Hjemmesidebanner
mandag, 20 november 2017 12:45

Status: Mest jævnbyrdige Volleyligasæson længe

Written by
Godt en tredjedel af sæsonen i landets bedste række er spillet, og det er tid til et overblik.

Efter fem runder af herrernes Volleyliga er status langt fra den velkendte med Marienlyst og Gentofte i parløb i toppen.

De regerende danske mestre fra Marienlyst frister efter fem spillerunder en noget uvant tilværelse som tredjesidst i Volleyligaen. Det er blot blevet til en enkelt sejr til fynboerne indtil videre i sæsonen.

Gentoftes regerende pokalmestre indtager duksepladsen med maksimumpoint efter fem kampe. Samme antal sejre har Ishøj, der dog må vige 1. pladsen på en dårligere sætscore.

Oprykkerne for Aalborg har i den modsatte ende af tabellen fået en hård start på Volleyligatilværelsen. Nordjyderne har endnu ikke smagt sejrens sødme, og det er kun blevet til et enkelt sæt til Stephen Adjohs tropper.  

”Det er meget interessant, at så mange hold byder sig til. Ishøj har vist sig rigtig godt spillende og samtidig stabile, og de bliver spændende at følge resten af sæsonen,” siger Casper Ahlehoff Hansen, Volleyball Danmarks Volleyliga-kommentator på Volley TV.

”Samtidig kan man godt være lidt i chok over, at Marienlyst ikke har flere sejre på kontoen. De har mødt stærke modstandere, men kun én sejr indtil videre kan få alarmklokkerne til at ringe. Jeg kan dog ikke forestille mig, at de bliver ved med at være så ustabile,” siger han.

”Selvom Gentofte har maksimumpoint, synes jeg ikke, at de ser ikke ligeså stærke ud som i sidste sæson,” siger Casper Ahlehoff Hansen.

”Det er dog stadig tidligt at spå om, hvordan og hvorledes det ender. Jeg nyder i hvert fald en meget spændende Volleyligasæson indtil videre,” siger han.

SE STILLINGEN OG RESULTATER I HERRENES LIGA HER. 

Lugter de medaljer i Smilets By?
På damesiden er pokalmestrene fra Brøndby eneste ubesejrede hold i ligaen og dermed tophold med fire sejre i fire kampe.

Noget overraskende er det ikke den evige rival fra Holte, der ligger på 2. pladsen. De regerende danske mestre har inkasseret to nederlag og må efter fem kampe tage til takke med 3. pladsen i Volleyligaen.  

Derimod har Head Coach i Aarhus, Shane Smith, i den grad fået smilene frem hos spillerne fra Smilets By. Nummer 2 i damernes Volleyliga hedder nemlig Elite Volley Aarhus, der har vundet fire af sæsonens første fem kampe.

I den anden ende af tabellen har Ikast KFUM’s unge mandskab stadig sæsonens første sejr til gode i bunden af ligaen. Det skal dog pointeres, at midtjyderne kun har spillet fire kampe, ligesom Fortuna Odense og Frederiksberg på pladserne umiddelbart over også har en kamp til gode.

”Elite Volley Aarhus har imponeret indtil videre. De har virkelig leveret nogle stærke præstationer både ude og på deres altid svære hjemmebane. De har været stabile, og det kan de komme rigtig langt på,” siger Casper Ahlehoff Hansen.

”Derudover ser vi nogle resultater, som der bare ikke har været i de sidste sæsoner. Køge har slået Holte, oprykkerne fra Frederiksberg har slået bronzevinderne fra Amager. Generelt ser damernes liga ud til at være mere jævnbyrdig og mere spændende i år,” siger han.

”Brøndby buldrer derudaf, men som de selv giver udtryk for, så er de stadig ikke helt der, hvor de skal være. Det er stadig alt for tidligt at spå om placeringer og medaljer,” siger Casper Ahlehoff Hansen.

SE STILLINGEN OG RESULTATER I DAMERNES LIGA HER.
Read 904 times
Volleyball Danmark
Idrættens Hus
DK-2605 Brøndby
Tlf.: +45 4326 2626
Fax: +45 4363 2410
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.