Jakob Wärme Lykke

Jakob Wärme Lykke

mandag, 20 januar 2014 11:23

Hele 14 kampe i en spændende volleyuge

Volleyligaen, uge 4: Der er vigtige point på højkant for nummer to i herrernes Volleyligaens i denne uge, når Randers spiller mod de to nærmeste forfølgere fra Middelfart og Gentofte. I damernes Volleyliga skal Frederiksberg forsøge at komme sig ovenpå pokalfinalenederlaget, hvis de vil holde trit med toppen. Intet mindre end fjorten kampe i damernes og herrernes Volleyliga i denne uge.

I damernes volleyliga bliver det interessant at følge, om Frederiksberg kan ryste weekendens 0-3 nederlag i pokalfinalen af sig. Frederiksberg spiller to kampe i denne uge – mod Lyngby og Gentofte – begge kampe som de skal vinde, hvis de vil holde trit med Brøndby, Holte og netop Lyngby i toppen.  

Volleyligaen er knækket en smule med Fortuna Odense med 13 point på 5. pladsen og Aarhus med 7 point på 6. pladsen. Aarhus spiller hele tre kampe i denne uge – mod netop Fortuna Odense, Gentofte og Holte. Kan holdet fra den jyske hovedstad vinde i hvert fald de to første, kan de lukke noget af hullet op til Fortuna Odense.

Kan Randers holde forfølgerne bag sig?
Hos herrerne åbner Hvidovre og Holte Volleyligaen i denne uge. Ligaen er knækket ved netop disse to hold, med Hvidovre i den tunge ende, men med sejre i rundes to kampe, kan Hvidovre reducere afstanden op.

Ellers bliver det spændende at se, om Randers kan holde de to nærmeste forfølgere bag sig. Randers ligger pt. nummer to i Volleyligaen og møder i ugens første kamp Middelfart, som pt. ligger nummer tre i ligaen – ét point efter for en kamp mindre. Endnu en hård kamp venter kronjyderne, når de slutter ugen af hjemme mod Gentofte, der pt. ligger nr. 4 i Volleyligaen – også blot et enkelt point efter Randers.

Med hele 14 kampe på programmet er der rig mulighed for at få en god volleyballoplevelse i denne uge.

Program Volleyligaen for damer
20. januar, kl. 19.00: Aarhus – Fortuna Odense
24. januar, kl. 19.00: Aarhus – Gentofte
24. januar, kl. 19.30: Lyngby – Frederiksberg
25. januar, kl. 14.00: Brøndby – Fortuna Odense
26. januar, kl. 13.00: Lyngby – Team Køge
26. januar, kl. 14.00: Frederiksberg – Gentofte
26. januar, kl. 14.00: Holte - Aarhus

Program Volleyligaen for herrer
21. januar, kl. 19.00: Hvidovre VK – Holte IF (TV)
21. januar, kl. 20.00: Randers – Middelfart
23. januar, kl. 20.00: Middelfart – Bedsted
26. januar, kl. 14.00: Hvidovre – Bedsted
26. januar, kl. 14.00: Aalborg HIK – Marienlyst
26. januar, kl. 16.00: Holte – Middelfart
26. januar, kl. 17.00: Randers – Gentofte  

Læs meget mere om VolleyLigaen her.

Odense beachvolley center lagde i weekenden sand og tørvejr til de første officielle pokalmesterskaber i beachvolley.

Hos damerne kan Line Trans Hansen og Helle Søndergaard nu kalde sig danske pokalmestre i beachvolley.

Hos herrerne løftede Peter Kildegaard og Martin Olesen pokalen.

Pokalturneringen var arrangeret af Odense Beachvolley Klub og Dansk Volleyball Forbund.

Resultater

Damer:
1. Line Trans Hansen og Helle Søndergaard
2. Sandra Ittlinger og Yanina Welland
3. Bettina Bjerring og Charlotte Dyhr

Herrer:
1. Peter Kildegaard og Martin Olesen
2. Anders Hoyer og Mads Rosager
3. Lior Koren og Jacob Stormly
lørdag, 18 januar 2014 21:52

Marienlyst og Holte danske pokalmestre

Volleyherrerne fra Marienlyst kan nu kalde sig firedobbelte pokalmestre, mens Holtes damer føjede pokaltitel nummer to i træk til samlingen. Holdene vandt hertil aften pokalfinalerne foran 1.500 feststemte publikummer i Odense Idrætshal.

Pokalfinaler
Herrer: Marienlyst – Gentofte 3-1 (25-27, 25-22, 25-17, 25-20) Pokalfighter: Sebastian Mikelsons, Gentofte
Damer: Holte – Frederiksberg 3-0 (25-16, 25-14, 25-20) Pokalfighter: Caitlin Nyhus, Holte IF

Marienlyst pokalmestre for fjerde gang i træk
Der var lagt op til et tæt opgør i herrernes pokalfinale, da Volleyligaens ubesejrede tophold Marienlyst stødte sammen med ligaens nummer tre fra Gentofte. Gentofte har kun tabt til ét hold i denne sæson – Marienlyst.  

Marienlyst stod i sin syvende pokalfinale i træk, hvor fynboerne har vundet de seneste tre finaler. For Gentoftes vedkommende var det femte pokalfinale på ni år.

Igennem hele kampen tog flere af de danske landsholdsspillere ansvar på deres respektive hold. Marienlysts 206 cm høje Sigurd Varming svingede flere gange slagarmen og sendte bolden i gulvet på Gentoftes banehalvdel, mens Rune Huss især var stærk i blokadespillet. Varming lavede hele 20 point. Hos Gentofte serverede hæver Sebastian Mikelsons den ene sukkerbold efter den anden til kanterne, og Mikelsons blev kåret til årets Pokalfigther.

Gentofte bed godt fra sig i et neglebidende tæt første sæt. Nordsjællændernes Martin Bülow-Nielsen var en konstant trussel på højre kant, hvor den 201 cm nordsjællænder gang på gang skar sig vej igennem Marienlysts blokader. Gentofte overlevede en sætbold ved stillingen 24-23, inden de fik vendt føringen og vandt 1. sæt med 27-25.  

Noget har Marienlysttræner Mikkel Hauge sagt til sine spillere i pausen mellem 1. og 2. sæt. Marienlyst kom ud som lyn og torden og bragte sig hurtigt foran 10-5. Den føring holdt fynboerne solidt fast i gennem resten af sættet, som de vandt med 25-22.

Gentofte virkede en smule knækket i 3. sæt, hvor Marienlyst havde et solidt tag på kampen. De hvidblusede fynboer cruisede sættet hjem med overbevisende 25-17.

Gentofte kom ud med alt hvad de havde i 4. sæt. Det blev en tæt affære, hvor Gentofte så ud til at ville bringe kampen ud i et 5. og afgørende sæt, da holdet var foran halvvejs i sættet. Men Marienlyst viste, hvorfor de er ubesejret i Volleyligaen i denne sæson. 25-20 vandt fynboerne sættet med og dermed pokalfinalen med 3-1.

Holte fejede Frederiksberg af banen
I damernes pokalfinale stod de forsvarende pokalmestre fra Holte overfor Frederiksberg. Holte stod i sin sjette pokalfinale i træk, mens det var Frederiksbergs første nogensinde.

I kampens start var det dog ikke til at se, at det var Frederiksberg, der var debutanterne – og de rødblusede bragte sig foran 6-1. Holte holdt dog hovedet koldt og fik vendt sættet til egen fordel. 6-6 blev til 16-10, inden Holte lukkede 1. sæt med 25-16.

Frederiksberg var igen godt med i 2. sæt indtil 6-6, men derfra slog Holte hul anført af især Lykke Degner. Holte var foran med det dobbelte ved den 2. tekniske timeout 16-8. Vandtæt blokadespil af Degner og Lærke Mygind Grønfeldt sikrede adskillige point gennem sættet, som Holte vandt med klare 25-14.

Igen i tredje sæt var det som om, at Holte havde et ekstra gear, når de koncentrerede sig. Nordsjællænderne var bagud indtil 11-11, men derfra lagde de blåblusede afstand til Frederiksberg og var foran 16-11 ved den 2. tekniske timeout. Holte vandt sættet med 25-20 og kampen 3-0, og de kunne fortjent løfte pokalen for andet år i træk.

Caitlin Nyhus kronede en flot kamp af med at blive kåret til årets Pokalfighter. 
Landsholdets fysioterapeut gennem de sidste 23 år, Britt Petersen, modtager Dansk Volleyball Forbund ærestegn. Samtidig stopper hun sit arbejde med landsholdet.

Mangt en landsholdsspiller har været i hænderne på Britt Petersen, der siden 1991 har været fysioterapeut på herrelandsholdene i volleyball. I forbindelse med lørdagens pokalfinaler i Odense Idrætshal fik Britt Petersen overrakt Dansk Volleyball Forbunds æresnål af formand Erik Jacobsen.

”Vi har været enormt glade for Britts arbejde med landsholdet igennem de sidste mange år. Med Britt har vi aldrig været i tvivl om, at vi havde en meget dygtig og 100 procent engageret fysioterapeut. Hun har altid stillet op og leveret et meget værdsat stykke arbejde. Spillerne har været glade for hende, og vi kommer til at savne hende,” siger Erik Jacobsen, formand i Dansk Volleybal Forbund.

Det er blevet til over 500 landskampe på sidelinjen for Britt Petersen, og hun ser tilbage på ’landsholdskarrieren’ med et smil:

”Det har været skønt at arbejde med landsholdet, spillerne og de mennesker, der har været omkring holdet. Det har været meget givende og udviklende for mig. Samtidig er det fantastisk at kunne arbejde med den sport, som jeg går så meget op i. Det er meget overvældende at modtage ærestegnet. Jeg blev meget overrasket,” siger hun.

Britt Petersen koncentrerer sig nu om arbejdet på sin klinik på Vesterbro i København.
Vinter, sne og temperaturer omkring nulpunktet. Det lyder umiddelbart ikke ligefrem som den bedste kombination, når der skal spilles beachvolley. Men i weekenden kæmper 20 hold alligevel om den første officielle pokaltitel i beachvolley. Det sker heldigvis idendøre i Odenses nye beachvolley center.

Hos damerne må Helle Søndergaard og Line Trans påtage sig favoritværdigheden, mens det hos herrerne er landsholdet bestående af Peter Kildegaard og Martin Olesen, der er favoritter. De får dog formentlig kamp til stregen af Anders Hoyer og Mads Rosager.

Pokalturneringen er en ny tilføjelse til Dansk Volleyball Forbunds traditionsrige Pokalfestival.

Praktisk
Stævnet afvikles lørdag kl. 09.00-18.00 og søndag 09.00-16.00 i Odense Beach Center på Klokkestøbervej 3, 5230 Odense M. Der er otte herrehold og 12 damehold tilmeldt turneringen.

Finalerne spilles søndag den 19. januar.
Herrefinale: Kl. 14.50.
Damefinale: Kl. 15.40

Se mere på Facebook her.
torsdag, 16 januar 2014 13:19

Volleyherrerne fortsætter på EM-niveau

De danske volleyherrer fortsætter med at spille med blandt Europas bedste hold, når de i årets udgave af European League møder Slovenien, Tyrkiet, Østrig og Makedonien. En svær lodtrækning, dog med mulighed for at overraske, vurderer direktør Mikael Trolle.

Volleyherrerne skal i dette års Europen League forsøge at følge op på det imponerende resultat fra EM på hjemmebane tilbage i september 2013, hvor Danmark sensationelt spillede sig i 1/8-finalen.

”Jeg er glad for, at vi kan blive ved med at spille med på højeste niveau i Europa. Det skyldes det enormt gode resultat, som landsholdet leverede under EM på hjemmebane sidste år. Jeg er glad for, at vi nu igen snart kan præsentere absolut topvolleyball i Danmark, som vi så det under EM,” siger Mikael Trolle, direktør i Dansk Volleyball Forbund.

I dag blev der trukket lod til puljerne i European League. Danmark havnede i gruppe B sammen med Slovenien, Tyrkiet, Østrig og Makedonien, og volleyherrerne skal finde de vandtætte blokader og knivskarpe smash frem, hvis de skal gå videre til Final Four Weekenden.

”Vi er havnet i en svær pulje i European League med blandt andet Slovenien og Tyrkiet, som også var med til EM. Vi skal op og ramme samme niveau som under EM, hvis vi skal gøre os gældende i den her pulje. Det bliver spændende at se, om vi kan det. Det er ikke umuligt,” siger Mikael Trolle.

Dette års European League spilles over seks weekender fra den 6. juni til den 20. juli.

Danmarks program
6.-8. juni spiller Danmark på hjemmebane mod Slovenien.

13.-15. juni spiller Danmark på udebane mod Makedonien.
20.-22. juni er Danmark oversiddere.
27.-29. juni spiller Danmark på hjemmebane mod Østrig.
4.-6. juli spiller Danmark på udebane mod Tyrkiet.
19.-20. juli spilles der Final Four Weekenden i Slovenien.

Grupperne
Gruppe A: Polen, Grækenland, Montenegro, Rumænien og Aserbajdsjan.
Gruppe B: Slovenien, Tyrkiet, Østrig, Danmark og Makedonien.

Kort om European League
European League er en europæisk landsholdsturnering med ti af Europas bedste hold. Der spilles i to grupper med fem hold i hver. Der afvikles to spillerunder i hvert af de deltagende lande, hvor der spilles dobbeltkamp mod samme modstander. De to bedste hold i hver gruppe går videre til en Final Four weekend. Belgien vandt European League sidste år.

Danmarks European League historie
De danske volleyherrer debuterede i European League i 2012, hvor de blandt andet besejrede de dengang forsvarende mestre fra Slovakiet. Danmark sluttede på en 4. plads i sin gruppe med 14 point. I 2013 sluttede Danmark også på en fjerdeplads i sin gruppe.
Cremen af dansk herrevolley står overfor hinanden i årets pokalfinale, når ubesejrede Marienlyst støder sammen med Gentofte. Hos damerne skal overraskelsen Frederiksberg op imod de forsvarende pokalmestre Holte.

Der er dækket op med en dobbelt lækkerbisken, når der på lørdag den 18. januar er pokalfinaler i volleyball for både herrer og damer i Odense Idrætshal. Intet mindre end elleve danske landsholdsspillere kan komme i aktion.

På herresiden har Gentofte revanche til gode, når de tørner sammen med Marienlyst. I tirsdags vandt Marienyst 3-0 over Gentofte i Volleyligaen – endda på nordsjællændernes hjemmebane.

Marienlyst står i sin syvende pokalfinale i træk, og fynboerne har vundet de seneste tre finaler. For Gentoftes vedkommende er det femte pokalfinale på ni år.

Marienlyst er ubesejret i VolleyLigaen i denne sæson og indtager duksepladsen med ni sejre i ni kampe. Gentofte er på tredjepladsen med syv sejre i ni kampe – holdet har kun tabt til netop Marienlyst.

Marienlyst og Gentofte stod også overfor hinanden i pokalfinalen for to år siden, hvor Marienlyst vandt.

Marienlyst kommer til pokalfinalen med hele fire af de landsholdsspillere, som var med til at spille Danmark i 1/8-finalen ved EM på hjemmebane i september sidste år, nemlig Rune Rye Huss, Peter Jensen, Sigurd Neltoft Varming og Frederik Mikelsons.

Debutanten mod de forsvarende mestre
I damernes pokalfinale står de forsvarende pokalmestre fra Holte overfor Frederiksberg. Holte indtager en øjeblikkelig andenplads i Volleyligaen – 11 point foran Frederiksberg på fjerdepladsen.

Holte står i sin sjette pokalfinale i træk, mens det er Frederiksbergs første pokalfinale nogensinde. 

Holte tabte den første kamp i det nye år, hvor det blev til et 3-2-nederlag på udebane til Brøndby. Frederiksberg vandt modsat 3-2 i sin første kamp hjemme mod Aarhus i går.

I semifinalen var Frederiksberg ude i en sand gyser, hvor de måtte ud i et såkaldt Golden Set mod topholdet Brøndby. Begge hold havde vundet en semifinale-kamp, og det hele blev så afgjort i ét sidste sæt til 25. Her var Frederiksberg iskolde og vandt 25-20 – tilmed på udebane.

Holte vandt begge sine semifinale-kampe mod Fortuna Odense. Undervejs i pokalturneringen var Holte dog meget overraskende i vanskeligheder mod wildcard-holdet fra Køge, hvor Holte måtte ud i Golden Set for at avancere i turneringen.

Holte har landsholdsspillerne Lærke Mygind Grønfeldt og Lise Bisgaard med på lørdag, mens Frederiksberg har Rikke Katrine Larsen, Mira Natius Abildgaard, Kimmie Bagge Mikkelsen, Thit Eiberg Bak og Asta Kjærgaard i truppen.

Info om pokalfinalerne i volleyball
Lørdag den 18. januar
Odense Idrætshal, Højstrupvej 5, 5200 Odense V

Herrernes pokalfinale:
Klokken 18.30
Marienlyst – Gentofte

Damernes pokalfinale:
Klokken 20.00
Holte – Frederiksberg

Billetter købes i døren
75 kr. for voksne
25 kr. for børn





Volleyligaen, uge 3: Gentofte og Marienlyst mødes i et vaskeægte topopgør i herrernes Volleyliga blot fire dage inden, de står overfor hinanden i pokalfinalen. Hos damerne jagter Frederiksberg og Aarhus begge årets første sejr.

Aftenens TV-kamp klokken 19.00 på Kanal Sport bliver en forsmag på lørdagens pokalfinale. Gentofte tager imod Marienlyst – nummer to mod nummer et i herrernes VolleyLiga.

Marienlyst er ubesejret i VolleyLigaen i denne sæson og indtager duksepladsen med otte sejre i otte kampe. Gentofte er på andenpladsen med syv sejre i otte kampe – eneste nederlag til nordsjællænderne var til netop Marienlyst i Odense tilbage i december, hvor Marienlyst vandt 3-1.

På lørdag klokken 18.30 står de to hold overfor hinanden igen, når Odense Idrætshal danner rammerne for årets pokalfinaler

Marienlyst fik den bedst tænkelige start på det nye år, da holdet i fredags vandt 3-1 over et andet tophold, Middelfart, mens Gentofte spiller sin første kamp i år.

Ugens anden kamp er mellem Randers og Aalborg. Randers er godt med i toppen af ligaen – holdet ligger nummer fire pt, men er kun to point efter netop Gentofte på andenpladsen. Randers vandt 3-0 over Bedsted i årets første spillerunde. Holder Marienyst fast i sin status som ubesejrede efter aftenens kamp, kan Randers rykke forbi både Gentofte og Middelfart og snuppe andenpladsen i Volleyligaen. Aalborg jagter sæsonens første point.

Jagter årets første sejr
Hos damerne er der kun en kamp på denne uges Volleyliga-program. Frederiksberg tager imod Aarhus i en kamp, der for alvor kan knække ligaen over. Frederiksberg ligger pt. nummer fem med 11 point for syv kampe, mens Aarhus ligger nummer seks med seks point for otte kampe. Trækker Frederiksberg det længste strå i opgøret, kan de slå et hul på otte point ned til Aarhus.

Begge hold jagter årets første sejr. Frederiksberg har endnu ikke været i kamp, mens Aarhus i sidste uge indkasserede to nederlag på udebane til henholdsvis Køge og Brøndby.

Program Volleyligaen for herrer
14. januar, kl. 19.00: Gentofte – Marienlyst (TV)
17. januar, kl. 19.30: Randers – Aalborg

Program Volleyligaen for damer
15. januar, kl. 19.00: Frederiksberg – Aarhus

Læs meget mere om VolleyLigaen her.


Rekordmange minutters sendeflade blev verden over brugt på at transmittere fra EM i volleyball i Danmark og Polen. Intet mindre end 64.207 minutter eller 1.070 timers tv blev det til i alt – en stigning på 20 procent fra sidste EM-slutrunde.

Der har været rig mulighed for at få et glimt af flyvende to-meter-mænd, da EM i volleyball blev afviklet i Danmark og Polen tilbage i september 2013. Intet mindre end 64.207 minutter eller 1.070 timers tv blev der vist verden over, fra den første bold blev servet i Odense til den sidste smash blev hamret i gulvet i Parken.  

Det er en stigning på 20 procent i forhold til sidste EM-slutrunde i 2011, hvor der blev vist 892 timers tv. Den store eksponering af EM i volleyball i Danmark og Polen glæder direktør i Dansk Volleyball Forbund, Mikael Trolle:

”Det er utroligt glædeligt at se, at de store forventninger og ambitioner, som vi havde til EM her i Danmark, på mange måder er blevet overgået. Den globale mediedækning har været rekordstor. Vi er i Dansk Volleyball Forbund meget tilfredse med, at de investeringer, der fra DIF, Sport Event Danmark, værtsbyerne, fonde og sponsorer har været omkring EM, til fulde har båret frugt,” siger Mikael Trolle.

Det er Sport System Europe, som netop har opgjort tv-tallene, og de anslår, at de mange timers tv-transmission er blevet set af 97 millioner tv-seere.  

”Tv-interessen viser, hvor stor og populær en sport volleyball er ude i verden. Jeg håber, at flere vil følge med i sporten herhjemme, både i Volleyligaen, men også når herrelandsholdet skal spille EM-kvalifikation i maj,” siger Mikael Trolle.

EM-slutrunden i volleyball blev transmitteret i intet mindre end 160 lande verden over. En klar stigning i forhold til sidste EM i 2011, hvor 114 lande kunne se med. Rusland, Italien og Polen var de mest ivrige tv-seere.
Volleyball-landsholdets anfører Kristian Knudsen har ikke fået løn, mens han har været på kontrakt i den tyrkiske klub Çankaya Belediye Anka. Nu er Knudsen rejst hjem, men klubben vil ikke frigive hans spillerlicens.

Det skulle have været så godt, men så var det så skidt. Anføreren for de danske volleyballherrer, Kristian Knudsen, skrev i begyndelsen af november kontrakt med den tyrkiske klub Çankaya Belediye Anka. Men selvom Knudsen har trænet og spillet kampe, har klubben endnu ikke udbetalt en eneste lønkrone.

”Efter nogen tid spurgte jeg, hvornår der ville blive udbetalt løn. Én uge lød svaret. Men ugen efter var svaret det samme. Klubben blev ved med at love, at lønnen ville komme om en uge, men det skete bare ikke. Det betød, at jeg sad på et lille, kedeligt hotelværelse sammen med min kæreste og hele tiden måtte bruge af mine opsparede penge, hvis vi skulle nogle steder hen eller spise noget andet end kedelig hotelmad. De andre spillere fik heller ikke løn,” siger Kristian Knudsen.

”Til sidst lagde jeg pres på dem og sagde: ’Betal eller jeg stopper’. Jeg havde jo udført mit arbejde; trænet hver dag og spillet kampe. Men der skete ikke noget. Jeg fik nok og tog hjem. Jeg håber ikke, at jeg skal derned igen,” siger Kristian Knudsen.

Er låst, da klubben har spillerlicensen
Udover den manglende løn, mangler Kristian Knudsen også sin spillerlicens, så han kan finde en ny klub. Men Çankaya Belediye Anka vil ikke frigive spillerlicensen. Dermed er den danske landsholdsanfører låst uden løn.

”Det er et problem, at de har min spillerlicens. Jeg er låst. Lige nu går jeg bare og venter, men de bliver hele tiden ved med at sige, at jeg får min spillerlicens i morgen. Det har de gjort i nogle uger nu,” siger Kristian Knudsen.

”Jeg var ellers rigtig glad for, at jeg skulle spille i Tyrkiet. Men klubben har ingen respekt for spillerne, som gør deres arbejde. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg havde aldrig drømt om, at nogle kunne være så uprofessionelle i så god en liga.”

Çankaya Belediye Anka har spillet i den bedste tyrkiske liga i 15 år, men har haft en katastrofal sæson, hvor klubben har tabt samtlige 11 kampe og ligger sidst i den tyrkiske liga.

Næste gang den danske anfører skal i aktion for landsholdet bliver 22.-25. maj, hvor volleyherrerne spiller EM-kvalifikationskampe på hjemmebane mod Hviderusland og Tyrkiet samt en endnu ukendt modstander.

Kvalifikationskampene afvikles over to omgange. Danmark får fordel af hjemmebane i den første runde, mens næste runde spilles ugen efter i Hviderusland.

Vinderne af de i alt seks kvalifikationsgrupper er direkte kvalificeret til EM 2015 i Italien og Bulgarien.
Side 109 ud af 117