Hjemmesidebanner
onsdag, 17 oktober 2018 19:17

Semifinalen bød på endnu en sikker 3-0 sejr til DU17

Written by
Foto: Hamistolen Photography Foto: Hamistolen Photography
Danmark – Færøerne, 3-0 (25-17, 25-9, 25-17)
DU17 NEVZA, semifinale

Vinderen af semifinalen kunne se frem til en finale mod Finland, som tidligere på dagen besejrede Norge i deres semifinale. Færøerne er en nation i fremgang, som har gjort markante fremskridt siden sidste års Nevza. De har øget deres træningsmængde på landsholdet, hvilket tydeligt kunne ses på deres præstationer til NEVZA, hvor de har vundet over både Sverige og England. Så selvom Danmark var store favoritter til kampen, så var Færøerne ikke et hold som skulle undervurderes. 

I 1. sæt startede Danmark lidt nervøst ud og blev esset på de to første bolde. Færøerne bed godt fra sig, og Danmark kom i starten bagud med 7-8. Danmark fik dog bedre og bedre styr på spillet og kom senere planmæssigt foran med 16-10. Der blev øget til 21-9, inden sættet blev lukket med 25-17. 

Fra starten af 2. sæt var Danmark tilbage med maksimal koncentration, hvor 8-1 hurtigt blev til 16-3. En del af forklaringen skulle findes i, at Danmark virkelig fik stabiliseret modtagningen og samtidig lavede 5 serveesser. Danmark vandt sikkert med 25-9. 

3. sæt blev lidt en mellemting mellem de to første sæt, hvor Danmark hele tiden var et par skridt foran. Det blev 8-4, 16-11 og 21-14, før Danmark lukkede sættet og dermed kampen med 25-17. Modtagningen var i dette sæt i særklasse, hvor særligt libero Liva Kjøller spillede sin klart bedste kamp i turneringen. 

Kampens spiller blev anfører Clara Windeleff, som vandt 15 angrebspoints på 30 hævninger, hvilket er usædvanlig højt for en kantspiller. 

Efter 4 sejre hvor Danmark endnu ikke har afgivet mere end 18 points i et sæt, så har holdet fået den bedst mulige optakt til finalen mod Finland. Der er ingen tvivl om, at Finland er meget revanchelystne, efter Danmark vandt guld sidste år til NEVZA (for første gang i 5 år). Det er aldrig sket før i DU17-landsholdets historie til NEVZA, at Danmark har vundet guld to år i træk. Så der bliver mulighed for at skabe historie imorgen, hvor der er lagt op til et brag af finale, som altid kan følges på www.volleytv.dk, men endnu bedre live i Sportscenter Ikast (Hal C).
Read 182 times
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.