Hjemmesidebanner

Lørdag, 27 februar 2021 19:12

Middelfart VK vinder herrernes pokalmesterskab på hjemmebane

Written by
Foto: Cecilie Spendrup Petersen Foto: Cecilie Spendrup Petersen

Alt kan ske i en pokalfinale. Lørdag eftermiddag beviste et yderst velspillende mandskab fra Middelfart VK netop dette, da de vandt 3-0 over storfavoritterne og de forsvarende pokalmestre, Gentofte Volley, i årets pokalfinale i Volleyball Danmarks Landspokalturnering. Det er første gang siden 1980, at Middelfart VK vinder pokalmestertitlen.

Pokalfinale: Middelfart VK vs. Gentofte Volley: 3:0 (25-18, 25-20, 26-24)
Lillebæltshallen, Middelfart.

Hvad årets pokalfinale i herrernes Landspokalturnering manglede i publikum og omgivende finaleatmosfære, blev der i høj grad kompenseret for med spænding og overraskelsesmomentum. For i en pokalfinale, der af mange var spået til at udløse den tredje pokalmestertitel i streg for Gentofte Volley, skabte Middelfart VK lidt af en sensation, da de med stor præcision og nerver af stål kæmpede sig til en overbevisende 3-0 sejr og en længe ventet pokalmestertitel. 

Middelfart VKs anfører, Nikolaj Hjorth, efter kampen:

”Det er kæmpestort for os. Vi havde hele tiden troet på, at vi godt kunne gøre det, men at vinde på denne måde og så stort, det tror jeg ikke nogen af os havde regnet med. Det er klart den bedste kamp, vi har spillet i år, så vi ’peaker’ på det rigtige tidspunkt. Vi er nok det første hold i år, der formår at matche Gentoftes ’side-out’, og så har vi bedre server i dag,” uddyber han.

”Det havde selvfølgelig været rigtig fedt med en masse tilskuere, som vi kunne have fejret det med, men det er trods alt dejligt at kunne vinde så vigtig en kamp på hjemmebane.” afslutter han.

Kampen sæt for sæt

Kampen startede bedst for det fynske hjemmehold, som med et skarpt servepres og blokadespil tog brodden af Gentoftes offensiv. Ved stillingen 8-8 indhentede de forsvarende mestre dog det forsømte, og de to hold fulgtes tæt. Middelfarts anfører, Nikolaj Hjorth, havde dog et servees – eller to – i ærmet, og ved 14-12 trak fynboerne igen fra og skabte en komfortabel føring med et flot opsat angrebsspil. Det var da også Hjorth, der med et ordentlig drøn kunne sætte punktum og sikre første sæt til Middelfart VK med en overbevisende sætscore på 25-18.

I andet sæt kom Middelfart igen hurtigst ud af starthullerne, især anført af en velspillende Irvan Singh Brar, der havde godt styr på at komme rundt om Gentoftes forsvar, som for ofte blev fanget på hælene. Selvom Gentofte momentvis svarede igen med flotte angreb, var det fynboerne som dominerede fra start til slut og tog sættet 25-20.

Kun et sæt fra en pokalmesterskabstitel var det fynske mandskab fyr og flamme fra starten af tredje sæt, hvor de især i forsvaret viste fightervilje. Gentofte, der omvendt havde ryggen mod muren, virkede til at kæmpe med deres vante selvtillid i angreb og sikkerhed i modtagningen. De forsvarende mestre genfandt dog rytmen igen, og ved 12-12 var sættet åbent igen. Herfra blev sættet en yderst tæt affære og intens kamp om marginalerne. I sidste ende blev det dog hjemmebaneholdet, der efter tre matchbolde kunne sætte et flot punktum for kampen med en effektiv kanonserv af kampens Pokalfighter - Irvan Singh Brar - med stillingen 26-24. 

Read 1043 times

Kontakt

Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2710
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.