Turnering (133)

Volleyliga-hjemmesiden er blevet endnu bedre. I denne sæson opdaterer klubberne med statistik fra kampene live online fra alle kampe.

Hvor mange point scorede nummer 4? Hvor mange perfekte modtagninger havde liberoen? Og hvad var egentlig venstrekantens angrebseffektivitet?

Volleyballfans har efterhånden vænnet sig til at kunne dykke ned i kampstatistikken fra Volleyligaen senest 48 timer efter den sidste bold har ramt gulvet.

I denne sæson af Volleyligaen er det nu muligt at følge statistikken fra kampen bold for bold online. Det vil sige, at du udover at kunne se kampens forløb på pointtavlen også løbende kan se, hvem der laver hvad på banen.

Teknikken er stadig ny, og det samme er nogle af de scouts i klubberne, der skal lave statistikken. Nogle laver deres første online scout, mens andre flere end 500 kampe på CV’et.

Der vil derfor her i starten helt naturligt blive begået fejl. Det er en del af gamet.

Volleyball Danmark er i gensidig forpligtende dialog med klubberne ift. kampstatistik, hvor der er ”fejl” i, ikke rettet endeligt til, eller er andre ting, som skal justeres.

Klubberne har stadig 48 timer til at tjekke, rette og uploade den endelige kampstatistik, når kampen er slut.

Klik her for at komme til damernes Volleyliga site.

Klik her for at komme til herrernes Volleyliga site.
En ny Volleyligasæson står for døren, første serv sendes af sted den 7. oktober og spørgsmålene står i kø.

Kan Holtes damer og Marienlysts herrer forsvare DM-guldet? Hvem bliver de helt store profiler i denne sæson? Hvem får sit gennembrud? Og hvordan klarer oprykkerne sig?

​I et helt nyt online magasin har vi talt med samtlige trænere i både damerne og herrernes liga og stillet dem blandt andet disse spørgsmål. Magasinet er optimeret til din skærm, uanset om du sidder ved computeren, læser det på din tablet eller smartphone.

I Volleyliga Magasinet kan du blive meget klogere på klubbernes forberedelser frem mod nye sæson i Volleyligaen, som kulminerer til april, hvor danmarksmestrene igen skal findes i en finaleserie på bedst af fem kampe.

Læs også om til- og afgange i truppen samt trænernes medaljefavoritter.

Danmarks bedste volleyballkanal Volley TV er som vanligt på pletten og streamer udvalgte kampe fra ligaen i knivskarp kvalitet. Allerede nu kan du se, hvornår du skal reservere skærmen derhjemme, hvis du ikke kan komme i hallen. Klik her for at se nærmere på Volley TV.

Det helt store overblik; stillingen, kampprogrammet, statistikken og så videre, kan du som altid få den dedikerede Volleyliga-portal her.

KLIK DIG VIDERE TIL VOLLEYLIGA MAGASINET HER.
Landets bedste volleyballrække tager hul på en ny sæson i weekenden med DM-revanche både hos damerne og herrerne. Volley TV streamer begge kampe plus en ekstra. Læs også samtlige ligatræneres forventninger til sæsonen samt bud på profiler og en kommende danmarksmester.

Knap et halvt år uden Volleyligabold kommer til sin ende på lørdag, når de regerende danske mestre Holte åbner sæsonen på udebane mod de evige rivaler fra Brøndby i en vaskeægte DM- og pokalfinalerevanche. Søndag brager Marienlyst og Gentofte sammen i herrernes pendant.

Der er høje forventninger til den nye sæson både blandt spillere og trænere og selvfølgelig også hos Volleyball Danmarks faste Volleyliga-kommentator Casper Ahlehoff Hansen:

”Det er altid spændende i de første kampe, hvor man får et indblik i, hvordan holdene har fundet sig selv efter pausen,” siger han.

”Der er blevet rokeret lidt rundt på nogle profiler både hos damerne og herrerne, og der er kommet nogle interessante udenlandske navne til ligaen, som jeg også glæder mig til at se, hvad kan bidrage med,” siger Casper Ahlehoff Hansen.

”Hos damerne er der to klare favoritter i form af Holte og Brøndby. Men hos herrerne kan vi nok forvente en endnu mere jævnbyrdig liga. Jeg synes, at rigtig mange klubber ser gode ud, så det bliver utrolig interessant at se, hvordan sæsonen begynder,” siger han.

”Pausen er slut, og jeg glæder mig til endnu en fremragende sæson i den danske Volleyliga med en masse gode kampe på vores egen TV-kanal på nettet – Volley TV,” siger Casper Ahlehoff Hansen, der har talt med samtlige ligatrænere om opstarten, profiler, gennembrud og bud på en kommende danmarksmester.

Det kan du læse meget mere om i det helt nye online Volleyliga Magasin her.

Du kan som altid se stillingen, finde kampprogrammet og dykke ned i statistikken på det dedikerede Volleyliga-site. Klik her for at komme til damernes og her for at komme til herrernes.

Danmarks bedste volleyballkanal på nettet Volley TV streamer som altid et hav af kampe i knivskarp kvalitet. Klik her for at se, hvornår du skal reservere skærmen.
Fredag, 29 september 2017 11:15

Trækning af hold i 2. division herrer pulje 2

Written by
Gentofte Volley har meddelt turneringsledelsen at klubben trækker deres hold i 2. division herrer pulje 2 (Gentofte Volley.3).
Alle holdets kampe og resultater trækkes ud af stillingen, ligesom klubberne mister retten til eventuel oprykning til de rækker hvorfra holdene er trukket.
Grundet den sene trækning erstattes holdet ikke.

Henrik Petersen
Turneringsleder
Lørdag, 16 september 2017 10:12

Ny termin - Danmarksmesterskaber for U21

Written by
Ungdomsturneringsgruppen i BUSG har efter indstilling fra Turneringsudvalget, A-landsholdstrænerne og Top Volley Danmark valgt at flyttet Danmarksmesterskabet for U21 hold.

Danmarksmesterskabet U21 spilles fredag den 11. maj – søndag den 13 maj 2018.
Planen er at de første kampe spilles om eftermiddagen fredag, som fungere som delvis fridag da det er Kr. himmelfartsdag torsdag.

Baggrund: CEV har fastlagt terminerne for EM-kvalifikation for ungdomslandsholdene. DU19-HU20 landsholdene skal spille den 26-29. april hvor U21 DM oprindeligt var planlagt.
Tirsdag, 05 september 2017 13:02

Se grupperne til NEVZA Club Championships

Written by
Tirsdag eftermiddag godkendte generalsekretæren i NEVZA inddelingen til gruppespillet i NEVZA Club Championships. Se hvilke hold de danske klubber møder her.

Der bliver rig mulighed for at opleve nogle af Danmarks bedste volleyballhold forsvare den danske ære, når bolden gives op til NEVZA Club Championships til november.

Af de 11 damehold og 9 herrehold, som er med i årets turnering, er syv af dem danske, og der afvikles intet mindre end to gruppespil i Danmark hos begge køn.

De regerende NCC-mestre fra Holte er selv værter for Gruppe A hos damerne, mens sidste års sølvvindere Brøndby er værter for Gruppe B.

Hos herrerne er Marienlyst og Ishøj værter for henholdsvis Gruppe B og C.

Både damerne og herrernes gruppespil afvikles den 3.-5. november.

Se grupperne herunder eller klik her for at komme til NEVZA Club Championships hjemmesiden.  

Women Pool A
Holte IF (DEN) - (ORG)
Amager VK (DEN)
ToppVolley Norge (NOR)
TIF Viking (NOR)

Women Pool B
Brøndby VK  (DEN) - (ORG)
Afturelding Sport Club (ISL)
Oslo Volley (NOR)

Women Pool C
Randaberg Volleyballklubb (NOR) - (ORG)
Polonia SideOut London (ENG)
Førde VBK (NOR)
Team Køge (DEN)

-----------------------------------------------------

Men Pool A
Førde VBK (NOR)
Hvidovre Volleyball Klub (DEN)
TIF Viking (NOR) - (ORG)

Men Pool B
Marienlyst (DEN) - (ORG)
Afturelding Sport Club (ISL)
Randaberg Volleyballklubb (NOR)

Men Pool C
IBB Polonia London (ENG)
Ballklubb Tromsø (NOR)
Ishøj Volley (DEN) - (ORG)
Her til eftermiddag blev der trukket lod til de første fighter i pokalturneringen. Se hvem der møder hvem her.

Første skridt på vejen mod Final 4 og pokalfinalen i Frederiksberg Hallen er nu på plads. Onsdag eftermiddag blev der trukket lod til 1/8-finalerne i pokalturneringen på Volleyball Danmarks kontor i Idrættens Hus i Brøndby.

Herunder kan du se, hvilke klubber der krydser klinger.

Landspokalturneringen - 1/8 Finaler Damer
Gentofte Volley - Ikast KFUM
Sønderborg VK - VK Vestsjælland
BVC-Nordenskov Volley - Elite Volley Aarhus
Aalborg Volleyball - Fortuna Odense

Oversidder: Amager VK, Brøndby VK, Holte IF og Team Køge

Se mere her.

Landspokalturneringen - 1/8 Finaler Herrer
Grøndal EV - VK Vestsjælland
Amager VK - ASV Århus
Nordenskov UIF - Aalborg Volleyball
Team Køge - Middelfart VK
Ikast KFUM - Ishøj Volley

Oversidder: BK Marienlyst, Gentofte Volley og Hvidovre VK

Se mere her.
Torsdag, 03 august 2017 12:56

Volleyball Danmarks reglementer 2017

Written by
Forretningsudvalg har godkendt de turneringsrelaterede reglementer, Bredde- og Udviklingsstyregruppen har godkendt ungdomsreglementerne og Turneringudvalget har godkendt retningslinjer for afvikling af kampe i VolleyLigaen og Danmarksturneringen.
De største ændringer er beskrevet nedenfor

Fælles Turneringreglement
• Holdsammensætning der må spilles med 14 spillere i alle kampe

Propositioner for Danmarksturneringen
• Generelt tilpasning til ny turneringsstruktur
• Præciserer af krav til klubberne ift. oplysninger i Web Competition Manager (eScoresheet)
• Nyt DM slutspilsforløb
• Op – og nedrykning til Danmarksserien (ift. at klubberne kan have to hold i 2. division)
• VolleyLigaen online mediestatistisk – med dispensationsmulighed

Reglement for Personliglicens
• Ændringer foretaget på repræsentantskabsmødet

Transferreglement og Klubskiftereglement
• 22/12 reglen skal kun være gældende i Ligaen. Dvs. nye spillere kan tilføres 1. divisionshold gennem hele sæsonen

Reglement for ungdoms DM
• U21 afvikles med fri tilmelding og op til 2 x 10 hold

Hal- bane- og rekvisit reglement
• Frizonen er et faktisk krav, dvs. der skal være 6½ meters frizone bag ved baglinjen – hverken mere eller mindre
• Bander omkring bane i VolleyLigaen indføres gradvist, så banen er fuldt omkranset af bander fra sæsonen 2022-23
• Appendiks om fremtidens volleyballhaller, skal der bygges nye haller til volleyball i jeres område kontakt venligst Volleyball Danmark for support

Regulativ for dommerhonorar
• Dommerhonorar i LP kampe ændret til 250, da kampe i Landpokalturneringen spilles efter Ligaprotokollen

Volleyball Danmarks reglementer >>
Torsdag, 25 maj 2017 11:55

Danmarksmesterskaberne for ungdom 2018

Written by
Bredde- og Udviklingsstyregruppen har efter samråd med Top Volley Danmark og Turneringsudvalget fastlagt datoerne for Danmarksmesterskaber for ungdom/ungsenior i 2018.

Datoerne og Danmarksmesterskaberne i 2018 er: 
21.-22. april 2018 U14
27.-29. april 2018 U21 (St. Bededag)
05.-06. maj 2018 U18
26.-27. maj 2018 U16

Ansøgningsfristen for at være arrangør af de fire mesterskaber er den 1. november.


Det endelige form for Danmarksmesterskaberne for U21 hold er pt. ikke afklaret
Hvidovre skulle blot bruge 1 time og 45 minutter på at sikre sig DM-bronzemedaljerne for 2. år i træk. På en tætpakket hjemmebane vandt Hvidovre fire sæt i streg over Ishøj, inden de triumferende kunne fejre bronzen.

Hvidovre vs. Ishøj: 3-0 (25-15, 25-23, 25-21) – Golden Set: 25-17
2. DM-bronzekamp, Friheden Idrætscenter

Ishøj havde taget det første stik i bronzekampen, da de hjemme vandt 3-1. Hvidovre var dermed tvunget til at vinde den 2. bronzekamp på hjemmebane i Frihedens Idrætscenter for at tvinge de to naboklubber ud i ét altafgørende Golden Set om medaljerne.

Hvidovre virkede utrolig opsatte fra første serv af og lagde et tungt servetryk på Ishøj. Mens Hvidovres hårdtslående hænder hamrede 12 serveesser i gulvet, måtte Ishøj i modsætning nøjes med blot 2 serveesser i den ordinære bronzekamp.

Hvidovre trak på mange spillere i sejren, der aldrig rigtig var tvivl om. Nicolai Houmann, Jens Wael Feldthus og Jonathan Gunge Jørgensen scorede henholdsvis 14, 15 og 16 point. Og efter blot fem kvarters volleyball havde Hvidovre spurtet sig en til komfortabel 3-0-sejr, da topscorer Simon Boye Jørgensen, 17 point i alt, fra højrekanten smashede sættet og dermed kampen hjem.

Dermed skulle Hvidovre og Ishøj ud i ét altafgørende Golden Set for at bestemme, hvem der skulle gå hjem fra Frihedens Idrætscenter med bronzemedaljerne om halsen. Samme scenarie som sidste år, hvor de også stod over for hinanden i bronzekampen.

Ishøj tog teten i begyndelsen af Golden Set, men da Hvidovre tog føringen ved 6-5, kaldte Ishøj timeout. Det bragte umiddelbart balance i regnskabet 6-6, men herefter gik Ishøj i stå, og Hvidovre slog et afgørende hul på 11-6, inden det igen var timeouttid for Ishøj.

Lige lidt hjalp det, da Hvidovre øgede føringen til 17-9, inden de kunne række armene triumferende i vejret ved 25-17, som vindere af Golden Set og DM-bronze for 2. år i træk.

BRONZEKAMPENE, HERRER
Ishøj vs. Hvidovre: 3-1 (13-25, 25-23, 25-18, 27-25)
Hvidovre vs. Ishøj: 3-0 (25-15, 25-23, 25-21) – Golden Set: 25-17

Hvidovre jubel
Danmarksmesterskaberne for U18 er netop færdigspillet i Gentofte Sportspark, hvor Gentofte Volley stod for værtsskabet.
I DU18 rækken løb Team Køge med guldet i en tæt 3-sætter over DHV Odense. I HU18 rækken måtte finalen mellem Gentofte Volley og VK Vestsjælland også ud i 3 sæt, før VK Vestsjælland kunne hive sejren og dermed guldet hjem.
Bronzemedaljerne gik til Gentofte Volley (DU18) og Farum-Holte (HU18), der begge vandt bronzekampen med 15-12 i 3. sæt.

DU18    DU18     
1 Team Køge
2 DHV Odense
3 Gentofte Volley
4 Amager VK
5 Lyngby-Gladsaxe
6 Ikast KFUM
7 Vestegnens Volley
8 Farum-Holte
9 Randers VK
10 Kolding VK      

HU18     HU18   
VK Vestsjælland 
Gentofte Volley 
Farum-Holte 
4 Hvidovre-Køge
5 Lyngby-Gladsaxe
6 DHV/Marienlyst
7 Kolding/Middelfart
8 Ikast KFUM
9 RS Rødovre-Ishøj
10 Ungdomsvolley Sydvest


Dream Team DU18      DU18DT     
Hæver  Clara Windeleff, DHV Odense 
Kant  Astrid Mellmølle, DHV Odense 
Kant  Emma Stevnsborg, Team Køge
Kant Mikala Maria Mogensen, Lyngby-Gladsaxe
Center Sophia Andersen, Amager VK
Center Josefine Lyholm, DHV Odense
Libero Isabella Nielsen, Gentofte Volley
MVP Emma Stevnsborg, Team Køge


Dream Team HU18    HU18DT     
Hæver  Mikkel Hoff, DHV/Marienlyst  
Kant  Tobias Kjær, Gentofte Volley 
Kant  Oscar Madsen, VK Vestsjælland 
Kant Simon Jørgensen, Hvidovre-Køge
Center Alfred Pontoppidan, Gentofte Volley
Center Marius Risbæk Thomsen, Gentofte Volley 
Libero Rasmus Højer, DHV/Marienlyst
MVP Tobias Kjær, Gentofte Volley
Efter lørdagens puljekampe er U18-holdene klar til at spille om placeringerne.
I DU18-rækken er Gentofte Volley, Ikast KFUM, Lyngby-Gladsaxe og Amager VK videre til kvartfinalerne, og Team Køge og DHV Odense er direkte kvalificeret til semifinalerne.

Hos herrerne er Gentofte Volley, Lyngby-Gladsaxe, VK-Vestsjælland og DHV/Marienlyst videre til kvartfinalerne, og her har Farum-Holte og Hvidovre-Køge kvalificeret sig direkte til semifinalerne.

Program
Kvartfinaler
DU18 kl. 8.30: Gentofte Volley - Ikast KFUM og Lyngby-Gladsaxe - Amager VK
HU18 kl. 9.45: Gentofte Volley - Lyngby-Gladsaxe og VK Vestsjælland - DHV/Marienlyst

Semifinaler og 7.-10. pladsen
DU18 kl. 11.00: Team Køge - Gentofte Volley / Ikast KFUM og DHV Odense - Lyngby-Gladsaxe / Amager VK
HU18 kl. 12.15: Farum-Holte - Gentofte Volley / Lyngby-Gladsaxe og Hvidovre-Køge - VK Vestsjælland / DHV/Marienlyst

Finaler
DU18 kl. 14.00
HU18 kl. 15.15

Det fulde kampprogram kan findes på ungdom.volleyball.dk.

Alle kampene kan ses i Gentofte Sportspark, men hvis man er forhindret i at komme i hallen, så vises semifinaler og finaler på Volley TV.
Mandag, 27 februar 2017 09:57

Seks hold jagter DM-guldet i volleyball

Written by
Grundspillet i Volleyligaen er slut, og seks hold er nu tilbage i kampen om DM-guldet. I denne weekend spilles de første kvartfinaler.

De regerende mestre hos både damer og herrer, Brøndby og Gentofte, bookede hver en af de to direkte billetter til semifinalen.

Hos damerne måtte Brøndby se sig overgået af Holte, der snuppede 1. pladsen i grundspillet med en bedre sætscore og dermed den anden plads i semifinalen.

Hos herrerne er Marienlyst også semifinaleklar, da de sluttede på 2. pladsen efter Gentofte, som gik ubesejrede gennem Volleyligaens grundspil.

”Det er ikke overraskende, at det er disse fire hold, som er direkte i semifinalen. Alle fire hold har været dominerende i dansk volleyball i dette årti, hvis ikke længere, og har i den grad også leveret varen i denne sæson,” siger Casper Ahlehoff Hansen, kommentator for Volleyball Danmark.

Spændende kvartfinaler venter
Nummer 3 til 6 i Volleyligaens grundspil møder hinanden i kvartfinalerne, som spilles bedst af tre kampe. De første kvartfinaler spilles i den kommende weekend.

”Det har været et utrolig jævnbyrdigt grundspil, hvor holdene har slået hinanden på kryds og tværs. Ser man bort fra nummer 1 og 2, har holdene været helt lige. Nu bliver det rigtig alvor i kvartfinalerne, hvor der er lagt op til nogle tætte brag,” siger Casper Ahlehoff Hansen.

Hos damerne møder grundspillets nummer 3 Amager VK grundspillets nummer 6 Elitevolley Aarhus i den ene kvartfinale. Første kamp spilles i Aarhus Gl. stadionhal fredag d. 3.3 kl. 20.00.
I den anden kvartfinale tørner grundspillets nummer 4 Team Køge Volley sammen med grundspillets nummer 5 Fortuna Odense Volley. Første kamp spilles i Klostermarkshallen i Odense fredag d. 3.3 kl. 19.30

Hos herrerne møder grundspillets nummer 3 ASV Aarhus grundspillets nummer 6 Ishøj i den ene kvartfinale. Første kamp spilles i Ishøj Idrætscenter søndag d. 5.3 kl. 15.30.
I den anden kvartfinale står grundspillets nummer 4 Middelfart VK over for grundspillets nummer 5 Hvidovre VK. Første kamp spilles i Frihedens Idrætscenter søndag d. 5.3 kl. 18.00.

Anden runde kvartfinaler spilles den 7.-9. marts og en eventuelt tredje og afgørende kamp den 11.-12. marts.

FAKTA OM VOLLEYLIGAEN
- Hos herrerne spiller 8 hold 2 kampe mod hinanden i grundspillet. (14 kampe i alt, henholdsvis 7 ude og 7 hjemme).
- Hos damerne spiller 7 hold 2 kampe mod hinanden i grundspillet. (12 kampe i alt, henholdsvis 6 ude og 6 hjemme).
- Nr. 1-2 kvalificerer sig direkte til semifinalerne, som spilles bedst af 5 kampe.
- Nr. 3-6 kvalificerer sig til kvartfinalerne, som spilles bedst af 3 kampe.
- DM-finalerne spilles over to kampe. Vinder begge finalehold en kamp, spilles der et Golden Set til 25 point. Finalerne spilles i perioden 11.-13. april og 22.-23. april.
- Nr. 7 og 8 fra grundspillet spiller om kvalifikation til Volleyligaen mod nr. 1 og 2 fra 1. division.

Onsdag, 08 februar 2017 10:19

Danmarksmesterskaberne for U21 hold

Written by
Ønsket om at deltage ved Danmarksmesterskaber for U21 hold har været overvældende.
Vi har modtaget tilmeldinger fra 11 DU21 og 7 HU21 hold til Danmarksmesterskabet

DU21   HU21
Amager VK   DHV-Marienlyst
DHV-Fortuna   Gentofte Volley
Farum-Holte   Hvidovre-Køge
Gentofte Volley   Ikast KFUM
Holstebro KFUM   Kolding-Middelfart
Ikast KFUM   UngdomsVolley Sydvest
Skive FVK   VK Vestsjælland
Team Køge    
UngdomsVolley Sydvest    
Vestegnens Volley    
VK Vestsjælland    

Volleyball Danmarks BUSG er super glade for de mange tilmeldinger og har på den baggrund diskuteret forårets beslutning om at Danmarksmesterskaberne for U21 hold skal spilles med 2 x 6 hold.

BUSG har diskuteret hvilket type af danmarksmesterskab som der ønskes for denne alders gruppe
·         Ønskes et mesterskab for de bedste, afviklet efter de rammer som vi kender i 1. division, eller
·         Ønskes et mesterskab hvor vi får mange spillere med til et godt stævne i en aldersgruppe hvor Volleyball Danmark generelt set mister medlemmer?

BUSG ønsker det sidste – derfor er følgende besluttet:
·         Danmarksmesterskabet for U21 hold afvikles med 10 DU21 hold og op til 8 HU21 hold
·         Alle indledende puljekampe spilles bedst af 3 sæt.
·         Kvartfinaler, Semifinaler og medaljekampe spilles bedst af 5 sæt på langbane
·         Holdene skal påregne at spille først kamp fredag aften (kampstart først kamp kl. 19.00)
·         Klubber der er "intresseret" i den ledige plads i HU21 rækken, kan ansøge herom, evt. kontakt Henrik Petersen

Kvalifikationskampe i DU21 rækken
Holstebro KFUM, Skive FVK og Sydvest, skal spille kvalifikation alle mod alle 1 kamp hjemme og 1 kamp ude (som anført nedenfor).
Kampene afvikles som 3. divisionskampe (bedst af 5 sæt) med påsatte DT-dommere
Nr. 1 og 2 fra denne kvalifikationsgruppe kvalificerer til Danmarksmesterskaberne
Fastsættelse af kvalifikationskampe
Hjemmeholdet fremsender senest søndag den 19. februar fire mulige forslag til hvornår kampene kan spilles
Senest søndag den 26. februar melder udeklubben tilbage hvilken dag som kampen spilles.
Holstebro KFUM  – Skive  FVK
Skive FVK – Ungdomsvolley Sydvest
Ungdomsvolley Sydvest – Holstebro KFUM
Kampene skal være spillet senest søndag den 9. april.

Såfremt holdene kan blive enige herom, kan kampene spilles samlet en dag.

Tvivl - Spørgsmål
Kontakt Henrik Petersen, 4326 2715 eller Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Volleyball Danmarks Forretningsudvalg har godkendt reglerne for:
  • Wildcardholds deltagelse i Danmarksturneringen
  • Reglement for holdfællesskaber
  • Dobbelt klubtilhørsforhold og
  • Talentspillere
for sæsonen 2017-18

Der er kun foretaget konsekvensrettelse og mindre præcisering.

Ansøgningsfristen for ansøgning om wildcardhold er uændret 1. marts og for holdfællesskaber i Danmarksturneringen 1. april.

Reglementerne kan også downloades fra volleyball.dk
Der venter et hav af spændende oplevelser i Smilets By i 2017, hvor Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad. Den måske største af dem alle finder sted i morgen lørdag, når Århus Gl. Stadionhal lægger gulv til et dobbeltbrag i Volleyligaen.

Først tager Elite Volley Aarhus’ kvinder imod Fortuna Odense klokken 13:00, inden herrerne fra ASV Århus følger efter med en kamp mod Marienlyst klokken 15:00.

Både EVA og Fortuna Odense er noteret for 3 sejre. Fynboerne har 11 rangeringspoint på 4. pladsen, mens jyderne har 6 point på 6. pladsen, da samtlige af deres tre sejre er hentet i tiebreak. Aarhus har endda spillet én kamp færre.

Aarhus vandt det første opgør mellem de to mandskaber, da de stødte sammen på Fortuna Odenses hjemmebane tilbage i november.

”Klubberne kommer til kampen med hver deres udgangspunkt. Mens EVA tabte deres hidtil eneste kamp i år, har Fortuna hentet to sejre ud af to mulige i 2017. Formen og den mentale selvtillid kan helt sikkert blive afgørende i det, jeg forudser som en meget lige fight,” siger Casper Ahlehoff Hansen, der kommenterer kampen på Volley TV.

Direkte duel om 2. pladsen
Når kvinderne har forladt banen, tager herrerne over i en direkte duel om 2. pladsen i Volleyligaen. ASV indtager pt. den eftertragtede 2. plads, som sikrer direkte adgang til semifinalen.

Aarhusianerne har hentet 7 sejre, mens Marienlyst, der ånder dem lige i nakken på 3. pladsen, er noteret for 5 fejre. Det skal dog nævnes, at ASV har spillet 10 kampe, mens Marienlyst kun har været på banen 8 gange.

Fynboerne er dog formentlig tvunget til at føje en sejr mere til kontoen lørdag eftermiddag, hvis de skal holde trit med ASV i kampen om Volleyligaens 2. plads.

Og der er grund til optimisme hos Marienlyst, som vandt de to klubbers første opgør med 3-1 på hjemmebane.

”Inden sæsonen ville jeg have spået, at det ville være en kamp mellem top og bund i Marienlysts favør. Men ASV bliver bare ved med at levere gode resultater med tre sejre i år, mens Marienlyst endnu ikke har vundet i 2017,” siger Casper Ahlehoff Hansen.

Kampsponsor er på de to lørdagskampe er mobildiskoteket og eventbureauet Party In The Sky.

Begge kampe streames direkte på Volley TV fra klokken 13:00 her.
Lørdag, 21 januar 2017 16:59

Brøndby VK og Holte IF er i NCC-finalen

Written by
Det bliver en ren dansk fight i finalen ved NEVZA Club Championships.

Det står klart, efter Brøndby VK vandt 3-0 (25-15, 24-14, 25-18) over Amager VK i lørdagens første semifinale ved NCC i Brøndby Stadionhal 1.

I den anden semifinale sejrede Holte IF med 3-0 (25-19, 25-20, 25-14) over HK fra Island.

Med dagens resultater mødes Brøndby VK og Holte IF i finalen i morgen klokken 14:30. Inden da skal bronzemedaljerne fordeles. Her skal Amager VK krydser klinger med HK.

Begge kampe streames direkte på Volley TV fra klokken 12:00.
http://www.volleytv.dk/ncc-bronze-og-finale-d
Det er efterhånden over en måned siden, at den sidste bold blev slået i det indfarvede gulv i Volleyligaen. I denne weekend spænder landets bedste volleyballspillere igen servearmen, når Volleyligaen går ind i sin afgørende fase i grundspillet.

Holdene er nået halvvejs i grundspillet, og nu intensiveres placeringskampene. Nummer 1 og 2 i grundspillet kvalificerer sig direkte til semifinalerne, mens nummer 3-6 spiller kvartfinaler.

”Jeg ser meget frem til at komme i gang med Volleyligaen igen efter en julepause,” siger Casper Ahlehoff Hansen, fast Volleyliga-kommentator hos Volleyball Danmark.

”Det er nu, at grundspillet går ind i sin afgørende fase. Kampen om topplaceringerne intensiveres, og som ventet er det et meget bredt felt, der kæmper med om at få det bedste udgangspunkt for kvart- og semifinaler,” siger han.

Meget på spil i grundspillet sidste kampe
Som stillingen ser ud pt., ligger Brøndby og Holte til at booke den direkte semifinale-billet hos kvinderne. Brøndby er ubesejrede, mens Holte er noteret for fem sejre ud af seks mulige.

Amager er førsteudfordrer til at snuppe den direkte semifinale-billet fra Holte med fire sejre inden jul. Aarhus er noteret for tre sejre, Køge for to og Fortuna Odense for en enkelt.

Ikast KFUM er stadig uden sejr i Volleyligaen og ser dermed ud til ikke at komme med i kampen om medaljer.

Gentoftes herrer virker som stærke kandidater til at snuppe 1. pladsen i grundspillet med syv sejre ud af syv mulige. Der er mere kamp om 2. pladsen, som pt. tilhører Marienlyst med fem sejre. Fynboerne er dog skarpt forfulgt af både Hvidovre, ASV Århus og Ishøj, som ånder dem i nakken – alle med fire sejre.

I kampen om den sjette og sidste plads i kvartfinalen er der kun en sejr, som adskiller Middelfart på den øjeblikkelige 6. plads og Lyngby-Gladsaxe på 7. pladsen.

VK Vestsjælland er uden sejre på 8. pladsen og har dermed lang vej til en plads i kvartfinalerne.

Volley TV, Volleyball Danmarks nye TV-kanal på nettet, streamer også i 2017 fra Volleyligaen.

”Som vi så til Final 4, kom vi godt fra start med vores nye streaming setup. Det er ret unikt, at vi i volleyball har et setup, hvor vi selv kan producere kampe med helt op til seks kameraer. Så mange kameraer kan seerne ikke forvente til Volleyliga-kampene, men man vil fremover opleve et stærkere og forbedret produkt,” siger Casper Ahlehoff Hansen.

Fortuna Odense byder Ikast KFUM velkommen til årets første Volleyligakamp i kvindernes Volleyliga lørdag den 14. januar klokken 13:00 i Dalumhallen. Team Køge og Amager mødes søndag den 15. januar klokken 13:00 på Asgårdskolen.

Hos herrerne åbner ASV Århus og Ishøj 2017 lørdag den 14. januar klokken 14:00 i Gl. Stadionhal.

Klik ind på kvindernes Volleyliga her.  

Klik ind på herrernes Volleyliga her.
Side 1 ud af 7

Kontakt

  • Volleyball Danmark
    Idrættens Hus
    DK-2605 Brøndby
    Tlf.: +45 4326 2626
    Fax: +45 4363 2410
    Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


    Sportsdirektør

    Mikael Trolle
    Mob.: +45 2096 3380
    Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


    Elitechef
    Sven Brix
    Tlf.: +45 4326 2714
    Mob.: +45 2372 8900
    Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


    Bredde- og Udviklingschef
    Peter Morell
    Mob.: +45 2372 2764
    Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev, der giver dig mulighed for at holde dig orienteret om, hvad der rører sig i dansk volley. Indholdet spænder bredt, og du har til enhver tid mulighed for, at afmelde dig nyhedsbrevet igen.

  
 

Login for adm.