Herre A       Herre U21      Herre U20      Herre U19      Herre U17 NEVZA     Herre U17 EM       Dame A      Dame U20      Dame U19       Dame U18      Dame U17     Dame U16  
Torsdag, 19 oktober 2017 23:04

NOGLE GANGE BLIVER MAN EN DEL AF NOGET STØRRE END EN SELV - GULD TIL DANMARK

Written by
Danmark – Sverige, 3-0 (25-20, 25-22, 25-17)
DU17 NEVZA, finale

De første ord der stort set blev sagt, da DU17-landsholdet samledes fredag d. 13. oktober var: "Vi er kommet for at vinde guld!" Holdet aftalte derfor, at alt hvad de gjorde i den kommende tid sammen, skulle kunne spejles i det mål. Siden fredag er der imidlertid ikke blevet snakket om guld, men udelukkende på at fokusere på holdets næste opgave. Da vi skal helt tilbage til 2012, hvor et dansk DU17-landshold sidst har vundet NEVZA, så er der ingen tvivl om, at det var et ambitiøst mål. Efter sejre over Færøerne, England, Norge og Finland, stod Danmark torsdag d. 19. oktober overfor Sverige i finalen (et hold som også havde vundet over Finland i gruppespillet).

1. sæt blev en ægte finale værdig, da det startede utrolig tæt. Holdene fulgtes ad hele vejen og ingen kunne for alvor trække fra. Men da det virkelig spidsede til, viste Danmark sig stærkest og trak fra til 21-19, før sættet blev vundet med 25-20. I dette sæt leverede Danmark det måske bedste angrebsspil der nogensinde er set med hele 15 vundne angreb og blot 1 enkelt angrebsfejl. Da holdet desuden leverede 3 stuff blokader, så skulle der en virkelig sløj serveindsats til (6 fejl og 0 esser), for at Sverige overhovedet kunne holde sig inde i sættet.

Fra starten af 2. sæt satte Danmark sig virkelig på kampen, hvor de danske blokader fortsat voldte svenskerne store problemer. Servetrykket var nu blevet justeret fra Danmark, som trak (så det ud til) afgørende fra til 16-11. Men pludselig vendte sættet fuldstændig, da Sveriges nummer 5, Ulrika Blomgren gik ned for at serve. Svenskerne tog nu points på stribe og Danmark forsøgte sig undervejs med en dobbeltindskiftning, hvor Tajma Muharemovic og Sille Hansen kom på banen. Lige lidt hjalp det, da Sverige blev ved at lave points og kom i front med 16-19 (altså 8 points i træk til Sverige). Da det så allermest sort ud, hentede netop indskiftede Tajma en nærmest umulig bold ved antennen, hvor Danmark efterfølgende vandt pointet. Dernæst tog anfører Mikala Mogensen fat i serven, mens Sofia Bisgaard lavede points på stribe i angrebet og så førte Danmark pludselig med 23-19 (nu 7 points i træk til Danmark). Sættet blev efterfølgende vundet med 25-22.

Danmark kom ud som lyn og torden i 3. sæt og levnede på ingen måde det svenske hold nogen chance for at komme tilbage i kampen. Det blev 8-4, 16-11 og 21-16, hvor Danmark hele tiden holdt sig komfortabelt foran. Det skyldtes ikke mindst, at serverne nu var meget skarpt indstillet (0 fejl i dette sæt, mod 6 i 1. sæt). Sverige havde ingen modsvar mod det stærke danske blokadespil, mens hæver Louise Iversen fortsatte med at bringe de danske angribere i optimale positioner. Ved stillingen 24-17 troede det talstærke publikum nærmest ikke sine egne øjne, at Danmark nu blot var et point fra guldet. Meget symptomatisk var det en af Danmarks helt store spillere, Sofia Bisgaard, som vandt kampen på et servees til 25-17. Hun endte med at blive Danmarks topscorer i turneringen med 69 angrebspoints, 5 stuff blokader og 14 esser på 17 sæt, altså samlet 5,2 points pr. sæt. En anden spiller som skal fremhæves fra finalekampen er helt sikkert libero Sif Barkler, som spillede sin bedste kamp i turneringen på det vigtigste tidspunkt af alle.

Trænerteamet kårede centerspiller Ditte Bak Espersen som kampens spiller - egentlig ikke fordi hun havde udmærket sig i særlig grad i finalen, men i høj grad en erkendelse af det kæmpe bidrag hun har givet til holdet igennem hele turneringen. Dette bidrag blev også bekræftet efter finalen, da Ditte kom på Dream Team som centerspiller. Udover hende kom desuden Clara Windeleff, Mikala Mogensen og Sofia Bisgaard på Dream Team.

Holdet vil gerne takke alle de mange tilskuere, som har bakket op gennem turneringen. En endnu større tak går til de mange frivillige og ansatte i Volleyball Danmark, som har sørget for at rammerne omkring turneringen har været optimale. Holdet har sat en ære i at repræsentere Danmark til NEVZA og vil altid tænke tilbage på denne turnering, som noget helt særligt. Tak til alle omkring os, for at have gjort det muligt at opleve, hvordan man bliver en del af noget større end en selv.

Det danske hold bestod af følgende spillere og trænere:
- Tajma Muharemovic, hæver
- Louise Iversen, hæver
- Ditte Bak Espersen, center
- Annline Gram, center
- Laura Thomsen, center
- Mikala Mogensen, kant
- Clara Windeleff, diagonal/kant
- Sille Hansen, diagonal/kant
- Sofia Bisgaard, diagonal/kant
- Agnes Mellmølle, serve/forsvars-specialist
- Sif Barkler, libero
- Liv Kjøller Jensen, libero

- Kim Hakan Buchwald, head coach
- Skafte Herskind, assistent coach
- Rolf Meegdes, team manager
- Britt Hofstedt, fys
- Troels Lavritsen, scout
Read 262 times Last modified on Mandag, 30 oktober 2017 08:04

Kontakt

  • Volleyball Danmark
    Idrættens Hus
    DK-2605 Brøndby
    Tlf.: +45 4326 2626
    Fax: +45 4363 2410
    Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


    Sportsdirektør

    Mikael Trolle
    Mob.: +45 2096 3380
    Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


    Elitechef
    Sven Brix
    Tlf.: +45 4326 2714
    Mob.: +45 2372 8900
    Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


    Bredde- og Udviklingschef
    Peter Morell
    Mob.: +45 2372 2764
    Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.

  
 

Login for adm.