igen kunne sætte deres efterhånden velkendte baner op på græsset.

”Det er fantastisk, at vi har så mange deltagere allerede i første uge efter genåbningen. Efter en lang nedlukning tilbyder City Volley nok et tiltrængt afbræk fra hjemmekontoret og skærmen, og folk stiller gerne op, selvom vejret stadig er til den kolde side,” forklarer Sebastian Mikelsons, projektleder på City Volley.

”Vi er glade for, at vi med City Volley kan tilbyde en hurtig, fleksibel og billig måde at komme i gang på. Der har været og er fortsat mange begrænsninger på motionsformer, så dét at vi kan gå i gang med bolden igen giver helt sikkert et friskt pust til mange.” afslutter han.

City Volley afholder løbende arrangementer i parker og strande i København, Odense og Aarhus. Læs mere om hvor og hvornår på hjemmesiden www.cityvolley.dk, hvor du også kan læse mere om hvordan, du kommer i gang.

City Volley afvikles efter alle Kulturministeriets regler og retningslinjer for udendørs idræt. Deltagerne opdeles i grupper af maximalt 25 pr. zone, der hver har en instruktør, og der sørges for regelmæssig afspritning.

Del nyhed

LÆS OGSÅ