Hjemmesidebanner
fredag, 09 marts 2018 06:00

Tilskuertallet både stiger og falder i Volleyligaen

Written by
Interessen for at se volleyball i landets bedste herrerække stiger for 4. år i træk, mens dameligaen oplever et dyk. Samtidig følger flere med på Volleyball Danmarks egen TV-kanal på nettet Volley TV. 

Således var der i gennemsnit 149 tilskuere til hver kamp i grundspillet hos herrerne, mens damernes grundspilskampe blev overværet af 96 tilskuere i snit.

Det er en fremgang på 3 procent hos herrerne, mens damernes tilskuertal falder med 8 procent i forhold til året før.

Sportsdirektør i Volleyball Danmark Mikael Trolle:

”Turneringsstrukturen i Volleyligaen er anderledes i år, hvor alle hold spiller kvartfinaler. Uden en egentlig eliminationsfaktor fjernes noget af spændingen fra grundspillet, som primært fungerer som en ranking for alle deltagende hold,” siger han.

”Derfor er jeg meget glad for, at vi igen i år ser lidt flere ansigter i hallerne til herrekampene i Volleyligaen. Om end det kun er en lille stigning, så er det positivt og en understregning af, at vi har et godt produkt, når tilskuertallet siger for 4. år i træk,” siger Mikael Trolle.

”Det er ærgerligt, at tilskuertallet falder en smule på damesiden. Tilbagegangen kan skyldes, at ligaen er brækket lidt over i toppen og dermed har mistet lidt spænding. Det åbner for en diskussion af, hvor mange hold der skal være med i ligaen,” siger han.

”Det er også derfor, at vi er i dialog med Volleyligaklubberne samt de hold, der ønsker at blive certificeret til at spille i ligaen, om hvad deres ambitioner er for at skabe en tilskuervenlig oplevelse i hallen samt hvordan vi kan hjælpe dem,” siger Mikael Trolle.

Større synlighed på skærmen
Til tilskuertallet skal lægges, at Volleyball Danmarks egen TV-kanal på nettet Volley TV har streamet 25 kampe fra grundspillet i Volleyligaen, hvilket er med til at øge den samlede synlighed af volleyball.

”Vi har været i gang i lidt over et år nu, og det er tydeligt, at Volleyball Danmark har taget Volley TV til sig. Der er flere og flere, som følger med i Volleyligaen på deres foretrukne skærm,” siger Volleyligakommentator Casper Ahlehoff Hansen.

”Der kommer hele tiden flere seere til, hvilket er enormt glædeligt. Vi har opgraderet produktionerne med flere kameraer, slow og grafik, hvilket også gør, at TV-stationerne bruger klip fra Volley TV til deres sportsudsendelser. Det er jeg personligt stolt af,” siger han.

I alt var der 8.344 tilskuere på plads i de danske haller til en herrekamp i løbet af Volleyligaens grundspil i denne sæson mod 7.904 tilskuere i sidste sæson.   

Hos damerne er det sværere at sammenligne det totale antal tilskuere, som i dette grundspil tæller 5.376, da der i sidste sæson var syv hold med i Volleyligaen mod otte i denne sæson.

Der blev derfor kun spillet 42 kampe i sidste sæson mod 56 i år, men hvis gennemsnittet fra de 42 afviklede kampe havde fortsat i de 14 kampe, der blev spillet færre, ville det samlede tilskuerantal sidste år have endt på 5.818 hos damerne.

Volleyligaen er i øjeblikket i gang med af afvikle kvartfinalerne.
Read 1296 times
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.