Sven Brix

Sven Brix

Siden 2013 har Volleyball Danmark, i samarbejde med Danmarks Idræts Forbund, drevet et succesrigt Talentholdsprojekt, som i flere sammenhænge er blevet fremhævet som et mønstereksempel på nytænkning indenfor talentudvikling i holdsportsgrene.

Projektet har undergået små justeringer undervejs, som har været med til i endnu højere grad at tilpasse konceptet til klubbers, spilleres og forbundets ønsker og behov.

I forbindelse med den nye turneringsstruktur blev det besluttet, at de fire Talenthold i sæsonen 2017-2018 skal spille i 1. division. I 1. division spiller Talentholdene èn gang mod hver modstander i rækken. Disse kampe er fordelt ud over sæsonen i tre fastlagte terminer, der rammer så lidt som muligt ind i spillernes kampaktiviteter for egen klub.

Talentholdsprojektet har bevirket et mærkbart løft i præstationerne på vores ungdomslandshold  – senest set ved guldmedaljerne til DU19 og HU19 ved NEVZA-turneringen i England, november 2016.

Talentholdet henvender sig til talentfulde og dedikerede spillere i alderen 15-19 år, som har ambitioner om at udvikle sit spil, sin fysik og sin mentalitet, med henblik på eventuelt at blive udtaget til et af vores ungdomslandshold.

På Talentholdet kan de unge talenter få lov at arbejde med sin personlige udvikling og få noget af den kamperfaring, som i nogle holdstrukturer kan være svær at opnå i de almindelige Danmarksturneringskampe.

I spidsen for Talentholdene står nogle meget kompetente trænere, som alle har den rutine og erfaring, der skal til for at kunne arbejde kvalitativt med det unge talent. Disse trænere er i øjeblikket ved at sammensætte truppene til 2017-2018 sæsonen og Volleyball Danmark håber at spillere og klubber vil bakke projektet op, til fælles gavn for både spillere, klubber og vores landshold.

Talenthold piger Vest: Træner Mats Björkman, 51 41 33 35
Talenthold drenge Vest: Træner Thomas Skifter Bertelsen, 21 25 50 69
Talenthold piger Øst: Træner Skafte Herskind, 28 49 15 80
Talenthold drenge Øst: Træner Jørgen Breinholm, 29 48 23 04
Skrevet af  Thomas Bro-Rasmussen

Herrelandsholdet, European League i Nyíregyháza (nordlige Ungarn), lørdag d. 17.6.
Danmark - Israel: 3-1 (19-25; 25-18; 25-18; 25-18)


”Israel var tydeligvis rigtig godt forberedt. Vi skulle justere ind efter et første sæt hvor de var langt bedre. Det var en vigtig sejr. Vi holdt andenpladsen og er derfor ”ægte” kvalificeret til Final 4”, udtaler en tilfreds landstræner Mikael Trolle.

De sidste 14 dage – og endda lidt før det – har landsholdet været samlet (og sikkert for mange savnet hjemme). Det er ikke en nem opgave på den måde, at ligge både i træningslejr og spille så mange kampe. Men de kan lide det. Og man kan se det. Det er et sprudlende hold. Det er et hold, der er vokset på alle tænkelig områder de seneste par år. Vi har undervejs drillet verdens tiende bedste placerede hold Serbien og slået både Ukraine. Begge hold der på papiret er langt langt bedre end os.

Det er så nu det tæller. Eller rettere om 14 dage. Vinder Danmark Final 4 på egen bane i Gentofte Sportsarena rykker vi i verdenseliten. Mere præcist kan det ikke siges. World League. Det smager af noget.

Ja det er sommerferie. Måske er du ikke kommet dig over Roskildefestivalen. Du er vel ikke til DGI’s landsstævne, vel? Der kan være lækkert og varmt i en hængekøje mellem to palmer. Eller den fremragende udsigt til at slå myg ihjel i det skotske højland. Måske er bilen pakket, men lad den lige stå i garagen weekenden over (der er alligevel kø over Kasselbakkerne).

I Gentofte Sportsarena bliver der både hedt og der bliver slået. Men det er uden hængekøjer og jungleolie, men med hårdt arbejdende svedige unge mænd. Hjælp dem så det ikke bliver to kampe op ad bakke. Du kan synge med på nationalmelodien (også selvom din stemme er hæs fra den sidste koncert på Roskilde). Og skip lige beachvolleyen de to dage, ok? Der skal larmes, heppes, trommes, hujes. Hoppes, high-fives med sidemanden, ham bagved og hende foran. Der skal være danske flag på lægterne og ansigter. Det skal udvises fair play, men fremfor alt skal vi have et publikum, der med stolthed kan kalde sig den 7. spiller på banen. Der er ingen grund til at udvise tilbageholdenhed. Giv den gas og lad os få Danmark ind i verdenseliten.

Klik her, så er det direkte til billetkøb. Kommer du med en hel flok fra klub, skole, kollegium eller nabolag, så skriv Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Han er god for en god aftale.

Hvem er de så danskerne, om du simpelthen må komme og se. Startopstillingen de seneste uger har set sådan ud.

Anfører, hæver, og mest dansker, Axel Jacobsen (8). Axel slår til daglig sine folder i det argentinske. Axel er venstrehåndet hvilket er ret irriterende for modstanderen, når han benytter sin ret til en smash. Prøv om du, som tilskuer, kan gennemskue ham før han gør det.

Nyd Peter Trolle (15), og ud af Trolle dynastiet, når han vinder en bold (og dem er der ofte mange af). Han går let ned i knæ og slår ud med armene til en gang low high-five. Lad hele hallen hører det når Peter vinder en bold. (Det gælder nu også alle de andre).

Holdets spirrevip. Frederik Mikelsons (19) (fra endnu et volleydynasti). Libero som aldrig holder op med at kæmpe og er på trods af studier og børn og ikke overvældende meget træning drønet direkte tilbage i startopstillingen. Kvaliteten af hans servemodtagning er omvendt proportionelle med hans højde.

Simon Gade (5) og Aske Mørkebjerg (6) har de irriterende centerpladser (dog ikke for en center). De hopper ofte forgæves når Axel hæver til kant. Det skal de, og de er der hver gang. Både så modstanderne bliver fastholdt og truet, og når bolden så endelig skal høvles i gulvet fra midten. Og selvfølgelig skal de utaknemmeligt drøne fra side til side og sætte en tæt blok. Godt vi har to af den slags.

Holdets kloge hoved Philip Özari (9). Det kræver et ekstremt overblik på det niveau det danske hold spiller, at se de små udveje når en ethundrede meter høj og bred blokade tager alt udsynet. Philip har den evne. Det lille touch-out på kanten af hundredemeter blokaden; se hullet nede langs linien. Når han har tur i det med serven, kommer de ofte i stimer.

Startopstillingens Benjamin hedder i virkeligheden Rasmus Breuning (17). Som er 23. Han har fundet sin plads i Italien og på kanten. Derfra slår han mildest talt en proper autoritativ næve. Eller som de vil sige til ham i Italien: ”Nel pavimento con la palla”.

Og så er der alle de rigtig vigtige. Dem der står, ufortrødent og holder sig varme. Holder holdgejsten på det højeste. Altid er klar til at springe ind når Trolle kalder. I skrivende stund Nikolaj, Simon og Simon og Simon, Mads, Anders og endnu en Mads. Uden dem var der intet hold. I Gentofte skal I alle hjælpe dem med at heppe.

Åh, glemte næsten Mikael Trolle, Peter Borglund, Kristian Knudsen, Sven Brix og Francesco Oleni. De sidder med statistikker, ansvaret for hold opstillinger, analyser, coaching, scouting, mentalopladning og alle de ting, der ikke foregår direkte på banen.

Kort sagt de udgør alle sammen det danske herrelandshold, som den undenlyneme har brug for al den støtte de kan få i Gentofte. Så udnyt denne enestående mulighed for at se det bedste danske herrelandshold i lang tid.
Skrevet af  Thomas Bro-Rasmussen

Herrelandsholdet, European League i Nyíregyháza (nordlige Ungarn), lørdag d. 17.6.

Ukraine-Danmark: 3-1 (23-25; 25-19; 25-21; 25-22)


Kampen om førstepladsen. Kan Danmark holde den? Skal vi drille Ukraine? Spillerne er sat op. Trænerteamet har gennemanalyseret de ukrainske spillere. Konklusionerne er foretaget. Hver spiller kender sin opgave og modstanderens bevægebaner, foretrukne slagbaner og hvem der skal serves på. Så er det alene op til dagsform, seriøsitet, spændingsniveau og alle de andre parametre, der er vigtige i topsport. Og Danmarks herrer leverer med sikkerhed topvolley for tiden. Så hvorfor ikke en gang til?

1.
Velplacerede server af Peter Trolle bragte Danmark foran med 5-2. Markant mod de første 8 var Danmarks indstilling. Gejst og kampiver. Frederik Mikelsons i superspil, både som libero og endda som hæver. To mulige fejldomme omkring 11-11 ødelagde for en kort stund Danmarks rytme, men vi kom alligevel først til 16. Stærkt ikke at lade sig gå på. Holdene fulgtes i en spændende ”1 points førings duel” indtil 22-20 til Ukraine. Timeouten landstræner Mikael Trolle tog havde sin effekt og Danmark fik 22-22. På en fremragende sat blok af Rasmus Breuning og Aske Mørkebjerg som eksekutor. Så var det bare at lukke sættet. 25-23. God og optimal start på denne vigtige kamp.

2.
Ukraine kom anderledes koncentreret ud til andet sæt og kom relativt ubesværet til 8-5. Ikke at danskerne spillede dårligere. Ukraine havde bare skiftet gear.  En god lang bold, af den slags der gør volley spændende, endte desværre med ukrainsk point og en efterfølgende føring på 11-7. Endnu engang kravlede Danmark langsomt og sikkert op til 15-14, men måtte se Ukraine først til 16. Ukrainerne fortsatte derfra med blandt andet en række gode blokader og kom ubesværet til 20-14. Og derfra en ren formssag. Hvor de to ukrainske venstrehåndshittere i den grad manglede i første sæt, stemplede de ind i anden sæt. Og det danske angrebsspil blev gang på gang bremset af blokaderne.

3.
Desværre startede Ukraine tredje sæt som de sluttede andet. Gode blokader og godt sammenhængende spil. Der opstod flere uprovokerede fejl hos danskerne. Flere bolde blev vundet på lidt dårlige placeringer i forhold til egen blokade og boldene kom derfor ikke, eller dårligt op til hæveren. Og så er der altid den uforudsete faktor: held. Det var der i perioder ikke meget af. Dertil kom en tydelig mismodighed hos vores drenge. Intet ville tilsyneladende lykkes. Marginalboldene fik Ukraine. Ligesom sættet. Ukraine har løftet sig klart gennem turneringen og tredje sæt viste et hold – ikke en række enkeltmandspræstationer.

4.
Danskerne er helt klar over betydningen her i fjerde sæt. De hænger på. Der er mere gejst. Vendepunktet var muligvis Axel Jacobsen smash på en ”dårlig” modtagning. Eller måske Frederik Mikelsons utrættelige arbejde som libero. Eller en sum af alle de små handlinger (krydret med et stigende antal fejl fra Ukraine – dem tager vi med). Og så kom hullet lige pludselig. Fra 16-16 til 19-16 i Ukraines favør. Selvom danskerne kæmpede alt hvad de havde, var det ikke nok. Ukraine vedblev at være den tand bedre. På noget nær alle pladser. Og tog sættet hjem 25-22.

Især Ukraines hurtigere spil i de sidste tre sæt var et afgørende vendepunkt. Danmark formåede ikke at dæmme op for det. Hverken i blok eller placering udenfor blokken. Ukraine havde også en anden kampgejst i afgørende bolde – især de der ”trak ud”.

Landstræner Mikael Trolle efter kampen: ”Desværre er vores server ikke gode nok, til at presse dem, og de vinder alt for mange bolde umiddelbart efter vore serv. Både kampen i sidste uge og denne er begge tætte. I dag ramte Ukraine den bare bedre end os.”

Danmarks startopstilling:
Hæver – Axel Jacobsen
Centre – Aske Mørkeberg og Simon Gade
Kanter – Philip Özari og Rasmus Breuning
Diagonal – Peter Trolle
Libero – Frederik Mikelsons
Indskifter - Mads Møllgaard

I morgen kl. 18.30 møder Danmark Israel, som i går tabte 3-1 til Ungarn

Se øvrige resultater og stillinger fra European League her:
http://www.cev.lu/Competition-Area/competition.aspx?ID=988&PID=1539
Written by Thomas Bro-Rasmussen

Herrelandsholdet, European League i Nyíregyháza (nordlige Ungarn), fredag d. 16.6.

Ungarn-Danmark: 0-3 (23-25, 23-25, 22-25)

Sidste uges sikre 3-0 sejr over Ungarn skulle gerne gentages. Denne gang på Ungarns hjemmebane. Selvom Danmark allerede er med i Final 4 slutkampene d. 1.-2. juli, og kampene i disse to uger reelt er udviklingskampe, er det vigtigt at holde det drive der blev skabt i Ukraine. Der må ikke slækkes. Det kan måske vise sig vanskeligt, da Ungarn har kaldt et par udenlandske professionelle topspillere til. Herfra hvor jeg sidder, bag banen, virker de skræmmende, og alle de ungarske spillere kan som minimum se mig – over netkanten.


Danmark holdt en blød føring til 15. Ungarn tog lidt over, men i den afgørende fase, fik den danske anfører og hæver Axel Jacobsen, med 3 vigtige hævninger, os først til 24. Og lidt senere efter en pudsig slutbold vandt Danmark sættet. Et sæt hvor fejl og vinderbolde var ligeligt fordelt mellem de to hold. Frederik Mikkelsons havde afgørende redninger mod slutningen. Peter Trolle vinder vigtige bolde fordelt jævnt. Aske Mørkebjerg havde nogle skønne angreb fra midten. Og når Rasmus Breuning vinder 100% af sine angreb, kan det ikke gå galt. De danske modtagninger lå mestendels præcist og godt. En forudsætning for gevinst. Et sæt der kunne have gået begge veje. Vi trak det længste strå.

Blok, blok, blok. Sådan trækker man fra. Blok, blok, blok. Uden en sådan var det i starten alt for nemt for Danmark at angribe og vinde. Danmarks blok tvang Ungarn til at satse, hvilket gav gevinst – i vor favør. Ungarn valgte at sætte Arpad Baroti, professionel i Korea, ind. Det betød at Ungarn kravlede op i nærheden af den danske føring. Selvsamme humørsvingende Baroti var også synderen der gav Danmark 24 og selvfølgelig afgjorde endnu en velplaceret dansk blok sættet. Et sæt hvor Danmark spillede markant mere sammenhængende, med mere gejst og på alle pladser hævede niveauet.

Boldbalance på en netkant. Smil over hele linien. Heldigvis flest danske. Sådan startede 3. sæt, med en snu serv fra Peter Trolle. Begrebet netruller fik en ny mening. Kort efter kom Ungarn foran for første gang i kampen. Den føring beholdt og tabte de frem til 18-18. Med et afgørende, og smukt, centerangreb fra Aske Mørkebjerg, fik Danmark den lille forskel der nogen gange skal til.

Ingen glemt. Simon Gade fik os på 24 på endnu et centerangreb. Gennem hele kampen ét sted Ungarn simpelthen ikke fik fat på os. Og – selvfølgelig – en blok cementerede endnu en 3 sæts sejr over Ungarn.

Med Axel Jacobsen i hopla og i den grad spilfordeler og Philip Özari som mr. Safety first, gjorde det ikke noget at Ungarn vandt smashopvarmningen.

Der er ingen tvivl. Danmark har med sejren, klart vist, at vi hører hjemme i toppen af European League. Selv når det ser sværest ud, forstår holdet at udnytte de svagheder Ungarerne har, og fastholde et imponerende højt niveau på egen banehalvdel.

Som en glad landstræner Mikael Trolle udtaler: ”Vi har vist vi er konsistente og vi holder et højt niveau. Fremfor alt viser vi, at det ikke mere er et Danmark, der kun vinder de enlige svaler. Vi har vist vi kan være med. Og det er sjovt. Og så på Ungarernes hjemmebane.”

Efter kampen blev Peter Trolle valgt til kampens bedste spiller af d lokale arrangører.

Danmarks startopstilling:

Hæver – Axel jacobsen
Centre – Aske Mørkeberg og Simon Gade
Kanter – Philip Özari og Rasmus Breuning
Diagonal – Peter Trolle
Libero – Frederik Mikelsons
Indskifter - Mads Møllgaard

I morgen kl. 17.30 møder Danmark Ukraine, som i dag vandt en sikker 3-0 sejr over Israel.

Se yderlige resultater og stillinger her:
http://www.cev.lu/Competition-Area/competition.aspx?ID=988&PID=1539
Herrelandsholdet, VM-kvalifikation i Zagreb, søndag d. 28.5.

Danmark-Hviderusland: 1-3 (23-25, 23-25, 25-19, 23-25)

Dagens resultater havde formet sig således, at Danmark med en sejr på 3-0 eller 3-1 kunne opnå en 3. plads i puljen, forvise Hviderusland til en 4. plads og derved sende Schweiz videre til 3. runde i VM-kvalifikationen. Omvendt ville en dansk 3-2 sejr, eller en sejr til Hviderusland betyde at Hviderusland ville opnå en 2. plads og Danmark ende som nummer 4.

Hviderusland havde således på papiret mest at spille for i dagens kamp og de startede da også kampen stærkest med en føring på 8-4. Danmarks servetaktik var klart lagt an på stor risiko, hvilket i starten gav nogle fejl. Men langsomt fik vi servet og angrebet os ind i kampen og udlignede ved 11-11. På en række gode server slog Hviderusland igen hul til 15-11, men en række gode angreb fra Rasmus Breuning bragte balance ved 15-15. Begge hold stabiliserede herfra sit sideoutspil og stillingen kom på 23-23 hvor Hviderusland tog sin første time out, hvilket hjalp dem til sætbold 24-23, hvor Danmark tog time out. Desværre fyrede Hviderusland et servees af efter pausen til sætsejr 25-23.

Danmark blev ved med at spille uimponeret mod det stærke Hviderussiske hold og kom foran 8-5. Danmark holdt fast i føringen ved 16-14. Foran 18-16 kom Mads Møllgaard på banen og leverede et servees. Steen Sørensen kom på banen for at serve ved 23-21, men Hviderusland holdt fast og udlignede på et blokadepoint til 23-23. Igen var Hviderusland stærkest ved sætafslutning og Danmark angrebsfejlede til sættab 23-25.

Herefter var det samlede resultat i puljen afgjort med Hviderusland videre til 3. runde og Danmark på en 4. plads i puljen.

Kampen fortsatte heldigvis med høj intensitet og med Danmark i teten fra starten af 3. sæt. Vi var foran 8-5 og 19-15, hvor Mads Møllgaard kom ind og servede. Hviderusland tog time out bagud 17-22, men kom aldrig rigtig i dette sæt, som blev vundet 25-19 af Danmark på et angrebspoint af Peter Trolle.

Mads Møllgaard startede for Philip Özari på banen i fjerde sæt, hvor holdene stadig spillede tæt om alle point. Efter 7-7 tog Hviderusland en serie til 11-7 og det danske hold begyndte at synes mærket af de mange lange sæt, 5 dage i træk. Bagud 15-19 kom Steen Sørensen ind i serven og bidrog med et godt pres til et dansk breakpoint. Danmark kom bagud 16-21, men kraftreserverne var åbenbart ikke udtømte og på et blokadepoint af Peter Trolle, fremtvang vi Hviderussisk time out, nu kun foran 21-19. Danmark kom tæt på ved 23-24, men Hviderusland tog sættet hjem på et stærkt centerangreb til 25-23 og derved kampen 3-1.

Team Manager Sven Brix: ”Jeg har fulgt vores hold i mange år og det er lang tid siden vi har haft et hold der er så tæt på de gode hold i Europa. Det er kun små marginaler, der gør at vi ikke blev det hold der nåede videre til 3. runde. Vi taber 8 sæt med to pint, hvilket jeg synes er et godt udtryk for jævnbyrdigheden i puljen. Jeg er stolt af vores hold og jeg vil håbe at de har mulighed for at slappe godt af i de næste dage – det har de fortjent. Derefter starter træningen op til European League, hvor vi lægger ud i Ukraine d. 9.6”.

Danmarks startopstilling:
Hæver: Axel Jacobsen
Diagonal: Peter Trolle
Kanter: Rasmus Breuning og Philip Özari
Centre: Aske Mørkeberg og Simon Gade
Libero: Nikolaj Hjorth

Indskiftere: Mads Møllgaard, Steen Sørensen

Endeligt resultat af puljen i Zagreb:

1.       Serbien (direkte til VM i 2018)

2.       Hviderusland (videre til 3. runde)

3.       Schweiz

4.       Danmark

5.       Kroatien

6.       Norge

Se øvrige resultater fra VM-kvalifikationen her:
http://www.cev.lu/Competition-Area/competition.aspx?ID=976&PID=1524
Lørdag, 27 maj 2017 18:30

Flot sejr til herrerne over Kroatien

Herrelandsholdet, VM-kvalifikation i Zagreb, lørdag d. 27.5.

Danmark-Kroatien: - (25-27, 25-23, 29-27, 25-27, 15-9)

Dagens kamp mod værterne fra Kroatien kunne anses som en nøglekamp for begge hold i forhold til at ende i den bedre ende af tabellen. Statistikken var på forhånd på hjemmeholdets side, da Danmark ikke havde vundet over Kroatien, siden Spring Cup finalen i 2000. Her vandt Danmark også 3-2 i Kroatien med Mikael Trolle på trænerbænken og den nuværende assistenttræner Kristian Knudsen på banen.

Kroatien startede første sæt med stærkt blokadespil og bragte sig i front 10-6. Danmark fik bedre styr på sit spil og halede ind, blot bagud 15-16 ved teknisk time out. Ved 20-20 tog Kroatien time out efter et servees fra Philip Özari og flere gode angreb fra Peter Trolle. Bagud 21-22 var det Danmarks tur til time out. En flot blokade af Axel Jacobsen gav Danmark sætbold ved 24-23. Danmark kom bagud 25-26 og Mikael Trolle tog sin 2. timeout, efter at Danmark havde haft 2 sætbolde. Desværre tog Kroatien sættet på et blokpoint til 27-25.

Danmark kom via et par gode blokader bedst fra start i andet sæt og allerede ved dansk føring 5-2 tog Kroatien sin første time out. Efter et servees og et blokadepoint udlignede Kroatien ved 11-11. Danmark var i front 16-14 og nød i den efterfølgende periode godt af en række kroatiske fejl. Simon Bitsch kom på banen og stabiliserede det danske baggerspil, inden Aske Mørkeberg serveessede Kroatien til time out bagud 16-19. Danmark fortsatte den gode stime og kom på 22-15, inden Kroatien tog tre point i streg og Mikael Trolle måtte kalde time out. Stillingen blev 23-22 efter et par danske modtagningsfejl, men Rasmus Breuning sørgede for at afslutte sættet med et angrebspoint til 25-23.

Mads Møllgaard erstattede Philip Özari på banen fra starten af tredje sæt. På et blokadepoint af Peter Trolle og Simon Gade kom Danmark på 8-7 ved første tekniske time out. Denne føring blev udbygget til 16-12. Kroatien kom tilbage i sættet på flere gode blokader, inden Steen Sørensen kom på banen ved 20-20 og med et par gode server og en forsvarsredning var med til at bringe Danmark på 22-20 og Kroatisk time out. Foran 23-22 tog Danmark time out, hvilket gav en kroatisk servefejl. Kroatien udlignede til 24-24 på en dansk netfejl. Derefter skiftede holdene bold op til Simon Gades servees til 29-27.

Danmark beholdt initiativet fra starten af 4. sæt og kom foran 10-6. Kroatien kom tæt på ved 12-11, men Rasmus Breuning fandt servekanonen frem og gav Danmark en række gode situationer, som bragte os på 17-12. Holdene skiftedes til at vinde sine side outs op til dansk føring 21-17. Et par danske angrebsfejl fremkaldte en dansk time out foran 21-20. Det blev 21-21 inden et angrebspoint af Rasmus Breuning og et servees af Peter Trolle bragte Danmark på 23-21. Igen kom Kroatien tilbage og kom på sætbold 24-23. Rasmus Breuning essede til matchbold 25-24, men servede ud efterfølgende. På et par dårlige danske angreb lukkede Kroatien sættet 27-25 og holdene måtte ud i 5. sæt i en ekstremt varm hal i Zagreb.

Med Danmark foran 3-0 tog Kroatien sin første time out i 5. sæt. Danmark fortsatte det gode spil og Axel Jacobsen lavede blokadepoint til sideskift, foran 8-2. Kroatien forsøgte at rette op på skuden med sin 2. time out bagud 2-10, men lige lidt hjalp det. Danmark holdt fast og afsluttede kampen med sætsejr 15-9.

Danmarks store pointscorer Rasmus Breuning: ”Vi vinder i dag fordi vores vilje var god. Holdånden gav os meget undervejs og det var fedt at vi stod sammen og red igennem de svære perioder. Vores servepres var et niveau højere end Kroatiens, hvilket gav os mange gode pointmuligheder. Nu glæder vi os til kampen i morgen mod Hviderusland”.

Danmarks startopstilling:
Hæver: Axel Jacobsen
Diagonal: Peter Trolle
Kanter: Rasmus Breuning og Philip Özari
Centre: Aske Mørkeberg og Simon Gade
Libero: Nikolaj Hjorth

Indskiftere: Simon Bitsch, Mads Møllgaard, Steen Sørensen, Sebastian Mikelsons

Se øvrige resultater fra VM-kvalifikationen her:
http://www.cev.lu/Competition-Area/competition.aspx?ID=976&PID=1524

Resten af programmet for VM-turneringen:

28.5 kl. 20.00: Danmark-Hviderusland
Lørdag, 27 maj 2017 15:02

Danmarks damer fik norske klø

Danmark - Norge 0-3 (19-25,14-25,21-25)

I den anden kamp imod Norge, gik det det desværre modsat gårsdagens resultat.
Norges pres havde danskerne på hælene, og det gjorde det svært at komme til point.
Så de danske damer tabte til et bedre hold i dag.
Dagens spiller blev Nikoline Mogensen.


Efter den ordinære kamp spillede to hold endnu et sæt, som Danmark vandt med 25-13.

Nu er der én træning tilbage, og så er der afgang søndag til Baku og forberedelse til den første kamp på tirsdag imod Holland.
Danmark-Norge 3-0 (25-22,25-17,25-19)

I den første af to landskampe imod Norge, var Danmark i dag stærkest når det gjaldte.

Norge spillede frisk fra start i alle 3 sæt, men stille og roligt kom den danske angrebsmaskine i gang og kunne afgøre sættene til egen fordel.

Eva Bang spillede sin bedste landskamp i denne sæson, og fik hævet Trine Kjelstrup, Trine Rask og Paulina Hougaard-Jensen til en god del point.
Samtidig havde Paulina Hougaard-Jensen en uhyggelig skarp dag i serven og lavede ikke færre end 7 esser.

Dermed kunne danskerne trække sig sejrrigt ud af kampen med Eva Bang som dagens spiller.

Efterfølgende spillede de to hold et ekstra sæt, som Norge vandt 22-25.


Fredag er der returopgør i Holtehallen kl. 19.00.










Herrelandsholdet, VM-kvalifikation i Zagreb, fredag d. 26.5.

Danmark-Norge: 3-1 (25-21, 18-25, 25-16, 25-23)

Begge hold var inden dagens kamp uden sejre i de to første kampe i VM-kvalifikationen. Men da begge hold i flere perioder havde vist flot spil, var det på forhånd ventet, at dette naboopgør kunne blive en tæt affære.

Holdene fulgtes pænt ad i første sæt til 8-7 til Danmark. Herfra tog danskerne et par breakpoints på gode blokader og modangreb og kom til 16-12. Norge kom tæt på ved dansk føring 23-21. hvor Mikael Trolle tog time out. Men Danmark holdt hovedet koldt og Peter Trolle afsluttede sættet med et servees til 25-21.

I starten af 2. sæt kom Danmark bagud 6-8 efter et par ærgerlige fejl. Det lykkedes ikke i denne periode at finde frem til det stabile spil, der havde sikret sejren i første sæt. Bagud 12-16 ved 2. tekniske time out fik Danmark kortvarigt en smule bedre greb om spillet uden dog at få lavet de breakpoints der var brug for. Sættet blev lukket med 25-18 til Norge.

Danmark kom godt fra start i tredje sæt, hvor de ærgerlige fejl var ryddet væk. Axel Jacobsen fordelte boldene godt, hvilket gav sikre point i angrebet fra specielt Peter Trolle. Norge tog time out bagud 8-12. Danmark udbyggede føringen til 16-11 ved teknisk time out. Vores blok og forsvar kontrollerede de norske kantangribere fint, mens det kneb lidt mere med det store norske centerangreb. Danmark afsluttede stabilt og fokuseret med et angrebspoint af Simon Gade til sætsejr 25-16.

Bagud 1-2 og med ryggen mod muren kæmpede Norge sig tilbage i kampen fra starten af tredje sæt. De var foran 8-5 efter en periode hvor fejlene igen sneg sig ind i det danske spil. Ved 16-16 udlignede Danmark efter et par gode server fra Aske Mørkeberg og Norge måtte tage time out. Holdene fulgtes ad og Danmark optimerede defensiven med indskiftninger af Mads Møllgaard og Simon Bitsch. Norge spillede en stærk side out i denne periode og Mikael Trolle tog time out bagud 21-22. Heldigvis holdt Danmark hovedet koldt i sætafslutningen og lod Norge om at afgøre sættet via en netfejl og et slag ud af banen.

En vigtig sejr for Danmark som betyder, at holdet stadig har en rolle at spille i VM-kvalifikationen.

Assistenttræner Kristian Knudsen:” Det var dejligt at se os løfte vores spil i dag, gennem god fight og mange skarpe aktioner. Det var specielt godt, at vi var i stand til afgøre kampen i en tæt og intens atmosfære. Vi ser frem til et par gode kampe mod Kroatien og Hviderusland”.

Danmarks startopstilling:
Hæver: Axel Jacobsen
Diagonal: Peter Trolle
Kanter: Rasmus Breuning og Philip Özari
Centre: Aske Mørkeberg og Simon Gade
Libero: Nikolaj Hjorth

Indskiftere: Mads Møllgaard, Simon Bitsch

Se øvrige resultater fra VM-kvalifikationen her:
http://www.cev.lu/Competition-Area/competition.aspx?ID=976&PID=1524

Resten af programmet for VM-turneringen:

27.5 kl. 17.30: Danmark-Kroatien
28.5 kl. 20.00: Danmark-Hviderusland
Herrelandsholdet, VM-kvalifikation i Zagreb, tordag d. 25.5.

Danmark-Serbien: 0-3 (23-25, 32-34, 19-25)

Danmark skulle i sin 2. kamp ved VM-kvalifikationen op mod verdensklassemandskabet fra Serbien. Serbien har en placering som nr. 3 på Europaranglisten, hvor Danmark indtager 22. pladsen.

Danmark startede kampen med en god sideout og kom først til teknisk timeout ved 16-15. Herfra foldede Serbien sin høje klasse uden at de rigtig fik hul. Danmark havde chancen for overraskelsen bagud 23-24 i egen serv, men en servefejl afgjorde sættet til serbisk fordel.

Andet sæt startede med Danmark i offensiven og Serbien måtte tage time out bagud 1-5. Danmark fortsatte i front og pressede Serbien ud i flere fejl. Danmark nåede op på 18-15 inden en Serbisk serveserie fik headcoach Mikael Trolle til at tage time out bagud 18-19. Serbiens stjerneserver Lisnac fortsatte sin serveserie til 21-18 inden Peter Trolle brød med et angrebspoint. Danmark kom tilbage i sættet og Serbien tog time out ved 23-23. Danmark havde første sætbold ved 28-27, men servede fejl.  Foran 32-31 havde vi den tredje sætbold. Ved 32-32 fik Serbien point på en tvivlsom indgriben af førstedommeren, der ændrede et linjedommerkald og vi tabte sættet 32-34 efter en meget flot indsats af holdet.

Fra starten af tredje sæt erstattede Simon Andersen Aske Mørkeberg og Steen Sørensen startede for Peter Trolle. Igen udviklede kampen sig som en tæt affære med Serbien foran 8-7 ved første tekniske time out. Men efter 2. tekniske timeout, hvor stillingen stadig var lige, trykkede Serbien på. Simon Bitsch og Mads Møllgaard kom ind og bidrog til den danske indsats, men serberne var for stærke mod slutningen af sættet og lukkede kampen med 25-19.

På trods af nederlaget var det en gigant indsats af det undertippede danske hold, som lover godt for de næste tre kampe i turneringen.

Anfører Axel Jacobsen var tilfreds med indsatsen efter kampen: ”Det var en rigtig god indsats af holdet i dag. Vi spillede uden pres, hvilket bestemt kunne ses i vores aggressive spil. Det er fantastisk at score så mange point mod en verdensklassemodstander. Det skal vi lære af, så vi også er i stand til at levere en lignende indsats mod de hold hvor vi spiller under resultatpres”.

Danmarks startopstilling:
Hæver: Axel Jacobsen
Diagonal: Peter Trolle
Kanter: Rasmus Breuning og Philip Özari
Centre: Aske Mørkeberg og Simon Gade
Libero: Nikolaj Hjorth

Indskiftere: Simon Øster Andersen, Steen Sørensen, Mads Møllgaard, Simon Bitsch

Se øvrige resultater fra VM-kvalifikationen her:
http://www.cev.lu/Competition-Area/competition.aspx?ID=976&PID=1524

Resten af programmet for VM-turneringen:

26.5 kl. 15.00: Danmark-Norge
27.5 kl. 17.30: Danmark-Kroatien
28.5 kl. 20.00: Danmark-Hviderusland
Side 1 ud af 13