Herre A       Herre U21      Herre U20      Herre U19      Herre U17 NEVZA     Herre U17 EM       Dame A      Dame U20      Dame U19       Dame U18      Dame U17     Dame U16  
Torsdag, 20 oktober 2016 20:00

DU17 STOPPER DEN ISLANDSKE VULKAN OG VINDER BRONZE

Written by

DANMARK - ISLAND, BRONZEKAMP NEVZA DU17
0-3, (7-25, 20-25, 20-25)

For samtlige spillere var det første mulighed nogensinde for at vinde en medalje med landsholdet, så trænerteamet behøvede ikke at tale med holdet om motivation. Til gengæld var der fokus på det mentale i at spille en bronzekamp mod Island, som er kendt for at være et utroligt fighterhold, der er svære at spille mod. Island havde i kvartfinalen lavet en kæmpe præstation ved besejre England i kvartfinalen med 3-2, efter at have været nede med 0-2. Så Island var bestemt en modstander, som man ikke skulle undervurdere.

I 1. sæt lagde Danmark fantastisk ud med et meget stærkt fokus, hvor Island ikke fik et ben til jorden. Danmark kom foran med 8-1 og der var ingen tegn på at de ville slippe trykket på Island. Faktisk blev det om muligt endnu bedre, da Astrid Liv Empacher og Mikala Mogensen kom ind i den efterhånden meget succesfulde dobbeltindskiftning. I den periode vandt Mikala Mogensen 5 angreb ud af 5 mulige og Danmark dominerede totalt, 25-7. I dette sæt vandt Island selv kun ét point (et servees), hvilket understreger det fremragende fokus fra det danske hold.

Håbet var at det danske hold kunne fortsætte med samme fokus i 2. sæt, men desværre skete der et eller andet med holdet. Måske var det bronzenerver, måske var det mental træthed oven på en lang turering - men uanset hvad lukkede de danske piger Island ind i kampen igen. Danmark kom faktisk bagud med 6-8, men derefter begyndte holdet at arbejde sig ind i sættet og fik vendt føringen til 16-13. Man fornemmede hele tiden, at Danmark kunne trække afgørende fra, når det var nødvendigt, men Island var også for alvor kommet igang og vi havde nu fået en kamp med spænding. Danmark endte trods alt med at vinde komfortabelt med 25-20.

Nu var der så forhåbentlig blot et enkelt sæt tilbage, før pigerne kunne hænge bronzemedaljerne om halsen. Men ganske som ventet lagde det Islandske hold sig bestemt ikke ned og gjorde igen livet svært for Danmark i starten af sættet. Island troede fortsat på deres chance, da de jo tidligere havde vendt et lignende truende nederlag til sejr mod England. Danmark åbnede bagud med 4-8 og så var det ellers en lang sej kamp for at nå op til Island. Det blev ikke via det polerede spil, men ved at bruge de sidste mentale og fysiske ressourcer, at Danmark næsten fik kontakt ved 15-16. Derefter var det så Manuella Johnson, som satte nogle virkelig afgørende server, der bragte Danmark afgørende foran med 21-16. Det blev også 24-17, før Island med de sidste krampetrækninger nåede op på 24-20. Pointet til 25 kom dog i hus og jublen brød ud i den danske lejr, som for alles vedkommende nu endelig vandt deres første medalje i landsholdstrøjen.

Kampens spiller blev en storspillende Mikala Mogensen, som vandt 9 angreb på blot 12 hævninger.

Nu kan holdet så gøre status efter et NEVZA, hvor vi lagde lidt halvsløjt ud, men i den grad fik samlet op på spillet i kvartfinalen mod Sverige. Det var i den kamp, at pigerne for alvor fik foldet deres potentiale ud og spillede med en utrolig vilje. Det var bestemt ikke en tilfældighed, at netop dette hold fandt det bedste frem i hinanden, da det var allermest vigtigt i kvartfinalen. Inden turneringen havde holdet snakket om hvilke værdier, der skulle kendetegne dette landshold, hvor ordet SISTERHOOD kom til at stå som det mest klare. Den måde pigerne har ønsket det bedste for hinanden og bidraget konstant, uanset om man var inde på banen, stod i indskiftningshjørnet eller var skadet på bænken, det var noget særligt. Uanset om pigerne individuelt har spillet op til deres bedste, lidt over eller lidt under, så har de i den grad gjort trøjen ære og vist man kan blive en bedre udgave af sig selv, når det danske flag kommer på. Amalie Jørgensen blev desuden valgt som centerspiller på Dream Team, efter hun bare blev bedre og bedre i løbet af turneringen.

Holdet vil gerne slutte af med særligt at takke de mange frivillige, og selvfølgelig også de ansatte, der har gjort rammerne til NEVZA dejlige at være i for os. 

Read 475 times Last modified on Torsdag, 27 oktober 2016 11:06

Kontakt

  • Volleyball Danmark
    Idrættens Hus
    DK-2605 Brøndby
    Tlf.: +45 4326 2626
    Fax: +45 4363 2410
    Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


    Sportsdirektør

    Mikael Trolle
    Mob.: +45 2096 3380
    Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


    Elitechef
    Sven Brix
    Tlf.: +45 4326 2714
    Mob.: +45 2372 8900
    Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


    Bredde- og Udviklingschef
    Peter Morell
    Mob.: +45 2372 2764
    Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.

  
 

Login for adm.