Fredag, 15 november 2019 08:38

Volleyligapanel: Elitevolleyball dengang - og nu

Written by
Året går snart på hæld, men inden vi sætter punktum for 2019, venter der os en række meget spændende opgør i Volleyligaen. Volleyliga-panelets Mikkel Hauge uddyber her sine tanker omkring Volleyligaens udvikling og hvilke opgør, han glæder sig til at slutte året af med*. 

Da jeg startede som træner, husker jeg tydeligt, at ”tidligere spillere og trænere” mente, at tingene var bedre i gamle dage. Nu er jeg selv blevet en af dem, som stiller spørgsmålene: Var volleyball bedre i perioden 2008-14 end nu, og hvad er anderledes? Det vil jeg kigge lidt nærmere på her og afslutningsvis kigge lidt ind i hvad, jeg glæder mig til at se i resten af 2019.

Eliten som lokomotiv eller flagskib
Der er skrevet vidt og bredt om bredde vs. elite samt hvad, der skaber hvad. Mit udgangspunkt er primært, hvor skaber vi en værdi, som sår frø til mere? I mine første år på trænerbænken var det tydeligt at eliteholdet var flagskibet i mange af vores konkurrenters klubber ligesom hos os selv. Integrationen var nok primært centreret omkring økonomi og sociale tiltag. Målsætningen var hele tiden at bygge på, og derved opnå resultater først hjemme og siden udenfor Danmarks grænser.

I dag er topklubben kendetegnet ved øget integration mellem talentudvikling og elite. Holte & Gentofte er mønstereksempler på klubber, der formår at holde sig i toppen over tid, og samtidig har et klart defineret koncept fra kidsspiller til ligahold. Vi har også set klubber tage kvantespring fra nedre niveauer med dette fokus, hvor især VK Vestsjælland springer i øjnene.

Volleyligaen giver en helt anden eksponering end tidligere, men jeg fornemmer også, at der er flere klubber som tænker ud af boksen for at sprænge rækken. Klubber som Nordenskov UIF & Hvidovre VK på herresiden er for alvor trådt frem på scenen og Gentoftes damer får måske i år udløst det potentiale som talentudviklingen har skabt basis for. Det er på trods af, at et talent som Sofie Bisgaard har valgt at flytte til Brøndby VK.

Var niveauet højere i gamle dage?
Vores ungdomslandshold leverer mange flere spillere til ligaklubbernes startopstilling, hvor vi ærligt må indrømme, at kun de allerbedste kom direkte ind tidligere. Der er færre klubber, hvor udlændinge reelt bærer resultaterne frem, og vi så f.eks. en Oskar Madsen i Vestsjælland gå direkte ind i landsholdsvarmen og spille sig til udenlandsk kontrakt. Jeg tror ikke, at det giver mening at se på niveauet, da vi volley-tilskuere primært kommer, hvis alt IKKE er givet på forhånd. Derfor giver det mening at se på, om konkurrencen fortsat er tilstede, eller om der er gået Formel 1 i det, og de andre fortsat kæmper om at være ”best of the rest”.

Klubber som Holte og Brøndby VK presses oftere i enkeltkampe ift. i gamle dage, når vi ser på damesiden. I min periode som dametræner var toppen måske 2-3 hold pr. sæson, men det var nærmest utænkeligt at tabe til et hold udenfor top3. Det er derfor fedt at se f.eks. Gentofte tager en skalp som Brøndbys, og det viser samtidig de unge spillere, at vejen til toppen ikke er helt umulig. På herresiden er det svært at se, hvem der reelt har muligheden for lige nu at true Gentoftes dominans. Men Middelfart, Hvidovre og Nordenskov har et setup, der nok skal holde dem til og mon ikke, at de fortsat kan bygge på? Marienlysts muligheder afhænger nok primært af hvordan beachvolleykalenderen falder sammen med ligaen.
 
Hvad vil jeg anbefale i den kommende tid?
I december kommer der kampe, som jeg tror kan give et svar til konkurrencen for begge køn. Middelfart tager på hjemmebane imod Gentofte den 7. december, og her får Middelfart mulighed for at vise, at der er bygget på siden sæsondebutens nederlag i Kildeskovhallen. Personligt tror jeg på en meget tættere kamp.

På damesiden er jeg spændt på, hvordan Holte klarer perioden med et FCK-agtigt program i december. De tyvstarter mod de formstærke Køge-piger den 30. nov, og har herefter Europa Cup og hjemlige kampe mod de to andre konkurrenter i ligaens top i form af Gentofte og Brøndby. Nogle uger, der måske giver mange svar på konkurrencen.

Mikkel Hauge

* Denne artikel er baseret på indhold fra et medlem af Volleyliga-panelet. Indholdet afspejler udelukkende det enkelte medlems synspunkter og tanker, og reflekterer derfor ikke Volleyball Danmarks generelle standpunkter. Volleyliga-panelet er en dynamisk gruppe af entusiastiske Volleyliga-eksperter, der bidrager med forskellige synspunkter og vinkler til Volleyligaen. Har du lyst til at være en del af Volleyliga-panelet, er du velkommen til at kontakte Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. for at høre mere.
Read 1849 times
ANNONCE
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Fortæl os, hvad der interesserer dig - så holder vi dig opdateret.

b

Interesser