Jakob Wärme Lykke

Jakob Wärme Lykke

De danske U16-piger vandt 1. sæt i den direkte duel om 1. pladsen i EM-kvalifikationsgruppe C. Men Belgiens favoritter var for stor en mundfuld, og det blev ikke til alle gode gange tre for Danmark. Nederlaget ændrer dog ikke på, at Danmark skal til EM.
 

EM-kvalifikation, Belgien vs. Danmark: 3-1 (22-25, 25-17, 25-20, 25-19)
Holtehallen

Kampen mod Belgien var en decideret gruppefinale, hvor vinderen ville snuppe 1. pladsen, men taberen kunne trøste sig med, at billetten til EM allerede var sikret.  

Belgien var inden gruppespillet udpeget som klare favoritter til at vinde gruppen, men de unge danske hjemmebaneheltinder havde efter to imponerende 3-0-sejre fået blod på tanden.  

1. sæt bølgede frem og tilbage, og både Danmark og Belgien havde små føringer. De danske piger kom bagud 18-21, men bevarede roen, holdt fast i aftalerne og fik vendt sættet på hovedet med god hjælp fra nogle stærke server og to esser af Frederikke Stenholt Krogh til sejr 25-22.

Det talstærke publikum i Holtehallen fortsatte de taktfaste klapsalver mod banen i 2. sæt, hvor de danske piger dog havde udfordringer med modtagningen. Danskerne haltede efter, da belgierne på en stærk serveserie gik fra 14-12 til 19-12, inden Danmark måtte kapitulere 25-17.  

3. sæt begyndte som de to foregående som en tæt affære. Danmark havde fået bedre styr på modtagningen, men havde stadig vanskeligheder, når Belgien lagde ekstra tryk på i serven. Sættet var helt lige ved 14-14, men belgierne trak fra og bandt knude 25-20.

4. sæt var stadig helt lige halvvejs, hvor Danmarks U16-piger kun var bagud med et enkelt point 15-16. Men igen formåede det stærke belgiske mandskab at trykke ekstra på i serven, og kombineret med nogle ærgerlige danske servefejl, vandt Belgien 25-19 og dermed kampen 3-1.

"Det er helt exceptionelt, hvad pigerne præsterer igen i dag. Vi vinder et sæt mod Belgien, og jeg står tilbage med en følelse af, at jeg med rette kan ærgre mig over, at vi ikke skal ud i frm sæt," siger landstræner Mats Björkman.

"Vi bliver en smule stresset af, at Belgien server så godt, som de gør. Det fremprovokerer flere fejl end i går. Men vi formår stadig at følge med i hele kampen. Hvis pigerne kan bygge bare en smule mere på deres spil, så slår vi hold som Belgien til EM," siger han. 

Trods nederlaget slutter danskerne på 2. pladsen i EM-kvalifikations Gruppe C. Danmark er pt. bedste 2’er i de fire kvalifikationsgrupper og er derfor klar til EM i Bulgarien den 21.-29. juli, da der kun er én gruppe, som mangler at blive færdigspillet, og det er de to bedste 2’ere samt gruppevinderne, der booker billet til EM.

Du kan se eller gense alle Danmarks kampe på Volley TV.  

Startopstilling: Frederikke Hvid Røjgaard, Frida Marie Kofod Brinck, Adelina Chelina Cecilia Pedersen, Clara Bernberg Windeleff, Frederikke Stenholt Krogh, Sofia Nørager Bisgaard og Liva Kjøller Jensen (Libero)

Indskiftere: Tajma Muharemuvic, Agnes Lykke Melmølle, Sarah Helmer Jensen, Sille Slott Hansen, Anna Lund Wulff

Bedste danske angriber: Clara Bernberg Windeleff (18 point)
Bedste danske server: Adelina Chelina Cecilia Pedersen (3 esser)
Bedste danske modtager: Liva Kjøller Jensen (13 % perfekt)

Kampprogram, EM-kvalifikation, Holtehallen

14/04, 16:00: Estland – Belgien: 0-3 (18-25, 17-25, 11-25)
14/04, 18:30: Danmark – Island: 3-0 (25-9, 25-15, 25-11)

15/04: 16:00: Belgien – Island: 3-0 (25-4, 25-11, 25-5)
15/04: 18:30: Estland – Danmark: 0-3 (12-25, 12-25, 16-25)

16/04, 16:00: Island – Estland: 0-3 (13-25, 10-25, 7-25)
16/04, 18:30: Belgien – Danmark: 3-1 (22-25, 25-17, 25-20, 25-19)
Danmarks U16-piger besejrede Estland med 3-0 i den anden gruppekamp i EM-kvalifikationen. Dermed er Danmark sikre på minimum at blive næstbedste 2’er i kvalifikationen og er dermed klar til EM.

EM-kvalifikation, Estland vs. Danmark: 0-3 (12-25, 12-25, 16-25)
Holtehallen

Landstræner Mats Björkman havde på forhånd udpeget kampen mod Estland som nøglekamp i gruppen, hvor gruppevinderen samt de to bedste 2’ere fra de fire grupper kvalificerer sig til EM.

Og Danmark gik til opgaven bevidste om dens vitale betydning.

De danske hjemmebaneheltinder lagde et tungt servepres på Estland fra kampens start, hvor Tajma Muharemuvic havde en lang, stærk serveserie, der satte Estland under pres, så Clara Bernberg Windeleff igen og igen kunne plante bolden i gulvet med skarpe smash. Danmark vandt sættet sikkert med 25-12.

De danske U16-piger fortsatte med at turde slå igennem i 2. sæt og søgte konstant pointene. Esterne fulgte bedre med, men stødte panden mod den menneskelige mur ved nettet i form af Frida Marie Kofod Brinck. De gode danske server fortsatte sættet ud, som Danmark vandt ligeså overbevisende det første 25-12.

I 3. sæt fortsatte det flotte fremmøde i Holtehallen den taktfaste opbakning til de danske piger på banen, som blev ved med at modtage med stoisk ro, angribe med kirurgisk præcision og serve super solidt. Mats Björkmans tropper blev ved med at træde på gaspedalen sættet ud, som Danmark vandt med 25-16 og dermed kampen 3-0.

”Det er helt fantastisk! Pigerne er klar fra start og bliver ved med at fighte og holde hovederne koldt, uanset hvor meget vi er foran,” siger Mats Björkman.  

”Vi server ufattelig godt og holder esterne under pres gennem hele kampen. Vi har mange, der træder ind og scorer point, så Estland lige pludselig skal holde øje med flere,” siger han.

”Det er ufattelig stort og en klasse præstation af hele holdet.”

Med sejren er Danmark oppe på to sejre i to kampe i Gruppe C, det samme som Belgien. Og med resultaterne i de andre kvalifikationsgrupper er Danmark sikret minimum at blive næstbedste 2’er, hvilket sikrer de danske U16-piger en billet til EM i Bulgarien den 21.-29. juli.

I morgen spiller Danmark den sidste gruppekamp mod Belgien klokken 18:30.

Gruppevinderen samt de to bedste 2’ere fra de fire grupper kvalificerer sig direkte til EM, som spilles i Sofia og Samokov i Bulgarien fra den 21.-29. juli.

Volley TV viser alle Danmarks kampe direkte her

Startopstilling: Tajma Muharemuvic, Frida Marie Kofod Brinck, Adelina Chelina Cecilia Pedersen, Sarah Helmer Jensen, Clara Bernberg Windeleff, Sofia Nørager Bisgaard og Liva Kjøller Jensen (Libero).

Indskiftere: Frederikke Stenholt Krogh, Agnes Lykke Melmølle  

Bedste danske angriber: Clara Bernberg Windeleff (21 point)
Bedste danske server: Clara Bernberg Windeleff (5 point)
Bedste danske modtager: Liva Kjøller Jensen (25 % perfekte)

Kampprogram, EM-kvalifikation, Holtehallen

14/04, 16:00: Estland – Belgien: 0-3 (18-25, 17-25, 11-25)
14/04, 18:30: Danmark – Island: 3-0 (25-9, 25-15, 25-11)

15/04: 16:00: Belgien – Island: 3-0 (25-4, 25-11, 25-5)
15/04: 18:30: Estland – Danmark: 0-3 (12-25, 12-25, 16-25)

16/04, 16:00: Island – Estland
16/04, 18:30: Belgien – Danmark
De danske U16-piger fik den bedst tænkelige start på EM-kvalifikationen på hjemmebane i Holtehallen. I åbningskampen slukkede Danmark den islandske vulkan i tre sæt efter en solid holdpræstation og imponerende 21 serveesser.

EM-kvalifikation, Danmark vs. Island: 3-0 (25-9, 25-15, 25-11)
Holtehallen

Danmark stod over for Island i den første gruppekamp i jagten på en billet til EM. Den danske landstræner Mats Björkman havde på forhånd understreget vigtigheden af, at Danmark ikke snublede mod gruppens formentlig svageste hold.

Og de danske piger var toptunede fra kampens start, hvor en lang række sikre server fra anfører Adelina Chelina Cecilia Pedersen lagde islændingene under pres.

Hæver Frederikke Hvid Røjgaard dirigerede det danske angrebsspil som var det en klassisk koncert komponeret af Mozart. I en sand angrebssymfoni satte hun sine medspillere flot op, som kvitterede med at hamre bolden i gulvet, og Danmark vandt 1. sæt sikkert med 25-9.

De unge danske hjemmebaneheltinder var mere ude af takt i begyndelsen af 2. sæt, hvor de måtte gå til den 1. tekniske timeout bagud 6-8. Mats Björkman lavede en række indskiftninger, så alle danskere blev spillet ind i turneringen, og hæver Tajma Muharemuvic fik langsomt, men sikkert, Danmark tilbage i sættet, som U16-pigerne vandt med 25-15.

Sofia Nørager Bisgaard fortsatte sit stærke angrebsspil i 3. sæt, hvor hun var en konstant trussel med venstrearmen både i serv og angreb. Samtidig var libero Liva Kjøller Jensen bundsolid i modtagningen, og Danmark kunne kaste armene i vejret, da Clara Bernberg Windeleff med sit 4. servees bandt knude på sættet 25-11 og kampen 3-0.

”Det er altid dejligt at vinde 3-0. Vi var rimelig sikre på, at vi ville slå Island, så det er klart, vi bliver en smule nervøse, da vi kommer bagud i 2. sæt,” siger Mats Björkman.

”Vi turde mange ting, men savner mere præcision i udførelsen. Vi skal være skarpere. Det er rart at vide, at vi kan blive bedre til kampen mod Estland i morgen, som bliver utrolig vigtig,” siger han.

”Vi lykkes med nogle gode serveserier. Og generelt bliver vi bedre og mere stabile i serven, som kampen skrider frem,” siger han.

I morgen spiller Danmark nøglekamp mod Estland klokken 18:30. Esterne tabte deres åbningskamp mod Belgien med 3-0.

Gruppevinderen samt de to bedste 2’ere fra de fire grupper kvalificerer sig direkte til EM, som spilles i Sofia og Samokov i Bulgarien fra den 21.-29. juli.

Volley TV viser alle kampe fra EM-kvalifikationen direkte her

Startopstilling: Frederikke Hvid Røjgaard, Frida Marie Kofod Brinck, Adelina Chelina Cecilia Pedersen, Clara Bernberg Windeleff, Frederikke Stenholt Krogh, Sofia Nørager Bisgaard og Liva Kjøller Jensen (libero).

Indskiftere: Agnes Lykke Melmølle, Sarah Helmer Jensen, Tajma Muharemuvic, Sille Slott Hansen, Anna Lund Wulff,  

Bedste danske angriber: Sofia Nørager Bisgaard (12 point)
Bedste danske server: Frederikke Stenholt Krogh (5 esser)
Bedste danske modtager: Liva Kjøller Jensen (60 % perfekte)

Kampprogram, EM-kvalifikation, Holtehallen
14/04, 16:00: Estland – Belgien: 0-3 (18-25, 17-25, 11-25)
14/04, 18:30: Danmark – Island: 3-0 (25-9, 25-15, 25-11)

15/04: 16:00: Belgien – Island
15/04: 18:30: Estland – Danmark

16/04, 16:00: Island – Estland
16/04, 18:30: Belgien – Danmark
Marienlyst tilførte Gentofte sæsonens første nederlag, da fynboerne på hjemmebane i Odense vandt den første duel om DM-guldet i en medrivende tiebreak-thriller 3-2.

1. DM-finale, Marienlyst vs. Gentofte: 3-2 (18-25, 25-27, 25-21, 25-21, 15-13)
Marienlystcentret, Odense

Gentofte har været suveræne i denne sæson, hvor de er nået ubesejret frem til DM-finalen. De regerende danske mestre har blot afgivet to sæt i indeværende sæson, hvor de allerede har vundet pokaltitlen.

Dermed var al presset på Gentoftes skuldre, inden den første DM-duel mod Marienlyst i Odense. Her viste fynboerne, at de absolut er klar og toptunede til DM-duellen.

Marienlyst ikke blot mere end fordoblede Gentoftes sættab, fynboerne vandt også det første sværdslag om danmarksmesterskabet i en hæsblæsende finale. Marienlyst var bagud 0-2 i sæt, men fik vendt kampen på hovedet og vandt 3-2.

”Det var en ret spændende kamp,” siger Marienlysttræner Liam Sketcher.

”Holdet gør et virkelig godt stykke arbejde i at gå til kampen som enhver anden kamp. Kommunikationen på holdet fungerede fantastisk, og vi fik justeret på de vanskeligheder, vi løb ind i undervejs,” siger han.

”Sejren giver os et boost, så vi er mentalt ovenpå til den næste finale. Alt er i spil.”

Med sejren skal Gentofte vinde den 2. og afgørende DM-finale, som spilles den 23. april klokken 16:00 i Kildeskovshallen (Se kampen på Volley TV her). 

Vinder holdene en kamp hver, spiller de i forlængelse af sidste finale ét enkelt og altafgørende Golden Set til 25 point om at blive dansk mester.

Det er femte gang på seks år, at holdene møder hinanden i DM-finalen.
Onsdag, 12 april 2017 17:02

Her er årets herrehold i Volleyligaen

Årets herrehold i Volleyligaen onsdag aften kåret forud for 1. DM-finale mellem Marienlyst og Gentofte. Samtidig blev der sat navn på årets MVP, årets unge danske spiller fund samt årets træner.

Gentofte dominerer årets hold, hvor de sætter sig på seks ud af syv pladser samt trænerposten. Nikolaj Grove fra ASV Århus er eneste mand på holdkortet, der ikke er fra Gentofte. Nikolaj Grove løber også med titlen som årets MVP.

Nikolaj Hjorth fra Middelfart VK er af kollegerne kåret til årets unge danske spiller i Volleyligaen.

Det er spillerne selv, der har stemt på deres favoritter til Årets Hold. Desuden har trænerne i Volleyligaen i denne sæson også været med til at udpege holdet.

Trænerne har sat deres kryds på stemmesedlen til årets træner i Volleyligaen.

ÅRETS HOLD 2017

Hæver
Sebastian Mikkelsons, Gentofte Volley

Kanter
Philip Metin Özari, Gentofte Volley
Nikolaj Grove, ASV Århus

Diagonal
Peter Trolle Bonnesen, Gentofte Volley

Centerspillere
Simon Gade, Gentofte Volley
Aske Mørkeberg Sørensen, Gentofte Volley

Libero
Fabio Morét, Gentofte Volley

Årets spiller (MVP)
Nikolaj Grove, ASV Århus

Årets unge danske spiller
Nikolaj Hjorth, Middelfart VK

Årets træner
Denis Janka, Gentofte Volley
Gruppespillet i kvalifikation til Volleyligaen er slut. Der er nu sat navn på de hold, som spiller i landets bedste række i den kommende sæson.

Hos kvinderne sluttede Ikast KFUM helt i top med 5 sejre og 14 point, mens Frederiksberg Volley snuppede 2. pladsen med 4 sejre og 13 point.

Dermed bliver det til endnu en sæson i Volleyligaen for Ikast KFUM, men Frederiksberg Volley efter et par sæsoner med divisionsbold igen er at finde i landets bedste selskab.

VK Vestsjælland og DHV Odense blev nummer 3 og 4.

Hos herrerne sluttede Lyngby-Gladsaxe på 1. pladsen i gruppespillet med 5 sejre og 16 point, mens VK Vestsjælland snuppede 2. pladsen med 4 sejre og 11 point.

Lyngby-Gladsaxe annoncerede dog inden kvalifikation til Volleyligaen begyndte, at klubben ikke ønskede at spille i Volleyligaen i den kommende sæson resultaterne upåagtet.  

Den ledige plads i Volleyligaen åbner for, at Aalborg Volleyball, der sluttede på 3. pladsen med 3 sejre og 9 point, kan træde ind i de fine selskab.

Top Volleyball Danmark har tilkendegivet, at Aalborg Volleyball kan spille i Volleyligaen, hvis Aalborg Kommune kan garantere en indfarvet bane jf. hal- bane og rekvisitreglementet. Fristen herfor er 15. maj.

Amager VK sluttede på 4. pladsen.
Det var op og ned for både Brøndby og Holte i den 1. DM-finale tirsdag aften. I en sand rutsjebanetur af en finale endte Holte med at vinde første finalefight i tiebreak 3-2.

1. DM-finale, Brøndby vs. Holte: 2-3 (15-25, 25-13, 17-25, 25-22, 10-15)
Stadionhal 1, Brøndby

Cheftrænerne havde inden den 1. DM-finale meldt mesterskabskampen for total åben. Og den første duel om DM-guldet blev også en tæt fight.

Det er sjette gang på syv år, at Brøndby og Holte møder hinanden i DM-finalen, men selvom det er to finalerutinerede mandskaber, spillede nerverne dem et puds langt ind i kampen.

I hvert fald var de første tre sæt ligeså meget op og ned som en rutsjebanetur i Tivoli, hvor Brøndby og Holte skiftedes til at vinde stort.  

I 4. sæt kom den tæthed og spænding, som cheftrænerne på forhånd havde lagt op til. Det meste af Stadionhal 1 i Brøndby troede, at Holte havde slået det afgørende hul, da de bragte sig på 21-18. Men Brøndbys Trine Kjelstrup, den ene af to kantspillere på årets hold, fik med hammerhårde smash vendt sættet til Brøndbys favør, inden hun kunne binde knude 25-22.

Dermed skulle den 1. DM-finale ud i tiebreak. Her faldt afgørelsen, da Kayla Neto med to serveesser i træk bragte Holte foran 10-7. Det hul fik Brøndby aldrig lukket, og Holte kunne gå fra banen med en 15-10 sejr i det sidste og afgørende sæt og dermed en 3-2-sejr.

”Det er altid rart at vinde 1. stik i Brøndbys egen hule. Nu står vi med matchbold på hjemmebane den 22. april,” siger Holte-træner Sven-Erik Borch Lauridsen.

”Det er ikke en køn kamp i de første sæt, hvor det virkelig svinger op og ned. Men stor ros til hele holdet, som formår at holde hovedet koldt og ikke gå i panik,” siger han.

”Vi skal serve bedre og være skarpere i angrebet, men det ved vi, at vi er, når vi spiller på hjemmebane. Der kan vi løfte vores spil med 20 procent, så jeg håber ikke, at den afgørende finale bliver ligeså tæt.”

Den anden og afgørende DM-finale spilles den 22. april klokken 16:00 i Ny Holtehal i Holte (Se kampen på Volley TV her).

Vinder holdene en kamp hver, spiller de i forlængelse af sidste finale ét enkelt og altafgørende Golden Set til 25 point om at blive dansk mester.

Onsdag spiller herrerne deres 1. DM-finale. Her mødes Marienlyst og Gentofte i Marienlystcentret klokken 19:00. (Se kampen på Volley TV her).
Årets damehold i Volleyligaen blev tirsdag aften kåret forud for 1. DM-finale mellem Brøndby og Holte. Samtidig blev der sat navn på årets MVP, årets unge danske spiller samt årets træner.

Det er spillerne selv, der har stemt på deres favoritter til Årets Hold. Desuden har trænerne i Volleyligaen i denne sæson også været med til at udpege holdet.

Resultatet af afstemning afspejler, at det er Danmarks to bedste hold, der mødes i DM-finalen.

Holte har fem spillere med på årets hold, heriblandt årets MVP Julie Heile Mikaelsen, mens Brøndby har tre spillere på holdet.

Den eneste spiller på årets hold, som ikke skulle på banen til DM-finalen, var årets libero Mette Sallerup fra bronzevinderne Amager.

Trænerne har sat deres kryds på stemmesedlen til årets træner i Volleyligaen.

ÅRETS HOLD 2017

Hæver
Eva Mielskov Bang, Brøndby VK

Kanter
Trine Noer Kjelstrup, Brøndby VK
Nora Møllgaard, Holte IF

Diagonal
Julie Heile Mikaelsen, Holte IF

Centerspillere
Taylor Ann Brisebois, Holte IF
Tyler Earnestine Ricardson, Brøndby VK

Libero
Mette Sallerup, Amager

Årets MVP
Julie Heile Mikaelsen, Holte IF

Årets unge danske spiller
Amalie Victoria Owie, Holte IF

Årets træner
Sven Brix, Team Køge

Spillerne har ikke kunnet stemme på spillere fra deres eget hold.
Onsdag krydser volleyballherrerne fra Marienlyst og Gentofte for første gang klinger i kampen danmarksmesterskabet. Gentofte er favoritter, men Marienlyst tror på overraskelsen og DM-guld. Volley TV viser begge finaler direkte.

Der er lagt op til DM-revanche, når Marienlyst og Gentofte tørner sammen i DM-finalen den 12. og 23. april.

Gentofte har været suveræne i denne sæson, hvor de stadig er ubesejrede. Gentofte har desuden allerede vundet pokaltitlen, mens Marienlyst sluttede 2’er i grundspillet.

”Hvis man kigger på stillingen, så er vi ubesejrede og har kun tabt to sæt i denne sæson. Så på papiret er vi favoritter. Men det er noget helt andet, når man står i en DM-finale, som kun spilles over to kampe. Det hele bliver afgjort den 23. april, så det er dér, det gælder om at være god,” siger Gentofte-træner Peter Borglund og fortsætter:

”Jeg håber, at vi kan blive ved med at vinde. Men vi har de sværeste kampe tilbage. Vi har trænet hårdt for at være gode til sidst. Vi har forsøgt ikke at toppe i semifinalen, men i finalen,” siger han.

Cheftræner for Marienlyst Liam Sketcher tror dog på, at fynboerne kan byde sjællænderne op til dans:

”Efter min mening er holdene meget lige, når vi rammer vores topniveau. Begge hold har spillere, der individuelt kan vende en kamp til holdets fordel. Vi har overvundet en masse udfordringer i løbet af sæsonen. Men når vi kan stille med vores bedste hold på banen, er vi i stand til at være det bedste hold i Danmark,” siger Liam Sketcher.

”I semifinalerne så vi, at alle spillere på holdet virkelig kan gå ind og bidrage rigtig positivt. Jeg tror, vi er blevet bedre af at have spillet nogle udfordrende kampe for nyligt. Jeg regner ikke med noget som helst andet end to meget hårde kampe,” siger han.

Suveræn sæson øger presset på Gentofte
Gentofte og Marienlyst stod også over for hinanden i sidste års DM-finale, hvor Gentofte vandt guldet i Golden Set. Det er femte gang på seks år, at holdene møder hinanden i DM-finalen.

Gentofte har vundet danmarksmesterskabet de sidste to år og kan dermed få deres tredje titel på stribe, hvis de også vinder dette års DM-finale.

”Vi glæder os. Vi har haft oceaner af tid til at forberede os, så vi ser frem til at spille finalerne,” siger Peter Borglund.

“Gentofte har haft en meget succesfuld sæson indtil videre. Presset ligger på deres skuldre, idet de skal holde topformen i en meget lang periode, så tiden arbejder i vores favør,” siger Liam Sketcher.

Hvem bliver danske mestre?

”Jeg ville ønske, jeg kunne give dig svaret på det spørgsmål, men det er vel derfor, vi spiller kampene,” siger Liam Sketcher.

”Gentofte Volley bliver danske mestre,” siger Peter Borglund.

Den første DM-finale spilles den 12. april klokken 19:00 i Marienlystcentret (Se kampen på Volley TV her).
Den anden DM-finales spilles den 23. april klokken 16:00 i Kildeskovshallen (Se kampen på Volley TV her).

Vinder holdene en kamp hver, spiller de i forlængelse af sidste finale ét enkelt og altafgørende Golden Set til 25 point om at blive dansk mester. 

Påskens vigtigste højtid foregår i Holtehallen, når de danske U16-piger spiller EM-kvalifikation. Volley TV viser samtlige af Danmarks kampe direkte.

Det er ikke påskeæg, der jagtes, når de danske U16-piger fra langfredag og to dage frem spiller 2. runde i EM-kvalifikationen i Holtehallen.

Der er nemlig en billet til EM på højkant, når Danmark krydser klinger med Island, Estland og Belgien.

Gruppevinderne samt de to bedste 2’ere fra de fire kvalifikationsgrupper går videre til EM. Og landstræner Mats Björkman har lagt taktikken efter den adgangskvote:

”Missionen er, at vi skal vinde de kampe, vi skal,” siger han.

”Alle kampe bliver svære på hver sin måde. Vi må ikke snuble mod Island. Det hele skal kulminere lørdag, hvor vi skal kæmpe med alt, hvad vi har mod Estland. Det er dér, holdet skal helt op at ringe. Og så skal vi gøre en god figur mod Belgien,” siger Mats Björkman.

De danske U16-piger besejrede Island, da holdene også mødte hinanden i 1. kvalifikationsrunde inden jul. Her spillede Danmark også nogle tætte kampe mod de senere gruppevindere Finland, og netop det hæfter landstræneren sig ved:

”Estland og Finland er traditionelt set lige stærke, og i 1. kvalifikationsrunde i julen viste vi, at vi kan byde finnerne op til dans. Pigerne er blevet et trin bedre siden jul. De har fået noget erfaring. Vi har været samlet hele ugen og er blevet godt sammentømret. Jeg håber, vi kan true esterne,” siger Mats Björkman.

”Vi arbejder meget med at præstere under pres. Vi skal holde fast i vores aftaler og turde præstere, hvis vi skal lykkes. Vi fokuserer på de ting, vi kan kontrollere og bruger ikke krudt på de andre hold,” siger han og kommer med en opfordring til de danske tilskuere:

”Jeg forventer, at vi giver alle, der kommer i Holtehallen, en fest. Der kommer mange forældre og venner, og det betyder meget for pigerne, at de laver en god stemning og en fest, ligesom de gjorde inden jul,” siger han.

Gruppevinderen samt de to bedste 2’ere kvalificerer sig direkte til EM, som spilles i Sofia og Samokov i Bulgarien fra den 21.-29. juli.

Volley TV viser alle Danmarks kampe direkte. Hold dig opdateret her.  

Kampprogram, EM-kvalifikation, Holtehallen
14/04, 16:00: Estland – Belgien
14/04, 18:30: Danmark – Island

15/04: 16:00: Belgien – Island
15/04: 18:30: Estland – Danmark

16/04, 16:00: Island – Estland
16/04, 18:30: Belgien – Danmark

Se Danmarks trup her.